Trods forbud: 82 af de 100 mest downloadede spil i Belgien bryder med gambling-lov

28. juli 2022 kl. 03:453
Trods forbud: 82 af de 100 mest downloadede spil i Belgien bryder med gambling-lov
Illustration: maxxyustas, BigStock.
Såkaldte loot box-mekanikker er blevet forbudte i Belgien. Alligevel er de bredt tilgængelige på det belgiske spilmarked, fortæller forsker fra IT-universitetet i København.
Artiklen er ældre end 30 dage

Genstandspakker med ekstra indhold i computerspil - eller loot boxe som de bliver kaldt - har været genstand for stor kritik blandt spilfans lige såvel som bekymrede forældre og en række forbrugerråd

Et af de få lande, der har lavet lovgivning mod disse loot boxe, er Belgien, der har gjort loot boxe ulovlige gennem deres gambling-lov. Men det tyder på, at lovgivningen ikke har haft megen effekt. 

»Der er stadigvæk loot boxe i 82 ud af de 100 mest downloadede spil på Apple App Store i Belgien,« fortæller PhD Fellow ved Center for Digital Play hos IT-Universitetet i København, Leon Y. Xiao.

Han har været i Belgien for at undersøge effekten af det belgiske forbud mod loot boxe, og resultaterne er tydlige: Effekten af forbuddet har ikke været stor. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det krævede ingen smuthuller, jeg var bare logget på den belgiske-udgave af Apple App Store. Jeg kunne købe loot boxe i alle 82 spil uden yderligere krumspring,« siger Leon Y. Xiao.

Smuthuller

Fornylig udkom et nyt kapitel i den klassiske actionrollespils-serie, Diablo, til mobiltelefoner. 'Diablo Immortal', som spillet hedder, har igen sat gang i debatten om de kontroversielle kasser med ekstra indhold, da flere mener at spillet er voldsomt forbrugerfjendtlig i sin brug af loot boxe. 

En debat som det belgiske folk umiddelbart kunne se sig fri for, da spillet slet ikke udkom i Belgien på grund af dets love mod loot boxe.  

Hvad er en "loot box"?

En loot box er en pakke med ekstra indhold til et givent spil, der ofte kan købes for virkelig valuta. Pakkerne kan indholde alt fra kosmetiske genstande til nye karakterer, våben eller udstyr til spillet.

Du ved ikke, hvad du køber, når du køber en loot box, for indholdet bliver tilfældigt fordelt. Nogle genstande forekommer dog sjældnere end andre, og vil derfor have større værdi end de andre. Lidt ligesom man kender det fra pakker med samlekort.

I fodboldspillet FIFA, kan man eksempelvis købe en pakke til spillets online del, FIFA Ultimate Team (FUT). I pakken er der en række spillere, som du derefter kan sætte på dit FUT-hold. Der er større chance for at få spiller fra den danske Superliga, end der er for at få stjernespillere, som eksempelvis Cristiano Ronaldo eller Lionel Messi. Derfor har brugerne incitament for at købe en ny pakke, for at gå på jagt efter den store gevinst.

Men du kan faktisk gennem omveje stadigvæk hente Diablo Immortal, selvom du befinder dig i Belgien. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

»Det er rigtigt, at du ikke kan downloade Diablo Immortal fra den belgiske App Store,« siger Leon Y. Xiao. 

»Men jeg kunne meget nemt skifte til Storbritanniens udgave af App Store, og så kunne jeg downloade det og også sagtens købe loot boxe i spillet«.

Spillene er designet efter loot boxe

Ifølge Leon Y. Xiao kan der være god grund til at springe udenom restriktionerne i gamblingloven for belgiske spillere. For selvom spillene sagtens kan spilles uden loot boxe, så bliver spiloplevelserne ikke de sammen. 

»Spillene er efter min mening ofte designet og balanceret omkring, at spillerne skal købe de her loot boxe. Så hvis du ikke køber loot boxe, så kan du ikke konkurrere med andre spillere, der måske ellers er lige så gode til spillet, som du er,« siger Leon Y. Xiao. 

Den antagelse blev han bekræftet i, da han læste brugeranmeldelserne af de spil, der rent faktisk havde fået fjernet loot box-mekanikkerne på den belgiske App Store. 

 »Spillerne beskrev, at det ekstra indhold, som de kunne få uden loot boxe, ikke var nok til, at de rent faktisk nød at spille spillene. Og de var trætte af, at de ikke kunne konkurrere mod udenlandske spillere, som købte sig til fordele i spillet,« siger Leon Y. Xiao.

Han ærger sig over, at Belgien ikke har formået at håndhæve deres eget forbud. 

»Reglerne er jo lavet for at hjælpe folk, der eksempelvis har problemer med ludomani, men som det er lige nu, så rammer de ved siden af,« siger Leon Y. Xiao.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvorfor har den belgiske lovgivning ikke virket? 

»Det her er lidt en simplificering, men i store træk har man sagt, at de her loot boxe er blevet forbudte. Man har sagt, at man vil finde folk, der overtræder reglerne, og at man vil komme efter dem, hvis de havde loot box-mekanikker i deres spil. Men det har de ikke fulgt op på. Hvis man rent faktisk gjorde det, ville det nok se en del bedre ud«.  

3 kommentarer.  Hop til debatten
Denne artikel er gratis...

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.

Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.

Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.

Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.

Debatten
Log ind eller opret en bruger for at deltage i debatten.
settingsDebatindstillinger
2
29. juli 2022 kl. 08:49

IRL samlekort er hvad de er, du kan gøre med dem hvad du vil hvordan du vil. Kan man det med loot-bokse i online spil, eller er de underlagt sælgerens vilje fremadrettet?

1
28. juli 2022 kl. 20:32

Pakker med samlekort IRL er så måske også gjort ulovlige i Belgien ? Det er vel nøjagtig det samme som loot-boxe der kan tilkøbes i online spil.

3
1. august 2022 kl. 08:52

øhh Nej. Loot boxe gør man kan købe sig selv til fordele/avancement i spillet - over andre der ikke bruger de penge. Det er klart en form for gambling, der i spillet forsøger at lokke til at større forbrug - og det læner sig IMHO klart op af de problemer vi har med gambling generelt og derfor noget vi fra centralt hold forsøger at dæmme op for, med god grund. Men du mener måske ikke gambling er et problem? Eller mener du ikke dette hører under samme kategori og spiller på samme mekanismer? (selvom man AFAIK ofte køber noget man ikke helt ved hvad er, man køber en lottokupon og vinder 'noget').