Lovændring på vej: Nu skal NemID være gyldig underskrift

Inden sommeren 2014 er retsplejeloven ændret, så digitalt underskrevne gældsbreve også holder i retten. I hvert fald hvis det står til finansminister Bjarne Corydon. Venstres it-ordfører er chokeret over, at området har kunnet sejle så længe.

Det har vakt genlyd på Christiansborg, at gældsbreve underskrevet digitalt med NemID ikke holder i landsretten.

Læs også: Landsretten: Underskrift med NemID er ikke gyldig

Landsrettesns hammer har runget så meget mellem Borgens tykke mure, at Venstres it-ordfører Michael Aastrup Jensen har stillet spørgsmål til finansminister Bjarne Corydon om, hvor godt landsrettens kendelse harmonerer med regeringens digitaliseringsstrategi.

Ministeren skriver i sit svar, at gennemførelsen af digitaliseringsstrategien ligger ham meget på sinde:

»Jeg finder det derfor uhensigtsmæssigt, at formkrav i lovgivningen skal være til hinder for den øgede digitalisering,« skriver Bjarne Corydon blandt andet i sit svar.

Ministeren henviser til, at Justitsministeriet er i gang med at ændre retsplejeloven, så gældsbreve og andre dokumenter, der er underskrevet digitalt, overholder lovens formkrav. Lovændringen skal ifølge ministeren være klar, inden Folketinget går på sommerferie i 2014.

Michael Aastrup er overrasket over, at lovgivningen overhovedet kan være et problem i 2013, men samtidig er han glad for, at der langt om længe sker noget:

»Ministerens svar er jo en undskyldning - dog uden helt at være det. Og det er jeg glad for. Men det har chokeret mig, at ministeriet ikke har haft mere styr på det, og det er amatøragtigt, at vores lovgivning ikke er bedret rustet til digitaliseringen,« siger Michael Aastrup til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (11)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anders Poulsen

Så vidt jeg har forstået, så har landsretten IKKE sagt at digitalt underskrevet gældsbreve ikke holder i landsretten.
Det landsretten afgjorde at fogedretten ikke kan gøre udlæg alene baseret på et digitalt underskrevet gældsbrev. Så har man sådan et, så skal man henvende sig til byretten og få en kendelse derfra om at gældsbrevet ER gyldigt. Og så kan fogedretten gøre udlæg. Var det et papir-gældsbrev, kunne man spare turen i byretten.

Michael Nielsen

Da NemID ikke er en digital signatur, overholder ikke lovene vedr. digitale signaturer, derfor kan NemID ikke være en digital signatur, og derfor kan du ikke underskrive med den.

Så hvordan kan noget underskrevet med en ikke digital signatur være bindene ?

Især når der er flere 3. parter der kan underskrive på dine vejne, således er der ingen garanti for at personen der ejer NemID har underskrevet noget..

SUK!

If the system doesn't fit in the world - change the world!

Jens Henriksen

Det er ikke interessant. Det er bare det sædvanlige politiske plat fra en folkevalgt, der er helt uinteresseret i fakta og faglighed og kun går op i at blive nævnt i medierne. De siger alle de tåbeligste ting, men det de siger er ikke med fagfolk som målgruppe, men noget som Maren i Kæret og enfoldige vælgere kan identificere sig med.

Den nyligt afholdte pseudo-konference med samme Aastrup som arrangør var ingen undtagelse fra den regel. Lutter plat og selvoptaget nonsens fra politikerne.

Jesper Lund

Jesper, så vidt jeg ved er det ikke bekræftet at Nets faktisk sletter din privatnøgle på deres system, blot fordi du har købt hardwareløsningen. Nogen der ved det?

Det er ikke samme private nøgle. Ifølge oplysninger fra Danid bliver den private nøgle til NemID på hardware genereret på dit token, og den kan ikke kopieres fra dette token. Hvis du bruger standardløsningen ligger din private nøgle i Danid's HSM, og jeg vil formode at den bliver genereret der.

Hvis du har standardløsningen for OCES NemID, og bestiller NemID på hardware, vil du have to OCES signaturer. Medmindre du spærrer den ene.

Klavs Klavsen

Dog er det min forståelse, at man sagtens kan få flere OCES nøgler - og så selvom man har nemid på hardware, kan en der har kompromiteret systemet, bare bestille en ny OCES signatur, med den private nøgle liggende hos DanID -og anvende denne nye nøgle, til at udgive sig for mig.

Jeg ved ikke hvad bevisbyrden er - og hvordan jeg kan bevise at det IKKE er signeret med min nøgle på hardware - da jeg ikke har den offentlige del af nøglen (som DanID jo får når token'et opretter den private nøgle).

Så hvis nu man havde en 3. part der opbevarede de offentlige nøgle-dele.. ville jeg være lidt gladere (og så kunne man have dem opbevaret flere steder, inkl. hos en selv).

og når nu der kan være flere nøgler til én person (en formodning - har ikke prøvet) - og alle går via DanID - så er det jo formodentlig kun dem der kan sige hvilken en der har underskrevet ? eller hvor opbevares det?

Jeg håber virkelig at det man har underskrevet - ligger krypteret med MIN hardware token's private nøgle - så man KUN kan dekryptere det med den offentlige nøgle der hører til min private nøgle på hardware token'et - ellers kan jeg jo ikke bevise at det ikke er mit token der er anvendt til at underskrive..

Nogen der ved mere?

Indtil videre har jeg et hardware token (tvang osv.) - men man må sige at de har gjort det hele så godt uigennemsigtigt, så jeg føler det som en stor security-by-obscurity - og der er jo desværre mange andre steder det kan gå galt - når jeg ikke får en kopi af det jeg jeg underskriver, eller nogen garanti for at HELE det jeg underskriver, faktisk BLIVER krypteret med min private nøgle, som bevisbyrde.

Log ind eller Opret konto for at kommentere