Touch-sygdom i iPhone 6 og 6 plus breder sig som en epidemi

Touchfunktionen i nogle af Apples iPhone 6-modeller viser sig at være meget sårbar. Ofte starter det som en lille irritation, men så er det allerede for sent at redde sin smartphone fra et reelt sammenbrud.

Fra brugere og reparatører, der ikke er certificeret af Apple, bliver det løbende rapporteret, at Apples iPhone 6 og 6 plus viser sig at være ramt af en såkaldt 'touch-disease'. Nærmere betegnet er der tale om et problem med hardwaren, der på invaliderer telefonen. Det skriver The Guardian.

Problemet, der er blevet observeret på de to smartphone-modeller siden starten af året, påvirker de touchscreen-controller chips, der sidder på telefonernes printplade, så de har problemer med at reagere på touch-input.

Efterhånden som sygdommen skrider frem, er smartphonen næsten umulig at bruge. Symptomerne starter med en grå statusbar, der flimrer. Næste stadie af sygdommen sætter touchfunktionen på skærmen ud af spillet, hvilket efterlader brugeren med en telefon, der ikke dur.

Skidt tidspunkt

På tærsklen til, at Apple afslører sin næste version af iPhone, viser en rapport fra iFixit, at problemet er meget udbredt.

»Vi kan ikke sige, hvor mange smartphones der er inficeret med sygdommen, men alle reparatører, vi har snakket med, siger, at det er et almindeligt problem,« fortæller Julia Bluff, der er talsperson for iFixit, og fortsætter:

»Vi vurderer, at problemet er så udbredt, at vi godt tør sige, at stort set alle iPhone 6 eller 6 plus er berørt af sygdommen. De er som tikkende bomber, der bare venter på at springe.«

For at komme sygdommen til livs kræver det, at man får erstattet de ødelagte chips. Det er imidlertid ikke så ligetil. Man skal nemlig have udført en såkaldt microsoldering, hvor man ved hjælp af mikroskoper og meget fine loddekolber udskifter chippen.

Jessa Jones, der er specialist inden for microsoldering, peger på, at grunden til, at fejlen er så udbredt blandt iPhone 6 og iPhone 6 plus-versionerne, skal findes samme sted som problemet med, at de første iPhone 6-modeller begyndte at bøje.

»Den tynde og brede struktur er mere fleksibel end tidligere iPhones,« fortæller hun.

Jessa Jones forklarer, at over tid vil smartphones med en struktur som denne lave en lille revne eller separation af den chip, der kontrollerer touchscreenen.

»Først lægger man ikke rigtigt mærke til det. Senere vil touchen virke en smule sløv, men som revnen efterhånden udvikler sig til en fuld separation, vil man hyppigere og hyppigere opleve, at touchfunktionen sætter ud.«

Som en midlertidig løsning kan man presse på skærmen eller vride lidt i telefonen, men det er en kortsigtet løsning. Til sidst vil skærmen helt stoppe med at reagere.

Den eneste løsning er reelt set at udskifte både touchscreen og chippen samt at rengøre printpladen, hvor chippen er monteret. Dette bliver dog hurtigt en dyr fornøjelse.

Apple er ikke selv i stand til at hjælpe med problemet i sine butikker, og det efterlader forbrugere uden garanti med få muligheder ud over at købe en ny telefon eller få den repareret ved en reparatør uden Apple-certifikat.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere