En succesrig narkohandler, Carl Stewart fra Liverpool blev for nylig afsløret og anholdt på baggrund af et billede, hvor narkohandleren poserede med sin yndlingsost, en lagret Stilton. Politiet havde nemlig formået at aflæse hans fingeraftryk fra billedet alene, hvilket ledte dem på sporet.
Det på trods af, at han brugte en krypteret beskedtjeneste til at kommunikere med sine kunder, skriver Gizmodo.
Anholdelsen var en del af en større operation og Carl Stewart solgte da også både heroin, MDMA og ketamin, inden det krypterese ostebillede fællede ham.
Brød ikke krypteringen
Billedet blev sendt over tjenesten EncroChat, der fungerer som end-to-end-kryptering. Politiet brød altså ikke umiddelbart krypteringen for at anholde Carl Stewart, men infiltrerede i stedet tjenesten.
»Carl Stewart var involveret i at fremskaffe store mængder af stoffer, men blev afsløret af sin kærlighed til stilton-ost efter at have delt et billede af en ost i sin hånd gennem EncroChat,« siger politiinspektør Lee Wilkinson fra Merseyside Police til Gizmodo.
Carl Stewart har efterfølgende erklæret sig skyldig både i at sælge stoffer samt omfattende hæleri og skal nu afsone 13 år bag tremmer.
Det britiske politi har i alt identificeret 60.000 brugere af EncroChat, 10.000 af dem i Storbritannien:
»De er alle involveret i at koordinere og planlægge udbud og distribution af stoffer og våben, hvidvask og andre kriminelle aktiviteter,« lyder det fra Meyerside Police.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.