Trenden fortsætter: Facebook godkender reklame 'betalt af' bandlyste Cambridge Analytica

Illustration: Ken Wolter / Shutterstock.com
Erhvervsmediet Business Insider har med Facebooks nye 'betalt af'-funktion (paid for by) købt to reklamer, som de skrev var betalt af Cambridge Analytica. Reklamerne sejlede uden problemer igennem Facebooks godkendelsesproces.

Facebooks nye 'betalt af'-funktion kræver, at politiske reklamer tydeligt skal mærkes med, hvem der har betalt for reklamen. Indtil videre er funktionen rullet ud i USA, Storbritannien og Brasilien.

Når man vil annoncere en politisk reklame på Facebook, skal man først igennem Facebooks verificerings- og godkendelsesproces. Men den er der tilsyneladende store problemer med.

Læs også: Facebook godkender falske ansøgninger om politisk reklame: Nemt at manipulere »betalt af«-funktion

Mediet Business Insider har for undersøgelsens skyld forsøgt at købe to politiske reklamer, som de angav var betalt af analysevirksomheden Cambridge Analytica, der høstede data fra Facebook i 2016 og brugte dem til at målrette politisk indhold under den amerikanske præsidentvalgkamp i 2016.

Facebooks verificerings- og godkendelsesproces opfangede ingen problemer med Business Insiders reklame, selvom Cambridge Analytica er bandlyst fra Facebook. Reklamerne kørte i to dage, før Facebook fjernede dem. En talsperson fra Facebook sagde til Business Insider:

»Den her reklame blev ikke lavet af Cambridge Analytica. Den er falsk og bryder vores regler, og reklamen er blevet taget ned. Vi mener, at folk på Facebook bør vide, hvem der er bag de politiske reklamer, de ser, og det er derfor, vi laver annoncebiblioteket, så man altid kan se, hvem der er ansvarlig for hvilken reklame.«

Illustration: Facebooks annoncebibliotek

Her er en af de reklamer, Business Insider købte på Facebook med angivelsen af, at Cambridge Analytica havde betalt for den. Du kan se Facebooks annoncebibliotek og den ene af de nu inaktive af Business Insiders reklamer her.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere