Trafikforsker: GDPR kan skubbe os ud af EU

Myndigheder i EU afviser, at forskere må bruge data fra videooptagelser af personer til udvikling af ny teknologi. Konsekvensen kan blive at flytte forskningen ud af EU, anfører forsker.

Persondatalovgivningen forhindrer forskere, der arbejder med persondata, i at udvikle teknologier, der kan redde menneskeliv.

Det anfører professor Thomas Moeslund fra Aalborg Universitet overfor DR.

Han udvikler algoritmer til analyse af videooptagelser i projektet 'Visual Analysis of People Laboratory'.

Forskningen med videooptagelser ville f.eks. kunne sikre trafiksikkerhed i lyskreds, men myndighederne siger stort set altid nej til brug af videooptagelser i forskning, fordi man kan genkende enkeltpersoner på optagelserne.

Og det er 'problematisk', anfører han over for DR.

I Tyskland blev optagelserne fuldstændig afvist, og i Sverige fik forskerne alene lov til at optage med varmefølsomme kameraer - ifølge Thomas Moeslund med et ringere forskningsmateriale til følge. I Danmark måtte forskerne ikke udveksle data med forskerkolleger i Sverige, hvor de har de bedste analyseværktøjer.

Flytter GDPR forskning ud af EU?

Situationen med begrænset adgang til at bruge persondata forstærkes for ham, når han sammenligner med forskningskolleger uden for EU, f.eks. i Tyrkiet, hvor myndighederne ikke ser et problem i at bruge videooptagelser til forskning.

Forskellen i persondatalovgivningen kan få forskerne til at overveje, hvor forskningen skal foregå, anfører Aalborg-professoren:

»Det er jo vanvittigt. Det holder ikke i længden. Men det kan selvfølgelig blive en af konsekvenserne. Hvis ikke der kommer nogle lidt mere pragmatiske løsninger og mere håndterbare procedurer, så vil det være sådan noget, man vil blive nødsaget til at gøre, selv om jeg ikke personligt synes, det er en god idé,« siger Thomas Moeslund.

Diskussionen om restriktioner i brug af persondata minder om den igangværende debat om anvendelse af personhenførbare sundheds- og omsorgsdata til forskning og udvikling.

Her har advokatfirmaet Bech-Bruun for erhvervsfonden Copenhagen Healthtech Cluster og dets partnerskab Data Redder Liv identificeret en række juridiske og praktiske barrierer for brug af f.eks. behandlingsdata til udvikling af værktøjer, der kunne sikre patienterne bedre og mere sikre behandlinger.

Også herfra bliver der argumenteret med, at hvis restriktionerne i EU er for skrappe, så kan opgaverne ryge ud af landet:

»Man kan bare konstatere, at for hver dag der går, hvor vi ikke er med i Danmark, så er der større sandsynlighed for, at de her opgaver bliver løst et andet sted. Hvis ikke man kan lave sekundære fund på røntgenbilleder, så sender jeg bare mine billeder til Kina, og så bliver det lavet derovre,« har advokat og ph.d. i persondataret Charlotte Bagger Tranberg fra Bech-Bruun, der har stået i spidsen for den juridiske analyse, udtalt til Version2.

Læs også: Advokat og patient-direktør: Ærgerligt at begrænse sundhedsforskning

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (33)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Bjarne Nielsen

Den historie har vist efterhånden været hele vejen rundt. Jeg hørte den i radioen før sommerferien, og nu kører den også på dr.dk.

Men jeg synes godt nok, at retorikken er noget skinger ... "koster liv". Ja, og det gør brændeovne og alkohol også.

Og så får vi også lige en variant af "... ellers flytter det til Kina".

Jeg ved ikke med jer, men jeg kommer til at tænke det gamle råd om, at når argumenterne er svage, så hæv stemmen!

  • 38
  • 3
Anne-Marie Krogsbøll

... endnu at skulle høre på, at vore toneangivende forskere og embedsmænd - dem, som sidder på rigtigt mange penge - ikke vil bøje sig for love og regler, som kommer på tværs af deres penge- og svingdørskarriereprojekter.

Så ryk dog ud af landet - hvis jeg skal vælge mellem jer og min ret til privatliv, så vinder retten til privatliv. Folk, der ikke kan respektere det, kan jeg godt undvære, for de betragter sig selv om overmennesker, og os andre som deres data-malke-forsøgskøer. Tænk, at I fremhæver lande som Tyrkiet som forskningsforebilleder - det siger vist alt.

Der er åbenbart endnu en bølge i lobbyist-propagandakampagnen for afskaffelse af retten til privatliv i gang. Der mangler bare "Vi står på en brændende platform", så er Singularity-bullshit-bingo-pladen fuld.

Hold på hat og briller, og den kritiske sans....

  • 34
  • 5
Mogens Lysemose

Hvis ikke man kan lave sekundære fund på røntgenbilleder, så sender jeg bare mine billeder til Kina, og så bliver det lavet derovre,« har advokat og ph.d. i persondataret Charlotte Bagger Tranberg fra Bech-Bruun, der har stået i spidsen for den juridiske analyse,

Kan det forstås på andre måder end "Hvis ikke I lovliggør det, så bryder vi loven med vilje"?

Hvis det er ulovligt at lave databehandling i EU bliver det næppe mere lovligt af at man sender data+databehandling til Kina?

Den omtalte personsporbarhed ift. trafik lyder som grundlæggende ulovlig i EU, måske det var smartere at droppe ideen eller tilbyde teknologien til overvågningsstater som netop Kina, Nordkorea, Saudiarabien og mange andre?

  • 26
  • 0
Henrik Biering Blogger

Hvis ikke man kan lave sekundære fund på røntgenbilleder, så sender jeg bare mine billeder til Kina, og så bliver det lavet derovre,« har advokat og ph.d. i persondataret Charlotte Bagger Tranberg fra Bech-Bruun, der har stået i spidsen for den juridiske analyse, udtalt til Version2.

Jeg håber så sandelig at dette er et fejlcitat. For jeg kan da ikke forestille mig at en ph.d. i persondataret, ansat i et kendt advokatfirma og som har stået i spidsen for en specifik analyse af problematikken end ikke er nået frem til Artikel 3, stk. 1 i Persondataforordningen:

"This Regulation applies to the processing of personal data in the context of the activities of an establishment of a controller or a processor in the Union, regardless of whether the processing takes place in the Union or not."

Så NEJ, du kan som dataansvarlig eller databehandler i EU ikke blot sende dine billeder til Kina for at lave uhjemlede behandlinger. Men du er velkommen til at flytte hele din forretning ud af EU som antydet i artiklens overskrift.

  • 31
  • 0
Kenneth Dornhoff

Forretningen må såmænd også godt foregå i EU, du må blot ikke anvende optagelser fra et EU-land i dit analysearbejde. :-) Jeg tænker ikke, at f.eks. kinesere er omfattet af GDPR, så hvis man har en masse data fra et ikke-EU-land, er der vel frit slag? ;-)

  • 6
  • 1
Anne-Marie Krogsbøll

Jeg håber så sandelig at dette er et fejlcitat. For jeg kan da ikke forestille mig at en ph.d. i persondataret, ansat i et kendt advokatfirma og som har stået i spidsen for en specifik analyse af problematikken end ikke er nået frem til Artikel 3, stk. 1 i Persondataforordningen:


Jeg er stødt på denne udtalelse et andet sted for et par uger siden (husker ikke hvor), så jeg tvivler på, at det er et fejlcitat. Det er bare den gennemgående holdning hos Data Redder Liv, som udtrykkes her - den samme holdning gennemsyrede Data Redder Livs konference på børsen i foråret. Kors hvor var jeg sur og træt, da jeg tog hjem. De folk lever i deres egen verden, hvor Data Er Gud, og de har absolut ingen respekt for, at andre faktisk kan værdsætte retten til privatliv, og mene, at det faktisk er en menneskeret.

Jeg forsøgte at stille spørgsmål til, hvor retten til privatliv indgik i de mange vækstplaner - det eneste der kom ud af det var, at folk blev meget fjerne i blikket - jeg tror simpelthen ikke de forstod, hvad jeg spurgte om, og holdningen var at "Forskningen har ret til at få disse data - lovgivningen må laves om - Christianborg ligger lige derovre, vi må igang med at lægge pres på dem (vilde klapsalver), for vi står på en brændende platform, og kineserne hugger vore ideer og alle de gode data" - menneskerettigheder eller ej!

Derfor bliver det sværere og sværere at tale pænt til disse folk - sorry tonefaldet.

  • 24
  • 1
Mogens Lysemose

Det groteske citat fra Advokat og ph.d. i persondataret Charlotte Bagger Tranberg fra Bech-Bruun er en del af en længere tirade under overskriften "Speederen i bund" her:
https://www.version2.dk/artikel/advokat-patient-direktoer-aergerligt-at-...

Man kan bare konstatere, at for hver dag der går, hvor vi ikke er med i Danmark, så er der større sandsynlighed for, at de her opgaver bliver løst et andet sted. Hvis ikke man kan lave sekundære fund på røntgenbilleder, så sender jeg bare mine billeder til Kina, og så bliver det lavet derovre. Eller får Google til at gøre det. Hvis jeg står i en situation, hvor jeg er syg og ikke kan få det gjort af det danske sundhedsvæsen, men af Google, så ved jeg godt hvad der er på spil.

Dvs. konteksten er trods alt at det er patienten selv og ikke forskeren/lægen der sender databehandlingen til Kina.

  • 9
  • 1
Anne-Marie Krogsbøll

Dvs. konteksten er trods alt at det er patienten selv og ikke forskeren/lægen der sender databehandlingen til Kina.


Ja, men det bliver i denne sammenhæng brugt som afpresning. At folk vil gå den vej med deres eget personlige privatliv i en presset helbredssituation, er jo ikke noget argument for at fratage andre retten til at råde over deres eget privatliv.

Hvis man er så sikre på, at størstedelen af borgerne er ligeglade med retten til privatliv, og hjertens gerne deler ud af dette til industriforskning og administrative formål, så kan man jo bare spørge om lov - så får man jo åbenbart en masse ja-er, påstås det. Så hvad er problemet?

Det spurgte jeg et par forsker-deltagere om på konferencen, og fik det svar, at det ville give bias, fordi man netop ikke kan regne med, at det store flertal vil sige "ja". Så disse folk er udmærket - på trods af fremlagte manipulerede angivelige forskningsresultater vedr. dette, klare over, at en stor del af befolkningen faktisk har et positivt forhold til deres privatliv, og gerne selv vil have noget at skulle have sagt ift. anvendelsen af dette.

Jeg gjorde opmærksom på, at man med tvang blot opnår en anden type bias, idet folk vil begynde at holde oplysninger tilbage fra deres læge. Men jeg talte for døve øren - grådigheden efter ubegrænset adgang til data var for stor til at kunne påvirkes af etik og sund fornuft.

  • 16
  • 0
Frithiof Jensen

.... eller tilbyde teknologien til overvågningsstater som netop Kina, Nordkorea, Saudiarabien og mange andre?


Problemet med den forretningsplan er at Kina allerede er helt förende på masseovervågningsområdet. "Markedet" vil vel have det bedste?

Hvorfor nogen tror at det er en trussel at man "eventuelt er nödt til" at udvikle produkter som "vi" har besluttet at "vi" ikke önsker at have, "I Udlandet" virker lidt ugennemtänkt: Forskerne er da velkomne til at flytter til Tykiet eller Kina hvis "klimaet" ikke lige passer herskaberne!

Så kan "vi" omdirrigere bevillingerne til noget som "vi" faktisk vil have og alle er glade.

  • 9
  • 0
Henrik Biering Blogger

Jeg forsøgte at stille spørgsmål til, hvor retten til privatliv indgik i de mange vækstplaner - det eneste der kom ud af det var, at folk blev meget fjerne i blikket - jeg tror simpelthen ikke de forstod, hvad jeg spurgte om, og holdningen var at "Forskningen har ret til at få disse data - lovgivningen må laves om - Christianborg ligger lige derovre, vi må igang med at lægge pres på dem (vilde klapsalver), for vi står på en brændende platform, og kineserne hugger vore ideer og alle de gode data" - menneskerettigheder eller ej!

Hvis en tyv vil stjæle dit fjernsyn for at kunne se VM i fodbold og du har fået sikret din hoveddør siden han sidst var forbi, så tænker han kun på om han kan bryde ind via et vindue, komme ned gennem skorstenen, grave en tunnel ind eller smadre facaden med en rambuk.

Fantasien rækker ikke til at banke pænt på og spørge om man må se med - eller måske besøge et værtshus med licens til at vise kampene.

På samme måde er det her kun denne gruppe forskeres egen fantasi, der sætter grænser for dem, fordi aktiv involvering af borgere, som GDPR kræver, åbenlyst er helt uden for deres fatteevne.

