Ny CSC-forsinkelse rammer Skats digitale motorregister

En ny forsinkelse på et system, der er udviklet af CSC, betyder nu, at Skats tre år forsinkede motorregister alligevel ikke kan komme i drift i oktober.

Efter mange genvordigheder, herunder fyring af en leverandør og tre års forsinkelse, troede Skat for nyligt, at det endeligt var tid til at annoncere brugen af et nyt, digitalt register for motorkøretøjer.

Men nu må Skat trække i land og afblæse premieren på registret, der ellers skulle have været i brug fra 31. oktober.

Læs også: 3 år forsinket: Skat klar med digitalt motorregister

Forsinkelsen drejer sig om et system, som skal stå for opkrævninger og betalinger. Det er ikke blevet klar, og det trækker tæppet væk under motorregistret, der blandt andet skal gøre det langt hurtigere at få indregistreret en bil eller motorcykel.

I meldingen fra Skat er der ikke langt fingre imellem. Leverandøren CSC har ikke løst opgaven som aftalt, lyder det.

»Skatteministeriet har konstateret, at CSC henover sommeren ikke har haft den fornødne fremdrift. På trods af gentagne forsikringer om, at den vigtige systemintegrationstest var tæt på sin afslutning, er den endnu ikke gennemført, og det er uklart, hvornår det sker,« skriver Skat.

Skat kan ikke få klar besked fra CSC, og derfor kan Skat ikke sætte en ny dato for, hvornår det digitale motorregister kan blive taget i brug.

»Vi har oplevet en række forsinkelser fra CSC og fået meget skiftende meldinger om, hvor langt systemudvikling og test reelt er. Det er derfor vanskeligt at danne sig et entydigt og retvisende billede af såvel status som risici,« udtaler koncerndirektør i Skatteministeriet Jesper Skovhus Poulsen i pressemeddelelsen.

Opgaven med at udvikle det digitale motorregister gik i 2006 til IBM, men efter både forsinkelser fra CSC på den underliggende platform, og store forsinkelser fra IBM’s side, valgte Skat i december 2008 helt usædvanligt at fyre IBM på gråt papir.

Det meste af 2009 gik så med at få opgaven i udbud igen, og siden begyndelsen af 2010 har Netcompany så stået for udviklingen af det digitale motorregister, der gik planmæssigt. Men uden betalingssystemet fra CSC virker registeret ikke.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Thomas Jensen

På ganske imponerende vis formår de jo år efter år at præstere flotte underskud i deres danske forretning.

Når man kan holde masken når man sender fakturaer i den størrelsesorden og alligevel ikke kan få til at biksen til at løbe rundt bliver man en smule mistænkelig.

Men nok bare mig som er ved at være træt af den slags megaorgITskandalarinkompetence.

vh
thomas

  • 5
  • 1
Henning Jensen

Nu har skat jo forsøgt at få systemet i gang de sidste 5 år, med flere forskellige driftsleverandører. Kunne det ikke skyldes manglende kompetence til at skabe klarhed over opgave og udbud hos specielt SKATs chefer, der flere gange har brillieret med håbløs IT inkompentence.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere