Trifork overtager kontrollen med Erlang

Udviklingshuset Trifork har netop erhvervet en bestemmende ejerandel i Erlang Solutions.

Softwarehuset Trifork meddeler, at de har købt en bestemmende ejerandel i engelske Erlang Solutions, der er førende på support i programmeringssproget Erlang.

Allerede midt i sidste måned aftalte de to selskaber transaktionen, der netop er underskrevet, oplyser de to selskaber i en meddelelse.

Ifølge aftalen erhverver Trifork 50,1 procent af aktiekapitalen i Erlang Solutions. Betaling for ejerandelen sker i form af Trifork-aktier og et kontantbeløb. Erlang Solutions fortsætter som en selvstændig forretningsenhed med Trifork repræsenteret i bestyrelsen.

»Vi vil i fællesskab opdyrke nye markedsmuligheder uden for landets grænser. Denne aftale sammen med vores seneste opkøb af bl.a. ejerandele i Basho Technologies betyder, at Trifork markant udvider sin tilstedeværelse og synlighed i Europa og USA. Erlang Solutions er markedsleder på Erlang og mulighederne for at lave krydssalg af vores kursus- og konference produkter har et meget stort potentiale. Trifork vil fortsætte med at vokse som en familie af virksomheder, der hver især bevarer deres unikke tilgang til markedet. Dette, fordi vi tror på, at mindre virksomheder er mere agile, og at vi som en familie vil være bedre end summen af de enkelte enheder,« siger CEO i Trifork, Jørn Larsen i meddelelsen.

Ifølge Trifork er opkøbet i tråd med Trifoks' fokus på mobile teknologier. Erlang Solutions er ifølge Trifork især stærke inden for Erlang OTP-teknologi til udvikling af samlede løsninger inden for telecom, messaging, betalingssystemer og proceskontrol.

Samtidig har Triforks CTO Kresten Krab Thorup eksperimenteret med at implementere Erlang i Java under navnet Erjang.

Læs også: Dansker leder efter parallelprogrammeringens hellige Erlang-gral

Trifork gør endvidere opmærksom på, at Erlang Solutions rent geografisk komplementerer Trifork. Erlang har hovedkvarter i London og afdelinger i Stockholm og Krakow, mens Trifork i dag er etableret i Aarhus, København og Zürich og har en målsætning om at være internationalt repræsenteret i 7 byer i 2015.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere