Trods Løkkes sundhedsudspil: Politikerne kan ikke smide Sundhedsplatformen på porten
Danmark er for lille til at have flere forskellige it-systemer på hospitalerne rundt om i landet.
Det konkluderede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) onsdag, da han præsenterede regeringens oplæg til en sundhedsreform, og lagde i samme ombæring op til, at hele Danmark på sigt skal have ét nationalt EPJ-system i stedet for den nuværende opdeling mellem Sundhedsplatformen i øst og Systematic i vest.
Det har fået kritikere af Sundhedsplatformen til at klappe i hænderne over udsigten til at slippe af med det udskældte system, da der sandsynligvis ikke er den store politiske opbakning til at udbrede Epic - leverandøren af Sundhedsplatformen - til hele Danmark.
Både Liberal Alliance og Dansk Folkeparti har i de seneste dage anbefalet, at man skrotter Sundhedsplatformen så hurtigt som muligt og arbejder på at udbrede Systematics EPJ til hele Danmark.
»Jeg fik at vide, at det ikke tog ret lang tid, før man var inde i det system. Det var nemt, tilgængeligt og brugervenligt. Man havde ikke brug for nær så lang tid til at sætte sig ind i det, som det har været tilfældet med Sundhedsplatformen,« sagde Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets sundhedsudvalg, til DR torsdag.
Ikke en politisk beslutning
Problemet er bare, at der ikke er nogen reel mulighed for at etablere ét nationalt EPJ før om adskillige år - og politikerne bestemmer ikke, hvilket system det i så fald bliver.
Flere jurister bekræfter over for Version2, at et politisk dikteret valg af EPJ-leverandør ikke er en mulighed, fordi man vil skulle igennem et udbud, som Epic, Systematic eller en helt tredje i princippet kunne gå hen og vinde.
»Udbudspligten ophører ikke for staten. Der vil skulle et nyt udbud til,« skriver Carina Risvig Hamer, der er lektor på juridisk institut ved SDU, til Version2.
Regeringen lægger i det nye sundhedsudspil op til, at en national myndighed med arbejdstitlen 'Sundhedsvæsen Danmark', skal lægge den nationale linje for sundheds-it og godkende alle større it-investeringer i de fem sundhedsforvaltninger, der skal overtage de nedlagte regioners driftsopgaver.
Men selvom staten skulle overtage ansvaret for de kontrakter, regionerne har med henholdsvis Epic og Systematic, er det ikke en mulighed at undlade at forlænge den ene og udbrede den anden til hele Danmark for at undgå en udbudsproces.
»Hvis en leverandør skal overtage en hel region eller flere, vil der være tale om en væsentlig ændring af en kontrakt, der kræver nyt udbud,« lyder det fra Carina Risvig Hamer.
Således er der tilsyneladende ingen vej uden om et udbud, hvis der skal etableres et nationalt EPJ-system, og man kan i princippet ende med, at Sundhedsplatformen indtager Jylland.
Årelang proces
Ud over det faktum, at politikerne ikke bare kan bestemme sig for, hvilke it-systemer der skal køre på de danske hospitaler, vil der gå årevis, før der kan blive tale om et nationalt EPJ-system.
Det er en kendt sag, at Region Hovedstaden og Region Sjælland er bundet til Sundhedsplatformen frem til udgangen af 2021, og i Region Syddanmark underskrev man sidste år en EPJ-kontrakt med Systematic til flere hundrede millioner kroner, og man går først live med den nye software i 2020.
Også Region Nordjylland besluttede i slutningen af 2018 at udnytte en option på at tilslutte sig Systematics EPJ-løsning, og der er således flere nyligt underskrevne EPJ-kontrakter i spil, som ikke holder op med at gælde, blot fordi man vælger at nedlægge regionerne.
I september måned vurderede sundhedsminister Ellen Thrane Nørby (V), at det vil tage op til fem år at anskaffe et nyt EPJ-system i stedet for Sundhedsplatformen alene i Region Hovedstaden.
»Det estimeres, at beslutning, anskaffelse, konfiguration og implementering af en ny EPJ-løsning vil tage 3-5 år, og opsigelse og udløb af kontrakten med Epic vil i givet fald kunne løbe parallelt med forløbet omkring anskaffelsen af en ny løsning,« skrev ministeren dengang.
Opgaven bliver sandsynligvis ikke mindre, når der er tale om et EPJ-system til hele landet, og eftersom der i regeringens udspil lægges op til at nedlægge regionerne fra udgangen af 2020, må man antage, at processen ikke kan sættes i gang før.
Kort sagt: Der er flere år til, at man kan gå i gang med anskaffe et nyt EPJ-system, det kommer til at tage mindst en lille håndfuld år at anskaffe det, og Sundhedsplatformen kan ende med at blive Danmarks landsdækkende systemvalg.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.