Pasnumre, CPR-numre, kreditkortnumre og andre personlige data stjæles og hackes fra netbutikker, banker, sociale medier og myndigheder i et kæmpe omfang, som ikke er set tidligere, skriver Berlingske på baggrund af et interview med Troels Ørting Jørgensen, der leder cyberenheden i World Economic Forum.
Data videresælges og misbruges af både hackere og fremmede stater, advarer Troels Ørting Jørgensen, der er tidligere operativ chef i PET, forhenværende leder af Europols taskforce for cyberkriminalitet og tidligere ansvarlig for cybersikkerhed i storbanken Barclays.
»Det er bekymrende, hver gang man mister data. Men det er endnu mere bekymrende, når det handler om disse sensitive data. Hvis man har identiteten på de rigtige personer, så taler vi om en national sikkerhedstrussel,« siger Troels Ørting Jørgensen til Berlingske.
De millioner af data samles i store databaser eller repositories og samkøres og sælges for ganske få dollar.
Selv Forsvaret bliver ramt af datalæk. I sidste måned fik 3.000 medarbejdere, der har været udsendt til Mellemøsten, »kompromitteret« personlige oplysninger som CPR-nummer, pasnummer og billede, oplyste Forsvarskommndoen.