Trafikministereren i strid it-modvind

Det går alt for langsomt med en række store it-projekter i Trafikministeriet, mener flere oppositionspolitikere, der ønsker mere fart på den digitale trafik.

Det stort anlagte Rejsekortet er stadig ikke kommet i brug i Danmark flere år efter, at det oprindelig skulle være implementeret. Og meget tyder på, at projektet heller ikke bliver klart til næste år, som ellers tidligere meddelt. Forsinkelserne irriterer oppositionen, der ønsker mere handling fra trafikminister Carina Christensen (K), skriver Computerworld.

»Vi kan konstatere, at den kollektive trafiks prestigeprojekt, Rejsekortet, er forsinket, og det på nuværende tidspunkt er uvist, hvornår systemet kommer i gang,« siger trafikordfører Magnus Heunicke fra Socialdemokraterne til avisen.

Også trafikordfører i SF Pia Dyhr Olsen er skuffet over den manglende fremdrift i de trafikale it-løsninger ? ikke mindst fordi nye løsninger vil kunne give samfunds- og miljøokonomiske fordele.

»Man behøver ikke tage helt til Singapore for at se, hvor langt vi er bagud, man skal bare tage til Frankrig, der er over 10 kilometer foran os,« siger hun til Computerworld.

Taskforce

Også i Dansk Industris it-branchefællesskab ITEK har direktøren Tom Togsverd noteret sig den manglende indsats for anvendelse af it-løsninger i trafikken. ITEK har tidligere foreslået, at der blev nedsat en decideret taskforce, der kunne se på trafikoptimerende løsninger.

»Derfor har vi opfordret transportminister Carina Christensen til at etablere en ITS-task force centralt i ministeriet, som får ressourcer og kompetencer til at bygge sådanne informations- og servicesystemer op på tværs af veje, baner, metro, busser og privatbilister,« siger han til Computerworld.

Har ikke fulgt med

Carina Christensen afviser i Computerworld kritikken:

»Det er komplet uforståeligt. De har simpelthen ikke fulgt med.«

Hun oplyser endvidere, at der arbejdes med de store projekter, men kommer ikke med nogle tidspunkter på, hvornår danskerne kan se frem til it-løsninger, der både fremmer trafikken og trafiksikkerheden.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere