Topdanmark benytter software-robotter: »Forretningen skal ikke bare YOLO’e derudad«

Illustration: besjunior/123rf
Det er ekstremt nemt at opsætte en software-robot til simpel sagsbehandling. Men lad være med at tro, du kan klare det uden it-afdelingen, lyder opfordringen fra Topdanmarks RPA-ekspert.

Simple software-robotter, der kan løse mondæne administrative opgaver, er nemme at implementere. Men det betyder ikke, at det ikke kræver ægte udviklerkræfter at lykkes med dem.

Det fortæller Stig Geer Pedersen, der er chef for Topdanmarks RPA-afdeling, på et seminar arrangeret af konsulenthuset Devoteam.

RPA – Robotic Proces Automation – går alt sin enkelthed ud på at lade software-robotter udføre nogle af de trivielle klik-opgaver ved at manipulere det samme UI, som sagsbehandlerne bruger.

I salgstalen fokuserer flere leverandører af RPA-software på, at enhver kan opsætte en robot.

Læs også: Administrative robotter kan udføre idiot-opgaverne i håbløse legacy-systemer

»Hele ideen er, at det er nemt,« siger Matt McKenzie fra selskabet Automation Anywhere til samme seminar.

»Du kan involvere it, men du behøver ikke.«

Topdanmark satte i januar 2016 den første proof-of-concept-robot i arbejde. 25 robotter og halvandet år senere står det ifølge Stig Geer Pedersen klart, at det er kritisk at få it-kompetencerne ind over fra starten.

»Der er nogle helt specifikke kompetencer, man skal have til stede. Og det tror jeg, nogle går galt af,« forklarer han.

»Jeg har mødt virksomheder, der siger, at forretningen kører det hele selv. Og det kan man måske gøre i seks måneder og bare YOLO’e derudad. Men hvis det skal lykkes med at blive robust og stabilt, så skal it være meget tæt ind over.«

Skal ikke undervurderes

Software fra selskaber som Automation Anywhere, Blue Prism og UI Path – som Topdanmark har valgt – tilbyder alle et simpelt interface til at lave robotter.

Og nej, der er ikke svært at få software-robotter til at flytte tal fra et felt til et andet, understreger Stig Geer Pedersen.

Det svære er at gøre robotterne stabile og robuste på tværs af et væld af it-systemer og produktionsmiljøer, forklarer han.

Læs også: Sådan får du kastet hade-opgaverne over på robot-medarbejderen

»Jeg har hørt om selskaber, der bruger forretningspersoner som udviklere, og vi prøvede det. Men allerede efter en måned opdagede vi, at det simpelthen ikke gik. Hele det logiske med at opbygge kode og komponent-struktur, der er genanvendelig og så videre – det kan en forretningsperson ikke overskue.«

Typisk sidder medarbejdere og arbejder i fem til syv forskellige produktionsmiljøer samtidig. At binde alle dem sammen med en software på en stabil måde er en opgave, der ikke skal undervurderes, siger Stig Geer Pedersen.

»Lad være med at tænke, at enhver kan gøre det her. Det kan de ikke – ikke hvis det er en stor virksomhed. Selv hvis en forretningsperson med held kunne gøre det rigtigt, ville det tage meget længere tid, end det tager for en erfaren udvikler.«

Marginal forskel

It-afdelingen skal ind over beslutningsprocessen med det samme – allerede når softwaren skal udvælges, lyder det fra Topdanmark.

»Det er dem, der ved, hvad der passer i jeres produktionsmiljø, hvad der er bedst egnet i forhold til den type udviklere, I vil anvende, og hvad der teknisk skal være opfyldt, før det er egnet til jeres virksomhed.«

Set på performance og funktionalitet er der marginal forskel på, hvad de store spillere på markedet tilbyder, fortæller Stig Geer Pedersen.

Læs også: Robotsoftware løfter tonsvis af idiot-opgaver i Københavns Kommune

I sidste ende faldt valget på UI Path, blandt andet fordi releasefrekvensen var høj – et faktum, som Topdanmarks applikations-ansvarlige tog som et tegn på evne og vilje til at opdatere og vedligeholde produktet.

»Vi har erfaringer fra andre tjenester, hvor software-leverandørerne har svært ved at opdatere deres monolitiske systemer,« forklarer Stig Geer Pedersen.

250.000 sager

Processen med at kreere en robot starter ved at analysere og dokumentere alle skridt i den proces, der er udvalgt til automatisering. Herefter placerer Topdanmark den dygtigste sagsbehandler på området sammen med udvikleren, der skal kode robotten.

»Det, vi ser, er, at selvom man bruger rigtig meget tid på at detail-bestemme en proces, så glemmer folk væsentlige ting, som først kommer frem, når man sidder og koder, fordi udviklere er rigtig gode til at spørge til logikken i det, der foregår. Det er en del af deres natur,« siger Stig Geer Pedersen

Indtil videre har Topdanmarks robotter behandlet over 250.000 sager for forsikringsselskabet. Hvad det betyder i gevinst, vil virksomheden ikke oplyse, men projektet er ifølge Stig Geer Pedersen det projekt hos Topdanmark, der har haft den højeste return of investment nogensinde.

Læs også: Odense implementerede software-robotter på syv uger: Det er den lim, vi har ledt efter

Det skyldes ikke mindst, at det er billigt at etablere.

»Når vi starter et større it-projekt, er der ingen leverandører, der starter med et bud på under 300 til 500 millioner. Her har vi brugt cirka tre millioner på konsulentbistand. Og så har vi et team på 10 mand. Det er meget billigt.«

Selve softwaren har kostet omkring en halv million – hvilket i it-kontekst er »ultra-billigt«, bemærker Stig Geer Pedersen.

Det ti mand store RPA-team tæller foruden RPA-chefen syv udviklere og to analytikere.

Sårbar teknologi

Fordi robotterne arbejder via de samme brugergrænseflader, som medarbejderne bruger, kan de nemt blive slået ud af kurs, hvis et produktionsmiljø opdateres.

»Det er en sårbar teknologi,« bemærker Stig Geer Pedersen.

Til gengæld er det typisk »pærenemt« at reparere koden igen. Den længste fixtid, RPA-holdet har haft, er ifølge Stig Geer Pedersen på 30 minutter.

Læs også: Softwarerobotter til sagsbehandling skal være enkle og gennemskuelige

Fordi robotterne nemt kan fikses - og i øvrigt ikke påvirker forretningssystemerne, når de går ned - behøver RPA-holdet ikke bruge ekstremt mange administrative kræfter på at holde styr på, hvad der foregår i de forskellige releaseboards.

»Hele ideen er, at det er nemt, hurtigt og billigt. Så aftalen er, at hvis robotter stopper med at virke, så fikser vi det på dagen eller dagen efter. Det synes forretningen er fint. «

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (6)
Michael Jensen

Så det er bare makroer?
Dem lavede jeg også til at høste guld for mig i de gamle flashspil i år 2000.

Er det en permanent løsning, eller er det bare en overgang, til man får lavet API'erne ordenligt til sine løsninger, så de reelt kan programmeres og scriptes?

Jonas Høgh

Når virksomhederne får lagt et stort lag automatisering ovenpå deres forældede systemer, som er direkte koblet til disses brugergrænseflader, og på sigt bliver dybt afhængigt af dette, hvad bliver næste pis-i-bukserne løsning så?

Udviklere, der laver "fake" brugergrænseflader, der emulerer de gamle, men kalder nye underliggende API'er, så "robotterne" kan køre videre?

Alex R. Tomkiewicz

Først grinede jeg så tårerne trillede. Så kom den her og så var jeg nær blevet kvalt af grin i ryatæppet...:

I sidste ende faldt valget på UI Path, blandt andet fordi releasefrekvensen var høj – et faktum, som Topdanmarks applikations-ansvarlige tog som et tegn på evne og vilje til at opdatere og vedligeholde produktet.

Kære venner. Få så trykket mere på den release-knap.

Men så var det jeg indså hvad det her egentligt er. Det jo en rap sang som kan udvikle, omstille, innovere og disrupte hele erhverslivet. Slut med digitalisering. Det er så yesterday. Det er robotics, robotics som er det nye. Især når man også kalder det RPA. Wow!

Men det er og bliver rap. Prøv lige at forestille Jer, kære V2'ere, to rap grupper, inkl. de omkringstående letpåklædte damer, i rap contest'en "return of the investment". Der er selvfølgelig tale om rapperne Automation Anywhere og Blue Prism. YOLO, man. Det er YOLO, det her. Så kører skiven, bare sæt den indre rytmeboks og lidt effekter på:

  • YOLO, YOLO
  • Hvis det skal lykkes ... it ... ind over
  • Forretningen ... kører det hele selv ... ikke
  • Og nej ... det er ikke svært
  • Vi er kvikke .. en måned og vi opdagede ... det gik ikke
  • Du kan involvere ... men du behøver ikke
  • YOLO
  • 25 robotter ... halvandet år ... tiden læger alle sår
  • Til det smalle og det brede ... kompetencer skal være til stede
  • Lad være med at tænke ... for det kan de ikke ... bare YOLO
  • Vi er dem der ved ... dem der er bedst egnet ... lige til det kører i hegnet
  • YOLO
  • Det kommer frem ... når man sidder og koder
  • Og vi kører ... helt uden noder
  • For robotterne kan fikses ... forretningen nikses
  • For hvis det skal lykkes ... så skal der rykkes
  • YOLO
    ...
  • McKenzie siger: Det er nemt.
    (fade out: YOLO ... YOLO ... YOLO ...)

Jeg er sikker på at I kan se potentialet her. Der er både concept og future. Og jeg behøver næppe sige hvem der vandt dén rap konkurrence.

Det er guld det her. Og guld smager som bekendt ikke af noget.
https://soundcloud.com/juunge1/baeltestedet-guld-smager-ikke-af-noget

Peace.

Henrik Pedersen

For mig afdækker TopDanmark da et enormt kulturproblem for mig og andre udviklere som gør jeg aldrig ville søge i retning af dem. Hvorfor vil man overhovedet overveje at indføre noget som helst der hedder IT uden at vende det med IT afdelingen?

"Vi kan godt selv." - Det er ****** ikke jeres job, og hvad sker der for den attitude? Det er ikke et spørgsmål om fagforeninger og arbejdsfordeling, men at de næsten lyder overraskede over at softwareudviklere er bedre til at programmere end sælgere, og at man burde have haft dem med fra starten. Og så har de tilmed ædt de udefrakommende sælgeres materiale rådt uden at spørge deres interne udviklere om det her nu også er for godt til at være sandt......

Det lugter LANGT væk af en IT afdeling som er stuvet væk i kælderen og man helst ikke rører ved, ved mindre der skal effektiviseres (nedskæres) eller råbes over noget med en oppetidspolitik.... Føj for den lede.

Finn Christensen

For mig afdækker TopDanmark da et enormt kulturproblem for mig og andre udviklere.........."Vi kan godt selv."..........
Det lugter LANGT væk af en IT afdeling som er stuvet væk i kælderen og man helst ikke rører ved..

De mange gebyr-/abonnements-kroner, der som en regn er trukket fra hele befolkningens konti hos både forsikring, realkredit og bankerne skal jo forklares og bruges.. ;)

Brancherne var allerede før finanskrisen i sneglefart mht. udvikling af brugervendte moderne systemer, så i utallige år efter 2008 fik tsunamien dem k u n til at tænke på overlevelse. Og de var dengang allerede berygtet for deres lap på lap kultur og deres ældgamle[1] legacy-systemer.

"..software-robotter til at flytte tal fra et felt til et andet.." er vel kun en usædvanlig åbenhjertig beskrivelse af lap på lap niveauet, sammen med "..Det skyldes ikke mindst, at det er billigt at etablere.." ;)

Selv KMD vil hjælpe dem ud af kniben.[2] ;)

"En sparet krone er en tjent krone" er kendt hos penge- og realkreditinstitutter og forsikring.

[1] ..https://www.version2.dk/artikel/mange-systemsiloer-lidt-automatisering-d...
[2] ..https://www.kmd.dk/sektorer/erhverv/pension-og-forsikring

Log ind eller Opret konto for at kommentere
Pressemeddelelser

Welcome to the Cloud Integration Enablement Day (Bring your own laptop)

On this track, we will give you the chance to become a "Cloud First" data integration specialist.
15. nov 2017

Silicom i Søborg har fået stærk vind i sejlene…

Silicom Denmark arbejder med cutting-edge teknologier og er helt fremme hvad angår FPGA teknologien, som har eksisteret i over 20 år.
22. sep 2017

Conference: How AI and Machine Learning can accelerate your business growth

Can Artificial Intelligence (AI) and Machine Learning bring actual value to your business? Will it supercharge growth? How do other businesses leverage AI and Machine Learning?
13. sep 2017