Træt af spionage: Amerikansk stat vil lukke for vandet til NSA-datacenter

Den amerikanske delstat Utah arbejder på en lov, der skal forbyde al offentligt samarbejde med NSA. Loven vil effektivt afskære et NSA-datacenter fra vand, som er nødvendigt til afkøling.

Byen Bluffdale i Utah huser et datacenter for NSA. Et datacenter med en ekstrem tørst, der i juli sidste år brugte 23 millioner liter vand. Nu arbejder statens lovgivende apparat på en lov, der vil lukke for den kolde hane, skriver The Salt Lake Tribune.

Lige nu leveres NSA’s vand af byen Bluffdale til en pris, der angiveligt ligger under markedsprisen. Men lovforslaget vil - hvis det bliver vedtaget - forbyde distrikter at indgå nye aftaler med NSA, når den gamle udløber. Dermed vil delstaten ikke længere hjælpe NSA med at køle sit enorme ørken-datacenter, der tidligere på året var plaget af store problemer med elektriske nedsmeltninger.

Læs også: Nedsmeltninger i gigantisk datacenter skaber intern fortvivlelse i NSA

Manden bag lovforslaget, som onsdag ikke mødte modstand hos Utahs relevante komité, forklarede, at NSA kom til staten med løftet om at leve op til den amerikanske forfatning.

»Vi ved alle, at den er blevet overtrådt,« sagde repræsentanten til komiteen.

Loven vil forbyde »materiel støtte og assistance i nogen form til nogen federal data-indsamling og overvågnings-myndighed,« lyder det.

Læs også: USA bygger gigantisk spion-datacenter til 12 milliarder kroner

Datacentret blev placeret i Utah på grund af lave priser på strøm. Centeret bruger konstant 65 megawatt, hvilket kan fodre en mindre by på 20.000 indbyggere med energi, og elregningen kommer ifølge kilder til at ligge på én million dollar om måneden. Det er uvist om datacentret kan fungere, hvis Utah forbyder alt salg af vand til NSA.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Christoffer Søndergaard

... Og så alligevel. I følge den oprindelige artikel vedr. vandforbruget så forudser man at datacenteret i Utah vil bruge 1.7 millioner gallons pr. dag. [http://fox13now.com/2014/04/25/bluffdale-releases-water-bill-for-nsa-dat...]

Forudsat at 1 gallon svarer til 3,785 liter og en lastbil kan rumme 35000 liter, så må regnestykket være:
(1700000*3,785)/35000 = 183,843 lastbiler pr. dag

Det er immervæk mange! Formentlig også i USA :-)

  • 0
  • 0
Richard Tøpholm

Jo, vandet forsvinder efter brug, for det fremgår at tallene kommer fra deres vandværks-regning.
Vandet må forventes anvendt til evaporativ køling, dvs. at det ledes ud som damp i køletårne.
Det kunne i teorien lade sig gøre at kondensere det igen et andet sted - men dér skulle man så skaffe sig af med samme varmemængde - og så er ideen ligesom væk.

Den linkede Fox artikel nævner typiske månedsforbrug på 2-4 mio. gallons per måned, men et forventet forbrug på 1,7 mio. gallons per DAG når centret er fuldt operativt.
3 mio. gallons per måned, giver 16 m^3 per time, eller ca. 10,5 MW køleeffekt.
1,7 mio gallons per dag, giver 270 m^3 per time, eller ca. 175 MW køleeffekt.
Den linkede V2 artikel nævner dog at de forventer et middel elforbrug på 65 MW, så måske er de 175 MW en spidseffekt, eller bare gætværk?
Iøvrigt lyder 270 m^3 per time måske voldsomt, men det er ca. det samme som spids effekten af et middelstort ATES anlæg i Danmark (hos f.eks. Widex eller Københavns lufthavn). Forskellen er at de pumper vandet tilbage igen, og der "udvindes" kun f.eks. 10 graders temperaturforskel, eller ca. 55 gange mindre energi per m^3 vand, end man kan få ved fordampning.

  • 2
  • 0
Jens loggo

Det er som med fildeling. Når nu teknologien er her, så kan det ikke stoppes.

Selvfølgelig skal der kæmpes mod overvågningen/spionagen, men vi må samtidig indse og acceptere at den forsvinder ikke, selvom den måske bliver mere skjult.

Vi bliver nød til at tænke os om, og bruge nettet (og alt der potentielt samler data) mere sikkert.

Vi har herhjemme set flere tilfælde, hvor der direkte er blevet sjusket med sikkerheden af danskernes data. Samtidig deler folk billeder og anden information helt ukritisk på nettet. Der kan vi gøre noget.

  • 0
  • 0
Anonym

Tror ikke helt på, at loven kommer igennem.. Og skulle den gøre, så kommer der sikkert et "venligt ord oppefra" om at omgå loven alligevel..
Hvad skulle en præsident gøre uden sin efterretningstjeneste?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere