Trine Bramsen: Handicapfilm er skræmmekampagne

Institut for Menneskerettigheder sætter med en ny film fokus på de vanskeligheder, handicappede kan have på nettet. Men ifølge Socialdemokraternes it-ordfører, Trine Bramsen, gør den mere skade end gavn.

Man bør fokusere på det positive ved digitaliseringen i stedet for at pege på problemerne. Og netop at udpege problemer gør Institut for Menneskerettigheder. Det mener i hvert fald Socialdemokraternes it-ordfører, Trine Bramsen.

Institut for Menneskerettigheder havde i samarbejde med it-firmaet Siteimprove tirsdag premiere på en dokumentarfilm, der viser de vanskeligheder, folk med funktionsnedsættelser kan have på nettet. Du kan se filmen her.

Læs også: »Det er simpelthen dårlig forretning at udelukke handicappede fra dit site«

Fem forskellige mennesker med forskellige handicaps fik til opgave at melde flytning og bestille et nyt sundhedskort på borger.dk.

Og ifølge Trine Bramsen er dette altså at fokusere på det negative ved digitalisering.

»Først og fremmest er det ærgerligt, at man bruger energi på at pege på problemerne med digitalisering i stedet for mulighederne. Jeg hører fra rigtig mange handicaporganisationer, at de er rigtig begejstrede for digitaliseringen. Man kan jo godt starte med at skræmme folk, og det synes jeg, Institut for Menneskerettigheder gør med den her kampagne,« siger Trine Bramsen til Version2.

Argumentet er, at handicappede borgere bedre kan gebærde sig på nettet end ude i den fysiske virkelighed. Hvis man er blind, er det svært at se, hvilke felter man skal skrive i på et stykke papir.

»Alternativet er fysiske blanketter, og det kræver jo en hjælper,« siger Trine Bramsen til Version2.

En stor del af modstanden imod digitaliseringen stammer ifølge Trine Bramsen fra misforståelser. Folk skal nemlig ikke tvinges på nettet, hvis de ikke er i stand til det. Parolen fra Digitaliseringsstyrelsen er, at de, der er i stand til at betjene sig selv på nettet, skal gøre det. Men det betyder ikke, at man bliver glemt.

»Dem, der ikke kan bruge det, får den service, de er vant til. De bliver ikke glemt, den garanti giver vi dem,« siger Trine Bramsen til Version2.

Handicapvenligheden er dog på vej. Lige nu går det bare, ifølge Trine Bramsen, så hurtigt, at der er mere fokus på, at de digitale tjenester rent faktisk virker. Det skaber så et efterslæb, der skal løses.

»Man kan ikke bare trykke på en knap, og så er ens side handicapvenlig,« siger Trine Bramsen til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (12)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Jarnis Bertelsen

I forhold til hvor vigtige man fandt de handicappede og travlt man havde med at give dem en løsning i forbindelse med e-valg, er det tragi-komisk at se, hvor god tid man har og hvor lidt det betyder om de handicappede kan bruge samme løsning som resten af befolkningen, når det gælder den generelle digitalisering af det offentlige.

Trine Bramsen fremstår som sædvanligt som en inkompetent hykler.

  • 0
  • 0
Morten Jensen
  • 0
  • 0
Michael Larsen

Der er vist aldrig nogen der har beskyldt mig for at være socialdemokrat, men her må jeg holde med Tine Bramsen. I de cirkulærer der er sendt ud i forbindelse med digitaliseringen, fremgår det klart at det er myndighedernes pligt at hjælpe dem, der ikke er i stand til at klare sig på nettet.

  • 0
  • 0
Jacob H.V.

Jeg har netop set filmen, og er meget i tvivl om Trine Bramsen også har set den. Det virker i hvert fald ikke til, at hun udtaler sig om den film jeg lige har set.

Det er da netop vigtigt, også at være opmærksom på udfordringer/problemer ved digitalisering, så staten og offentlige organisationer er opmærksomme på brugere med handicap.

Trine Bramsen, positiv psykologi er IKKE svaret på alt!

  • 0
  • 0
Dennis Krøger

Trine Bramsen foretrækker bare at folk ikke brokker sig over hendes vision. Hvis man skal til at fikse det, bare fordi et par handikappede ikke kan bruge det, bliver det jo besværligt og alt muligt.

De handikappede må helst kun inddrages når de kan bruges som en undskyldning for at skide på demokratiske principper. SÅ er de til gengæld også vigtige!

  • 0
  • 0
Anonym

Michael Larsen har ret, det offentlige er forpligtet til at hjælpe dem der ikke kan betjene sig via selvbetjeningsløsningerne, og i visse tilfælde er personlig betjening en billigere løsning end en specialiseret tilgængelighedstilpasning.

Jeg tror ikke at vi kan komme i en situation hvor alle løsninger er 100% tilgængelige, så at de kan benyttes af alle uanset handicap. Man når til et punkt hvor den sidste procents optimering koster mere end at det offentlige snupper en taxa, og kører ud til borgeren og hjælper vedkommende.

Problemet med digital selvbetjening i det offentlige, er ikke at viljen ikke er der, men ofte er der på borgen truffet nogle beslutninger vi så skal udføre ude i kommunerne (hvor jeg sidder som webudvikler) - de penge man forventer at bespare på digitaliseringen ER trukket fra kommunernes bloktilskud, så ofte er der ikke penge til ret meget mere end laveste fællesnævner.

Jeg tror dog at fællesskaber som OS2web samarbejdet (fælles kommunalt open source til web), kan være med til at flere kommuner får fælles fodslaw og får en samlet vægt bag sig til at presse de leverandører der måtte ønske at få foden indenfor i kommunerne (kommunerne køber i 99% af tilfældene selvbetjeningsløsningerne), og at vi den vej nemmere kan få fokus mere i retningen af tilgængelighed (og på mange områder mere simpelt design/indhold uden alt det fyld som meget tydeligt forvirrede og forhindrede fokusgruppen i videoen i at navigere rundt på en fornuftig måde).

En ting er dog sikkert - kommunerne går i stigende grad i retningen af Open Source for at kunne finde pengene til udvikling (herunder også udvikling af tilgængelighed), ikke at løsningerne bliver billigere, men i stedet for at smide 100-200.000 kr pr år bare for licenser til et eller andet dyrt kommercielt CMS, så bliver pengene brugt på udvikling.

  • 0
  • 0
Mie Elmkvist Jensen

Det er tydeligt at Trine Bramsen ikke har sat sig ind i hvad fokus har været for denne dokumentar og heller ikke var en del af det pressemøde, hvor videoen blev fremvist og hvor der blev snakket digital tilgængelighed. Havde Trine Bramsen været der eller blot sat sig ind i hvad dokumentarens egentlige fokus er, ville hun have hørt budskabet om at digitalisering giver rigtig mange muligheder for mennesker med funktionsnedsættelser, hvis det vel at mærke gøres rigtigt fra starten af. Dette er hovedteamet for filmen og var også et gennemgående emne på pressemødet.

Det er god digital tilgængelighed der er det afgørende punkt i denne debat og grunden til at de her former for dokumentarer er vigtige at få frem i det offentlige for at oplyse og skabe opmærksomhed.

Fokus i filmen er hvilke udfordringer man kan møde, når man skal betjene sig selv på nettet og den er lavet for at stille skarpt på hvordan vi kan og bør nedbringe antallet af udfordringer, så vi kan få alle med på digitaliseringsbølgen. Videoen slutter yderligere af med en række gode råd til hvordan man sikrer et tilgængeligt website, så der er også gode råd at hente.

Det er rigtig ærgerligt at et initiativ som dette, der har til formål at informere om hvordan man kan forbedre og dermed fremme digitaliseringen i Danmark, ender med at få negativ opmærksomhed fra en it-ordfører pga. hun ikke har sat sig ind i hvad det handler om.

  • 0
  • 0
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Som ansat i Københavns Ungecenter kan jeg konstatere, at det er ret langt fra alle unge, der finder det nemt at interagere med det offentlige digitalt. Min personlige erfaring udfra min far og hans omgangskreds, som er blandt dem, der netop er gået på pension, er at den generation læser hele dokumentet, inden man handler på det. Desuden tror de faktisk på, at feedback fungerer, hvis der er uklare ting ved en formular.

  • 0
  • 0
Frithiof Andreas Jensen

Lad mig nu se: Politikere lytter ikke, de svarer aldrig på noget konkret og de beslutter intet för tiden og omständighederne har elimineret alle alternativer.

Forskellen mellem en politiker med alle spin-buffs aktive og en internet chat-bot er små nok til at invalidere Turing-testen, så vi kunne spare et betragteligt belöb ved at digitalisere folketinget. Den digitale politiker kan oveniköbet väre alle steder på een gang så vi bringer også demokratiet tättere på borgerne.

  • 0
  • 0
Kenn Nielsen

Lad mig nu se: Politikere lytter ikke, de svarer aldrig på noget konkret og de beslutter intet för tiden og omständighederne har elimineret alle alternativer.

Forskellen mellem en politiker med alle spin-buffs aktive og en internet chat-bot er små nok til at invalidere Turing-testen, så vi kunne spare et betragteligt belöb ved at digitalisere folketinget. Den digitale politiker kan oveniköbet väre alle steder på een gang så vi bringer også demokratiet tättere på borgerne.

Hæh. besnærende tanke. Jeg har før sagt:

Vi kan erstatte hver politiker med et standard 'ekspertsystem', der så kan tillægges x% blå eller y% rød bias udfra det officielle partiprogram.

Således bliver det billigere efter hvert valg, da der kun skal justeres bias på nogle få computere, og vi får beslutningstagere der ikke vakler i stormen fra formiddagsaviserne.

K

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere