Trifork-direktør tiltalt for grov kursmanipulation

En sigtelse for grov kursmanipulation mod softwarehuset Trifork og dets direktør bliver nu til en regulær tiltale.

Softwarefirmaet Trifork A/S og selskabets administrerende direktør, Jørn Larsen, står nu tiltalt for grov kursmanipulation. Det skriver Børsen via Ritzau.

Dermed er sagen mod Jørn Larsen og softwarefirmaet nu så stærk, at den ifølge anklagemyndigheden kan føre til en domfældelse.

Ifølge Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet, også kendt som Bagmandspolitiet, er der sket en overtrædelse af særlig grov beskaffenhed af værdipapirhandelslovens bestemmelser om kursmanipulation.

Version2 omtalte senest sagen i marts, hvor direktøren og selskabet dengang stod sigtet.

»Det er naturligvis stærkt ubehageligt at få at vide, at bagmandspolitiet har været på besøg, og de sigter os for kursmanipulation. Heldigvis tager jeg det stille og roligt, for jeg er overbevist om, at der må være tale om en misforståelse,« udtalte Triforks bestyrelsesformand, Johan Blach Petersen, i marts til Version2.

Læs også: Rystet Trifork-formand: Sigtelse for kursmanipulation må være en fejl

Overtrædelsen hænger sammen med handler med Trifork-aktier gennemført i dagene efter selskabets børsnotering 20. december 2007.

For Version2-læsere vil Trifork formentlig være kendt ikke mindst som arrangør af udviklerkonferencen Goto.

Trifork blev stiftet i 1996, har hovedsæde i Aarhus og er børsnoteret i København. Firmaet beskæftiger i dag 180 medarbejdere fordelt på otte kontorer i Aarhus, København, London, Zürich, Amsterdam, Krakow, Stockholm og San Francisco.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Johannes Aagaard

Handlen med børsens mindste selskaber er ofte styret af banker, der agerer såkaldte market makers (står for salg og køb). Og det er således ikke i sig selv det problematiske - http://goo.gl/JTZ25

Inden for ét døgn efter børsnoteringen faldt kursen godt 25% på Trifork aktien. Den næste dag steg aktien derimod over 18% og yderligere den næste handelsdag over 10%. Den slags bevægelser påkalder jo i sig selv opmærksomhed ...

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere