Trump fyrer direktør for amerikansk it-sikkerhedsmyndighed

Illustration: GD Arts, BigStock
Den nu forhenværende direktør for den amerikanske it-sikkerhedsmyndighed CISA, Christopher Krebs, har flere gange afvist Trumps påstande om valgsvindel.

Præsident Donald Trump har fyret Christopher Krebs, der hidtil har været direktør for den amerikanske myndighed for cybersikkerhed ved navn CISA.

Det skriver Politiken.

Ifølge præsidenten er Christopher Krebs blevet fyret, fordi han er kommet med »vildt upræcise« bemærkninger omkring sikkerheden af det amerikanske præsidentvalg.

Det er CISA, der har håndteret datasikkerheden i forbindelse med valget, og Christopher Krebs har flere gange afvist Donald Trumps udokumenterede påstande om valgsvindel.

CISA var samtidig blandt de myndigheder, der tidligere i november meddelte, at præsidentvalget i USA den 3. november var det sikreste i USA’s historie.

Samtidig skulle Christopher Krebs angiveligt have fortalt privat til folk, at han forventede en fyreseddel på grund af sin holdning, der bakker op om valgresultatets integritet.

Læs også: Amerikansk it-sikkerhedsmyndighed: Præsidentvalg var det sikreste i USA’s historie

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere