Træt af it-bøvl: Staten overvejer at droppe CSC
En af de helt store leverandører af it-løsninger til staten, CSC, risikerer nu at miste afgørende kunder som Skat, politiet og CPR-registret, skriver Børsen torsdag.
Det er årelange forsinkelser, ustabile it-systemer og de seneste, overkomststridige arbejdsnedlæggelser, der nu får skatteminister Thor Möger Pedersen (SF) til at overveje at sætte CSC stolen for døren, skriver avisen.
Senest har systemet Debitormotor kastet mudder på CSC's omdømme hos staten.
Debitormotor skal hjælpe skat med at indkræve penge, men it-systemet til omkring 200 millioner kroner har været plaget af problemer, og Skat har beskyldt CSC for ikke at ville ud med hele sandheden omkring systemet.
Flere kritisable forhold
Oven i det er Skats kommende system til afgiftsindrivelser, EFI, blevet forsinket to år og kan derfor tidligst sættes i drift i begyndelsen af 2013.
Skatteministeren truer nu med, at samarbejdet med CSC kan få kniven:
»Samarbejdet med CSC fortsætter således, men på skærpede vilkår, der ud over en tæt kontrol også indeholder en udvidet og forlænget mulighed for, at Skatteministeriet kan udtræde af samarbejdet,« skriver Thor Möger Pedersen i en orientering til Folketingets Skatteudvalg lillejuleaften, ifølge Børsen
Her i nævner han også, at undersøgelsen af CSC’s systemer til staten har afsløret 'en række kritisable forhold.'
Hvis utilfredsheden med CSC breder sig til andre ministerier, kan leverandørens it-systemer hos for eksempel politiet og CPR-registret også være i fare for at ryge ud.
CSC håber, at staten fortsat vil benytte selskabet som leverandør på trods af kritikken, skriver Børsen.
