Truslen fra it-kriminelle får danske banker til at samarbejde

Illustration: Virrage Images/Bigstock
Nationalbanken og hele den finansielle sektor indleder nyt samarbejde mod it-kriminelle. Målet er. at bankernes it-systemer bliver blandt de sikreste i 2020.

Banksektoren i Danmark er sårbar, og et stort angreb vil kunne lamme den. Derfor går de danske banker nu hånd i hånd i kampen mod den voldsomt stigende it-kriminalitet rettet mod den finansielle sektor.

Nationalbanken har nemlig taget initiativ til et nyt samarbejde mellem myndigheder, banker og øvrige parter i den finansielle sektor. Målsætningen er, at danske banker og deres bagvedliggende it-systemer skal være blandt Europas sikreste i 2020. Det skriver Politiken.

»Den finansielle stabilitet i Danmark kan blive truet, hvis en større del af infrastrukturen bryder ned i længere tid, og data bliver ødelagt eller forvansket. Det er nødvendigt for den finansielle sektor at opruste, for truslen bliver mere og mere sofistikeret,« siger nationalbankdirektør Lars Rohde til avisen.

Læs også: Uvist hvordan: 20 millioner kroner stjålet i historisk stort bank-hack

I løbet af det seneste års tid er it-kriminalitet blevet så udbredt og avanceret, at den finansielle sektor nu frygter hackerangreb af alvorlig karakter. I værste fald ville sådan et angreb lamme eksempelvis betalingssystemer, pensionsopsparinger, tinglysning og handel med aktier, skriver Politiken.

Risikoen for cyberangreb herhjemme er så høj, som den kan blive. Det erkender Center for Cybersikkerhed under Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor direktør Thomas Lund-Sørensen roser den finansielle sektor for at tage den stigende internationale trussel fra it-kriminelle alvorligt.

»Det er en udvikling, vi som digitaliseret samfund bliver nødt til at acceptere og forholde os til. Bankerne konkurrerer normalt mod hinanden, men her har de en fælles udfordring: Hvis én virksomhed bliver angrebet, rammer det tilliden til hele branchen,« siger Thomas Lund-Sørensen til Politiken.

Læs også: ATV: Nationalbanken bør udvikle en kryptovaluta

Samarbejdet er gode nyheder, da tendensen hidtil har været, at den enkelte bank er gået stille med dørene, hvis den har opdaget en sikkerhedsbrist. Politiken skriver, at de danske banker i de tre første kvartaler af 2016 har oplevet knap 1.000 forsøg på såkaldt phishing, hvor svindlerne f.eks. med falske mails lokker kunder til at give adgang til deres konto. De fleste forsøg afværges dog.

»Globalt set er der meget betydelige tab, og de, der bliver angrebet, er de svageste dyr i flokken. Vi bliver nødt til at løfte sikkerhedsniveauet i sektoren«, siger Tonny Thierry Andersen, bankdirektør i Danske Bank og formand for brancheforeningen Finansrådet.

Bankerne overvåger allerede i dag, hvor trafikken i deres systemer kommer fra, og om kunder har en mærkelig adfærd. Men man kan ikke bekæmpe truslen alene, erkender han.

»Men vi skal i langt højere grad udveksle informationer, også med de andre nordiske lande, og samarbejde om at lægge et fintmasket net ned over de kriminelle,« siger Tonny Thierry Andersen til Politiken.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer ()
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere