Begge de partiformænd, som nu drøfter et regeringsgrundlag med statsminister Lars Løkke Rasmussen, har i stærke vendinger fordømt overvågning af danskerne via mobiltelefon og internetlogning.
Dermed risikerer både den konservative Søren Pape Poulsen og Liberal Alliances Anders Samuelsen at lade hånt om deres principper, hvis de går med på Venstre-regeringens politik.
Justitsminister Søren Pind fremlagde i fredags en skitse til en ny overvågningslov. Den er ifølge de fleste organisationer, som Ingeniøren/Version2 har talt med, endnu mere omfattende end forslaget om sessionslogning, som Søren Pind trak tilbage i februar efter voldsom kritik.
Søren Pinds forslag står på regeringens lovprogram først i det nye år. Det indebærer med kritikernes ord en totalovervågning af danskerne færden i det fysiske rum.
Et andet sprogligt billede, som kritikerne har fremlagt er, at det svarer til at implantere en GPS-chip i nakken på alle danskere og gemme et komplet register over, hvor de har færdedes, et halvt år tilbage.
Pape: Det er ude af proportioner
Søren Pape Poulsen har selv advaret mod overvågning i en pressemeddelelse fra februar.
»Systematisk overvågning af alle danskere, fordi enkelte ikke kan opføre sig ordentligt, er ganske enkelt ude af proportioner,« lød det blandt andet fra den konservative formand.
»Vi skal målrettet og med alle midler gå efter alle, der udgør en potentiel trussel mod danskerne – om nødvendigt også med øget overvågning – men det skal være målrettet og efter dommerkendelse. Alle os andre skal have lov til at være i fred – også på internettet. Kampen mod enkelte menneskers dumhed retfærdiggør ikke, at vi alle skal registreres.«
Politiske journalister vil måske sige, at den konservative formand dermed er kravlet helt op i det træ, hvorfra Anders Samuelsen nu er kravlet ned med sit krav til topskattelettelser.
LA-formand: Det er usympatisk
Men også Liberal Alliance ruskede i trætoppen med modstanden mod overvågning.
Anders Samuelsen udfrittede således personligt statsministeren om netop overvågning i en spørgetime i Folketinget i februar, dengang der stadig blev drøftet sessionslogning men ikke totalovervågning af vores fysiske færden.
»Det svarer til, at hver eneste dansker fra nu af har en agent gående bag ved sig, som tager notater, og som lover ikke at offentliggøre de her notater, medmindre der kommer en grund til det. Det vil sige, at vi alle sammen pr. definition er under mistanke reelt set. Det er det, der er problemet,« sagde han.
»Det, der er problemet, er, at en borgerlig-liberal statsminister også her kommer til at forgribe sig på borgernes retssikkerhed, respekten for, at borgerne har ret til et privatliv, at man, når staten er under pres, udnytter muligheden til at stramme yderligere op i forhold til overvågning. Jeg synes, at det er usympatisk,« sagde han ifølge Folketingets officielle referat af debatten.
Nu skal de blive enige
Liberal Alliances it-ordfører, Christina Egelund, har flere gange gentaget partiets modstand mod logning.
»Vi lever i et liberalt demokrati, og der skal det være et grundlæggende princip, at man respekterer privatlivets fred. Der hører masseovervågning af borgere, der ikke er mistænkt for noget som helst kriminelt, ingen steder hjemme,« sagde hun allerede i januar til Ritzaus Bureau.
Dengang var forslaget om sessionslogning ikke kendt i detaljer.
»Men med det, vi har hørt om det indtil videre, har jeg ikke fantasi til at forestille mig, at vi vil kunne stemme for det,« sagde hun.
I dag er detaljerne i Pinds totalovervågning heller ikke kendt, men ambitionen om at spore danskerne fysiske opholdssted er. Til gengæld er Christina Egelunds kommentarer noget mere afdæmpede.
»Af hensyn til regeringsforhandlinger kan jeg ikke kommentere på det nu. Men vi har de holdninger, vi hele tiden har haft,« siger hun.
I skal vel være præcis lige så enige med Venstre og konservative om overvågning som om topskat.
»Præcis.«
Det lykkedes ikke at få en kommentar fra den konservative ordfører, Brian Mikkelsen.
Ingeniøren/Version2 har i ugevis forsøgt at få justitsminister Søren Pind i tale om forslaget til totalovervågning, men hans presseafdeling meddeler, at det ikke kan lade sig gøre.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.