Har vi mon brug for et generelt resocialiseringsprogram for denne type forskere?

  • 15
  • 1
Anne-Marie Krogsbøll

Så kan "vi" omdirrigere bevillingerne til noget som "vi" faktisk vil have og alle er glade.


Som f.eks. ordentlig rengøring på hospitalerne. Det er jo god gammel viden, at dette er altafgørende - i stedet ser vi over 60 000 hospitalsinfektioner og omkring 3000 dødsfald årligt som følge af disse herhjemme.

Eller de hurtige hjemmebesøg ved udskrivning af ældre og kronikere, som forskning for nylig viste kan halvere genindlæggelser. Tænk hvad det ville spare i både lidelser og økonomi.

Hvad hjælper ny, smart forskning, når man kasserer den gode gamle, som man ved virker (men som man ikke mere kan tjene mange private penge på eller gøre karriere på)?

  • 9
  • 1
Martin Dahl

Hvor er det nedslående og ukonstruktivt at afvise forskningen og tilmed foreslå at kanalisere midlerne til et helt andet og urelateret område.

Opgaven lyder: Videooptagelser kan være nødvendige for en række forskningsområder, men overskrider i sin nuværende form typisk GDPR.

Kunne man forestille sig en løsning, som er bedre end de svenske IR optagelser, men som anonymiserer optagelserne tilstrækkeligt til at GDPR kan overholdes?

Er der ingeniører tilstede, eller skal vi bare lukke og slukke?

  • 8
  • 4
Kjeld Flarup Christensen

Jeg får sikkert en masse tomler ned nu, men som jeg også har skevet i en anden tråd, så klynger folk sig til en falsk fornemmelse af privatliv.

Vores privatliv er udfordret at den nye teknologi, og GDPR er det eneste politiske tiltag der rigtigt er nået ud til masserne.

Politiske løsninger kommer dog altid med en pris, og de skærer igennem sund fornuft. Der er ingen tvivl om at det kommer til at koste.
Trafiklys var en ting.

Hvis man siger AI og lægevidenskab, så ligger der en masse landvindinger og venter på os, men det kræver masser af data at træne disse algoritmer op, til f.eks. at kunne tilbyde os den rigtige medicin i den rigtige dosering på det rigtige tidspunkt i første hug.

GDPR er ikke de vises sten, og ikke dumpet ned fra en himmelsk guddom. Før eller siden bliver det nødvendigt at revidere den, men sålænge masserne skriger på GDPR og samtidigt godkender alle GDPR betingelser med store IT firmaer for at få en lille bitte ting gratis, så sker det næppe.

  • 5
  • 2
Frithiof Jensen

Kunne man forestille sig en løsning, som er bedre end de svenske IR optagelser, men som anonymiserer optagelserne tilstrækkeligt til at GDPR kan overholdes?

Det kan man da - det kunne i övrigt väre et solidt forskningsprojekt i sig selv - men prämissen for dataanvendelsen i dette land er (nästen altid) at det er aaalt for besvärligt og så totalt super-duper hårdt med at skulle overholde den gäldende lovgivning at man simpelthen have noget särbehandling til sin egen lille forretning.

Ikke mindre end Folketinget må på Banen! Hver Gang!! Det bliver man efterhånden rimeligt trät af at höre på!!

"Vi gamle" ved godt hvordan "ud over stepperne"-modellen ender.

De, der er nysgerrige, kan med fordel observere skattelovgivningen: Dens imponerende 4 hyldemeter af undtagelser, särregler og disses mulige fortolkninger fordi alle mulige interessenter liiige absolut skulle have politikernes umiddelbare hjälp til at få lettet deres tilvärelse ... til skade for alt og alle på lidt längere sigt.

De her systemer bliver måske til infrastuktur. Så sidder de der i 20-50 år og rapporterer (direkte eller hacket) til diktatorer, stalkere, fremmede agenter og alt muligt andet uväsen fordi "vi" var for fedtede og dumme til at designe efter en lovgivning som forsöger at sikre os imod den slags.

  • 10
  • 0
Povl Hansen

Kunne man forestille sig en løsning, som er bedre end de svenske IR optagelser, men som anonymiserer optagelserne tilstrækkeligt til at GDPR kan overholdes?

Er der ingeniører tilstede, eller skal vi bare lukke og slukke?

Vi skal lukke og lukke !

når man ser de helt ubrugelige overvågnigs video / billede som butiksejerer får bøder for af offentlige gøre, så tror jeg ikke det vil være muligt af lave noget som helst videomaterial der både kan bruges som video og overholder GDPR.

så man er nød til af vælge hvad der vigtigst GDPR eller Forskning

  • 9
  • 1
Kjeld Flarup Christensen

og så løsne op, hvor det virkeligt er nødvendigt,


Det er så den del jeg er bange for aldrig vil ske, det er jo trods alt et politisk system, sågar en pan europæisk politisk system.

Når der så oven i kommer at folk tror det giver dem privat liv, og enhver som vil prøve at løsne op, vil blive beskyldt for at være i lommen på storkapitalen, så er det løb kørt de næse mange år.

  • 0
  • 0
Henrik Biering Blogger

Er der ingeniører tilstede, eller skal vi bare lukke og slukke?


Det er ikke til at fastlægge uden at kende mere til casen. Et godt udgangspunkt, når man som forsker skal vurdere sin case er Rådet for Digital Sikkerheds 10 dataetiske principper.

For eksempel kan der være vidt forskellige optimale løsninger på cases, der fra et generelt forskningsperspektiv virker ens, men ikke er det set fra et databeskyttelses-synspunkt. F.eks. hvis du vil forske i ..

.... om folk med brune eller blå øjne går oftere over for rødt lys.

.... om folk iført grønne eller orange veste sjældnere bliver kørt ned end personer i grå påklædning.

I det første tilfælde vil det nok være mest hensigtsmæssigt at indstille sig på at casen behandler personhenførbare oplysninger, mens det formentlig vil kunne undgås i den sidste ved en simpel sløring, hvis der ellers er tilstrækkeligt med vestebærende personer i området.

I stedet for at forskerne skriger op i øst og vest vil mit forslag til forskerverdenen nok være at få stablet et samarbejde på benene om en app, hvor folk kan registrere sig til deltagelse i diverse persondata-følsomme forskningsaktiviteter. Det vil jo generelt give mulighed for at berige projekterne med yderligere oplysninger fra villige forsøgspersoner. I nogle tilfælde vil GPS-tracking måske ligefrem kunne erstatte videoovervågning. Og endelig kunne man øge befolkningens interesse for forskning eller ligefrem crowdfunde en forskningsaktivitet ved at sikre at deltagerne faktisk kan få udbytte af forskningsresultaterne i det omfang forskningen udmønter sig i resultater, den enkelte borger kan drage nytte af.

  • 6
  • 0
Simon Rigét

Hvis vi havde en samlende myndighed, der på troværdig vis, uden skiftende regeringers eventuelle populistiske interesser, kunne opbevarede, sikre og dele informationer, i overensstemmelse med gammeldags borgerrettighedsopfattelse, ville der ikke være noget problem, med at bruge alverdens data til forskning.

GDPR beskytter os borgere mod grådig udnyttelse og en utroværdig statslig håndtering af borgernes privatliv.

Når både danske vælgere og politikere, ikke kan se noget problem i, at der snages umæmet i vores private data, er GDPR som send fra himlen.

  • 15
  • 2
Anne-Marie Krogsbøll

Når både danske vælgere og politikere, ikke kan se noget problem i, at der snages umæmet i vores private data, er GDPR som send fra himlen.


Eva Flyvholm lyder i denne uges "Aflyttet" faktisk som om, Enhedslisten er begyndt at se med alvor på disse sager. https://www.24syv.dk/programmer/aflyttet/54647247/nar-det-digitale-funda...

Det er om noget et område, hvor der er stærkt brug for en vagthunde-funktion på tinge, så lad os håbe, at det er det, der er på vej.

Men god fornøjelse - sagerne vælter frem med en hastighed, som nok kan tage pippet fra selv den mest velmenende og myreflittige ordfører. Hun får brug for al den hjælp, hun kan få... også herfra forummet...

  • 6
  • 0
Hans Nielsen

GDPR er ikke de vises sten, og ikke dumpet ned fra en himmelsk guddom. Før eller siden bliver det nødvendigt at revidere den


Ja den bør stammes, så der også er mulighed for fængselstraf til ansvarlige og ledelse.

Data er åbenbart så værdifuldt, at det stadig kan betale sig, selv med meget store børder, at bryde loven.

Rige mænd har ikke respekt for bøder, men fængselstraf forstår de. Det er om noget, jo også lige for alle.

  • 14
  • 3
Anne-Marie Krogsbøll

... når man læser om Visual Analysis of People Laboratory:
https://vbn.aau.dk/da/organisations/visual-analysis-of-people-laboratory

"Organisationsprofil
The Visual Analysis of People lab conducts research on how to build systems that automatically sense people and infer information about them. The sensing primarily comes from cameras and the different focus areas of the lab are characterised as:
•Is there anyone out there?
Detection, classification and tracking of people
•Who are they?
Different kinds of biometrics
•What are they doing?
Estimation of body poses plus recognition of events, (inter)actions and activities
•Why?
Including context and people-object interaction plus intensions and emotions
The VAP group is headed by Thomas B. Moeslund and situated within the Media Technology section at Aalborg University."

Trafiksikkerhed er overhovedet ikke nævnt (men det lyder nok pænere i et interview).....Det lyder betydeligt mere nærgående - faktisk som præcist noget af det, vi er mange, som absolut ikke har spor lyst til at levere data til.

Her kan man se, hvem der har finansieret forskningsprojekterne:
http://www.vap.aau.dk/research-projects/
Kan nogen se nogen funding fra "Rådet for Større Trafiksikkerhed"? Jeg kan - bortset fra lidt fra Vejdirketoratet - stort set kun se privat funding og funding fra "Innovationsfonden" - hvilket så vidt jeg ved handler om iværksætteri og privat-offentlige samarbejder og penge.

Og så er der flere af denne type: "Video monitoring from a small drone Funded by a private company 2015 – 2016 "
"Video monitoring of sports activities Funded by a private company 2016 – 2017 "
Temmeligt hemmeligt! Så man vil afskaffe vores ret til privatliv - men pivate firmaer kan påberåbe sig deres ret til at privatliv omkring deres forskningsprojekter - måske endda baseret på adgang til vores privatliv?

Endnu engang forsøger noget at kuppe os....

Så flyt du bare til Tyrkiet eller Kina, Thomas Moeslund. Jeg føler mig slet ikke tryg ved, at du har adgang til nogen som helst offentlige kameraer herhjemme.

  • 9
  • 5
Simon Mikkelsen

Hvis man kan genkende folk på video fra trafikkryds, kan man sætte opløsningen ned, så folk ikke kan genkendes. Sådanne videoer streamer Vejdirektoratet fra mange steder i landet. Man kan i øvrigt også sløre folks ansigter og nummerplader - det gør Mapillary.com (beliggende i Sverige) med deres crowd sourcede street view.

Der er nogle folk der ikke kan kende forskel på dit og mit og pludseligt er der kommet en lovgivning så man ikke bare må tage fra andre. Det er ikke sjovt når man hedder Kasper, Jesper og Jonathan.

  • 9
  • 0
Ivo Santos

Hvad med at kigge på statistikerne over trafikuheld?
Jeg mener at de fleste ofre for højresvingsulykken er kvinder.

Og naturligvis er mænd mest skyldig i at køre for stærk, men det kan vel heller ikke være nyt for sådan har det vel altid været.

Man kunne jo for det første overveje at indfører cykelkort til det cyklende folk, så kan det måske være at man lære alle cyklister om hvor farlig en lastbil kan være, og på det måde måske undgå højresvingsulykker.
Høje bøder til dem som cykler med høj musik i øret kunne måske også være en vej frem da de åbenbart hverken ser eller hører noget som helst. Måske en barnevogs service til dem kunne være en løsning.

  • 4
  • 2
Peter Mortensen

folk vil begynde at holde oplysninger tilbage fra deres læge

Det er allerede sket. For nogle år siden sugede den centrale myndighed i Danmark alle oplysninger fra alle praktiserende læger i Danmark (uden at have fået lov og uden at spørge først). Ja, inkl. dine og mine journal-data fra din og min praktiserende læge. Ikke bare nogle relevante data (hvad det så end skulle være - måske nogle ikke-personhenførbare statistiske data), men alle data.

Så tilliden er brudt for længst. Vi skal hver og een overveje meget nøje hvad vi fortæller vores læge. Det kan nemt ende på internettet til evig beskuelse. Danske myndigheder er ikke kendt for at behandle data fortroligt .

(Det bedste forsvar er nok at fylde Internettet med data om en selv (som man selv kontrollerer) så ens indhold kommer op ved simple søgninger.)

  • 3
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere