Tusinder har ikke fået løn efter it-nedbrud

Netop nu kæmper Skandinavisk Data Center med et databaseproblem, som betyder, at tusinder af danskere endnu ikke har fået løn.

Et databaseproblem hos SDC betyder, at tusinder af lønmodtagere endnu ikke har fået deres løn sat ind på kontoen.

Netop nu er teknikerne hos Skandinavisk Data Center, der ejes af 60 pengeinstitutter, i gang med at finde ud af, hvorfor lønoverførslen til de 60 pengeinstitutter gik i stå godt to-tredjedele henne i processen.

SDC's direktør, Erik Jacobsen, kender ikke til det præcise problem, men vurderer, at problemet vil være løst inden kl. 14, så alle overførsler er gennemført senest kl. 15.

»Problemet skyldes en tabel i en database, men mere ved jeg faktisk ikke. Og vi vil meget gerne fortælle nærmere, men lige nu giver vi vores folk arbejdsro til at løse problemet. Vi forventer, at vi omkring kl. 13.30 har de første overførsler i gang. Et enkelt, større pengeinstitut vil formentligt først være helt på plads ved 14.30-tiden,« siger Erik Jacobsen.

Hvor mange lønmodtagere, der er blevet ramt, ved SDC-direktøren ikke.

»Når problemet er løst, har vi det fulde overblik. Jeg mener, at vi havde nået godt to-tredjedele af overførslerne, men kender ikke det samlede antal. Vi laver en redegørelse senere,« siger Erik Jacobsen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (1)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere