Flere af Trump-administrationens top-folk har mail-konti ved en privat mail-server, som ifølge amerikanske efterretningstjenester blev hacket under præsidentvalget sidste år.
Trump-medarbejderne tæller ifølge Newsweek Kellyanne Conway, Jared Kushner, Stave Bannon og Sean Spicer. Mediet er siden blevet kontaktet det republikanske parti, der ejer mail-serveren, som oplyser, at mail-konti for de tre førstnævnte er blevet slettet.
New York Times skrev i december, at amerikanske efterretningstjenester havde konkluderet, at Republikanernes systemer med høj sikkerhed havde været kompromitteret - på samme måde som hacket mod Demokraterne ledte til et læk af mange tusinde e-mails.
Republikanerne selv har fastholdt, at det ikke er lykkedes hackere at trænge ind i systemet, og derfor er det reelle omfang af hackerangrebet uvist.
Brugen af en privat mail-server var et stort tema ved sidste års amerikanske præsidentvalg, fordi Hillary Clinton måtte stå skoleret for FBI for at have brugt sin egen mail-server, mens hun var USA’s udenrigsminister.
Der er ikke nødvendigvis noget juridisk problematisk i at bruge serveren for Trumps ansatte. Men det kræver, at al korrespondance bliver videresendt til en officiel White House-mail inden for 20 dage.
I 2007 blev Bush-administrationen sagsøgt for at have brudt netop den regel - 22 millioner mails var blevet slettet og aldrig videresendt. Det var dengang også Republikanernes private mail-server, der var omdrejningspunktet.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.