To ministre fyret efter svensk it-skandale

To svenske ministre har forladt deres poster i regeringen som direkte konsekvens af den verserende it-skandale.

Sveriges indenrigsminister Anders Ygeman forlader sammen med landets minister for infrastruktur regeringen.

Det skriver Ekspressen.

Meldingen kommer i kølvandet på den svenske it-skandale, der i går fik oppositionen til at stille mistillidsvotum til tre ministre i den socialdemokratiske regering.

»Jeg vælger det, som er bedst for landet. Jeg vil ikke bringe Sverige ud i en politisk krise,« forklarer statsminster Stefan Löfven på et pressemøde, der i skrivende stund endnu er i gang.

Den tredje udsete minister - forsvarsminister Peter Hultqvist - som tidligere har nægtet ansvar for skandalen, bliver tilsyneladende på sin post.

»Der er brug for kontinuitet i dette arbejde,« forklarer Hultqvist på pressemødet. Her understreger ministeren igen, at transportstyrelsen - som stod bag den problematiske og ulovlige outsourcingaftale - ikke er under hans ansvar.

Löfven benytter muligheden til at udføre en ministerrokade, da også sundhedsminister Gabriel Wilkström forlader sin post af helbredsårsager.

Skandalen kort

It-skandalen, der for alvor brød ud tidligere på måneden, tog sit udspring i 2015, hvor Transportstyrelsen valgte at haste igennem med en outsourcingaftale, der sendte driften af styrelsens it-drift videre til IBM og underleverandører i blandt andet Serbien og Tjekkiet.

Øvelsen betød at ikke-sikkerhedsgodkendte medarbejdere har heft adgang til særlig følsom persondata - herunder om hemmelige identiteter på svenske sikkerhedsfolk samt detaljeret information om landets infrastruktur.

I hvilket omfang denne utilsigtede dataadgang er blevet brugt er ukendt.

I januar i år blev Transportstyrelsen generaldirektør Maria Ågren fyret og desuden idømt en bøde på 70.000 kroner for at bryde reglerne for, hvordan persondata skal håndteres.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere