Tror du, du selv bestemmer over din tid på Facebook? Du har ikke en chance!

Tristan Harris vil ændre den måde, sociale medier og apps bliver designet på, så vi ikke tvangsmæssigt konstant må tjekke dem.

​​Tristan Harris, forhenværende 'produktfilosof' ved Google og nu 'det tætteste, Silicon Valley kommer på en samvittighed' har noget at sige om vores besættelse af de sociale medier - af likes, af interaktion, af simpelthen at tjekke medierne konstant for at se, om der er sket noget nyt.

Mange af os har en idé om, at vi bør begrænse brugen af de sociale medier, at vi ikke bør tjekke mails hele tiden, at vi bør være i stand til at lade telefonen ligge for at dyrke nærvær med andre mennesker i vores fysiske nærhed.

Men ifølge Tristan Harris har vi ikke en chance. For medierne, mailprogrammerne og alt det andet er simpelthen designet til at få din opmærksomhed, få dig til at klikke og interagere.

»Man kan sige, at det er mit eget ansvar at udvise selvkontrol, når det gælder min brug af digitale medier, men så tager du ikke i betragtning, at der er tusind mennesker på den anden side af skærmen, hvis job det er at nedbryde den ansvarlighed, jeg nu kan opbyde,« siger han i en artikel i det anerkendte kulturblad, The Atlantic, som har til huse i Washington D.C.

Vi har kort sagt mistet kontrollen med vores forhold til teknologien, fordi teknologien er blevet bedre til at kontrollere os.

For de digitale medier er det 'et ræs til bunden af hjernestammen'.

I øjeblikket er tendensen, at manipulationen kun bliver større og antager stadigt mere sofistikerede former.

Men måske vil du en dag kunne tage kontrollen over din brug af digitale medier tilbage. For Harris står i spidsen for en bevægelse, der ønsker at ændre den måde, software bliver designet på i dag.

»Der skal indføres nye kriterier, nye designstandarder og nye certifikationsstandarder,« siger han:

»Det kan godt lade sig gøre at designe uden at basere det på afhængighed.«

Du bliver hooked

Josh Elman er gammel i gårde i Silicon Valley med sit firma Greylock Partners, og han har stor respekt for, at Harris er den første, der påpeger problematikken, viser, hvad den gør ved os, OG har ideer til, hvad vi skal gøre ved den.

Han sammenligner tech-industrien med tobaksindustrien, før sammenhængen mellem cigaretter og kræft blev fastslået: helt vild efter at give kunderne det, de vil have, men på samme tid med en enormt ødelæggende virkning på deres liv.

Ifølge ham giver Harris Silicon Valley en chance for at stoppe op og re-evaluere, før stadigt mere opslugende teknologi, som virtual reality, skubber os til et 'point of no return'.

Men vores digitale 'pushere' opfører sig ikke anderledes end fastfood, der gør dig hooked med fedt, salt og sukker, som kroppen godt kan lide.

Facebook, Instagram, and Twitter gør os afhængige ved at give os, hvad psykologer kalder 'variable belønninger'. Det er bevist, at belønninger, der gives tilfældigt, hurtigt og effektivt, vil forstærke en handlemåde.

Beskeder, fotos og likes dukker op uden nogen gennemskuelig tidsplan, så vi tjekker tvangsmæssigt, om der er noget nyt - aldrig sikre på, hvornår vi vil modtage den dopaminaktiverende belønning.

At tjekke den der venneanmodning på Facebook vil kun tage et par sekunder, ræsonnerer vi, selvom forskning viser, at det tager gennemsnitligt 25 minutter, fra vi bliver forstyrret, til vi vender tilbage til det, vi lavede.

Og det tager netop ikke kun et par sekunder. For at besvare venneanmodningen skal vi nemlig forbi nyhedsstrømmen, hvor billeder og videoer, der automatisk går i gang, forfører os til at scrolle gennem en uendelig mængde posts - det, Harris kalder 'den bundløse skål'.

Det refererer til et studie, der viste, at forsøgspersoner spiste 73 procent mere suppe ud af skåle, der fyldte sig selv op, end ud af almindelige skåle - uden at det gik op for dem, at de havde spist mere end normalt.

Andre tricks er brugen af signalfarven rød og brugen af vores navn, som tapper ned i en dyb menneskelig bevidsthed om, at vi bør interagere socialt.

Og så kan firmaerne ellers ifølge Harris 'læne sig tilbage og se på, mens én milliard mennesker løber rundt som hovedløse høns, der svarer hinanden og føler, de skylder de andre noget'.

Et nyt etos

Harris har allerede præsenteret prototyper på produkter med andre principper for etisk design.

Hans argument er, at teknologi bør hjælpe os med at sætte grænser. For eksempel kan e-mail-indbakken spørge os, hvor meget tid vi ønsker at bruge på vores e-mails, og så venligt gøre os opmærksomme på det, når vi har overskredet vores tidsbegrænsning.

Teknologi bør gøre os i stand til at se, hvad vi bruger vores tid på, så vi kan foretage informerede beslutninger - som for eksempel hvis din telefon gør dig opmærksom på, at det er 14. gang på en time, at du låser den op.

Og så bør teknologi hjælpe os med at nå vores mål, give os kontrol over vores forhold til andre mennesker og hjælpe os med at stemple ud uden at føle os kaldet til at tjekke ind konstant.

En af Harris' ideer er et hypotetisk 'fokus-mode' til Gmail, der holder indkommende mails tilbage, til man er færdig med at koncentrere sig om en opgave - dog med undtagelser for nødsituationer.

Som middel mod apps, der gør os afhængige, ønsker Harris en 'tidsetisk certificering' af apps, der tænker dette etos ind i designet, og han har flere eksempler på nogle, der allerede har implementeret et sådant 'tidsetos'.

Pocket, Calendly og f.lux lader henholdsvis brugeren gemme artikler til læsning senere, finde huller i en andens kalender for at strømline mødebookningsprocessen og forsøger at øge søvnkvalitet ved at give et lyserødt skær til det klassiske blå lys i skærme.

Som første skridt mod at identificere andre services, der kunne kvalificere sig til at leve op til denne certificering, har Harris eksperimenteret med at skabe software, der vil registrere, hvor mange timer en person bruger ugentligt på hver app på sin telefon, for derefter at spørge, hvilke der var tiden værd.

Dataene herfra ville blive brugt til at skabe en 'skammens liste' over apps, der gør en afhængig, men ikke tilfredsstiller en.

»Vi bliver nødt til at ændre, hvad det betyder at vinde,« siger Harris.

Læs hele artiklen i The Atlantic her.

Du kan læse mere om Tristan Harris' projekt her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Cristian Ambæk

Men ifølge Tristan Harris har vi ikke en chance. For medierne, mailprogrammerne og alt det andet er simpelthen designet til at få din opmærksomhed, få dig til at klikke og interagere.

..... grab phone, mute.

Samt "likes" skaber en afhængighed? Tja kan da godt se for mig at nogle mennesker kan være opsat på at få "likes", men hvilken % af befolkningen snakker vi lige? Det må være minimalt.

Syntes artiklen er hyped lige lovligt op, og det giver et spin at mennesker ikke længere kan administrere deres egen tid.

fastfood, tobak mm remses også op, hvorfor? Der er ingen forskel, hvis du ikke vil ryge og spise fastfood så lad vær det er da der massere af mennesker der kan.

Som middel mod apps, der gør os afhængige, ønsker Harris en 'tidsetisk certificering' af apps

..... seriøst?

Sjovt nok snakkede jeg lige med min moder inden jeg så denne artikel at i 60'erne var folk sku noget mere "laid back" og stod bedre fast. Denne artikel føles fra start til slut sku noget pivet.

  • 1
  • 3
Gert G. Larsen

Hvis vi i første omgang kunne få al informationen ind af samme kanal, så den var lettere at sætte filtre og sortering på. RSS og flere mailkonti i samme program osv, gjorde en del for det. Diverse notification centers forsøger også i dag.

Kunne man gå en helt anden retning? - Personlig nyheds- og informationsformidling?
Jeg ved der er startups der laver det med nyheder. Hvor du kan få rigtige ægte mennesker til at finde artikler og aviser du skal læse. Kunne de klare din inbox og facebook-væg samtidig?
En personlig assistent i den digitale verden?
Om lidt kan det vel klares med AI/BI/ML og hvad de smarte navne ellers er.
Har nogen lavet det i forvejen?

  • 0
  • 0
Ditlev Petersen

Nu er der altid en tendens til at fremhæve forskellige "personlighedsafvigelser" som særligt smarte. Autister bliver fejlagtigt sat lig med genier, introverte med noget andet godt osv. osv. Nu kan folk med en defekt i dopaminsystemet, anhedonister, fremhæves som mennesker, der kan koncentrere sig.
Den næste kriminalserie på dansk fjernsyn kommer til at handle om en kriminalkommissær, der er "dystermule".

  • 0
  • 1
Henrik Madsen

Savner lidt min Huawei.

Den havde en funktion så man kunne bestemme hvilke programmer som måtte køre når skærmen var slukket.

Facebook f.eks måtte ikke. Gav dejlig ro når man var på arbejde og samtidigt havde det den anden positive effekt at man havde ca 20-25% mere strøm på telefonen efter en dag.

På min nuværende telefon har jeg forhindret facebook app'en i at lave notifikationer, hvilket giver samme ro men stadigvæk sluger en masse strøm.

Hvis man bruger "tving til at standse" så kører den igen efter få minutter.

Nogen må kunne lave et regnestykke på hvor meget effekt facebook gennemsnitligt forbruger pr. enhed når det kører og regne ud hvor meget co2 det koster.

Facebook's agressive app som forlanger at køre hele tiden må give en ekstra udledning på en del tons Co2 årligt.

  • 0
  • 0
Claus Nedergaard Jacobsen

Jeg er helt sikker på at jeg selv bestemmer over min tid på Facebook... jeg bruger 0 dage, 0 timer og 0 minutter om året på Facebook.


Jo, men hvor lang tid bruger du så på at opsøge den information, som du tidligere kunne finde på andre medier, men som nu kun findes på FB, fordi andre har besluttet at man kun gider lægge informationerne der? Fx. om hvornår der er arrangement i den lokale sportsklub. Jeg er heller ikke på FB, men det er bestemt ikke et gratis fravalg. Den beslutning koster ugentligt masser af timers ekstraarbejde.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere