Tinglysningsofre vil sagsøge staten for milliardtab

Boligadvokater er ved at undersøge muligheden for et stort gruppesøgsmål for alle, der har mistet penge på it-skandalen digital tinglysning. Hvis juraen er i orden, venter der staten en regning i milliardklassen.

Når et it-projekt går galt og ikke leverer de forventede resultater, bliver det typisk fulgt op af lukkede forhandlinger om bod mellem leverandør og kunde.

Men når en helt grundlæggende juridisk tjeneste for samfundet går i baglås på grund af en fejlslagen it-implementering, bliver juraen mere kompliceret. Kan de mange tusinde mennesker, der hver dag mister penge på at vente på en tinglysning, få erstatning fra staten, lyder det store spørgsmål.

Det har organisationen Danske Boligadvokater nu sat kræfterne ind på at undersøge grundigt, med det mål at få startet et gruppesøgsmål. Her kan alle, der har tabt penge på digital tinglysning, så komme med under, i stedet for at boligejere selv skal forsøge at få penge ud af staten. Det skriver Børsen.

Rent juridisk er det svært udefra at vurdere, om der er basis for et erstatningskrav, fortæller Lars Bo Langsted, leder af det juridiske fakultet ved Aalborg Universitet, til Børsen.

Helt afgørende er det, om staten kunne og burde have forudset de flaskehalse, der førte til, at 40 procent af tinglysningssagerne skal behandles manuelt, uden at der er tilstrækkelig kapacitet til at følge med.

Spørgsmålet om erstatning oven på it-skandalen er blevet rejst af Socialdemokraterne i Folketingssalen, men justitsminister Brian Mikkelsen ville ikke forholde sig til muligheden, med den forklaring, at han så ville blande sig i domstolenes arbejde.

Det svar var dog ikke godt nok for oppositionen, der torsdag har kaldt justitsministeren i samråd om digital tinglysning.

Hvor mange kroner, borgerne i alt har mistet i ekstra renteudgifter på at vente på en tinglysning, er ikke opgjort præcist. Danske Boligadvokater har tidligere anslået beløbet til mindst en halv milliard kroner, mens it-bloggeren Dorte Toft har lagt spalter til en beregning, der viste en pris på 250 millioner kroner pr. måned med forsinkelser.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#1 Flemming Bach

Jeg håber faktisk, at det bliver til noget. Selvom vi nok kommer til at betale over skatten for det.

Hvis det bliver til noget, og sagen vindes, så må politikkerne og embedsmændene da vågne op og fatte det. Vi kan ikke blive ved med at have fejlslagne og halvfærdig IT-projekter, som koster skatteyderne millioner. Hvornår lærer politikkere at bruge hovedet?

  • 0
  • 0
#2 Jacob Larsen

Jeg har forsøgt at følge Tinglysningssagen på afstand (bor i udlandet), men der er en ting som jeg undrer mig over, og som det endnu ikke er lykkedes mig at finde svar på:

Jeg må jo formode at man tidligere har lavet 100% af alle tinglysninger manuelt, så hvordan kan det skabe så store problemer hvis 40% stadig laves manuelt? Er det over 2,5 gange så arbejdskrævende at lave en manuel tinglysning i det nye system i forhold til det gamle? Hvis det er tilfældet, burde man så ikke tage en iteration mere på brugerinterfacet til manuel tinglysning?

  • 0
  • 0
#3 Jørgen A Thomsen

Denne paragraf må da være et godt grundlag for en retssag:

Stk. 4. Prøvelsen af dokumentet og dets endelige eller foreløbige indførelse eller afvisning skal ske snarest muligt og senest 10 dage efter dets anmeldelse til dagbogen.

Desværre er det jo før set, at tinglysningsdommere offentligt har givet udtryk for, at denne lovbestemte frist er de da ligeglade med, da der jo ikke er knyttet direkte sanktionsmuligheder til den i tinglysningsloven.

Det er i øvrigt en stor mangel ved mange love: ingen sanktionsmuligheder, hvis lovens regler overtrædes. Jo, Fanden hytter sine offentlige ansatte.

  • 0
  • 0
#4 Jesper Pedersen

@Jacob

Vedr. kapaciteten hos tinglysningen, så skyldes det at man skulle spare 100mio på tinglysningen, ved at foretage en omlægge til et digitalt system. Ikke nok med det, så fyrede man en større del af medarbejderne (for et digitalt system kræver færre hænder), flyttede tinglysningskontoret til Hobro, hvor kun 20% af de ansatte ville flytte med, hvoraf kun få af de 20%, der valgte at flytte med, havde reel erfaring i manuel behandling - hvor man så endeligt prøvede at implementere systemet. Alt er nyt for Tinglysningen... Man har kunnet gå, men kan nu kun kravle.....!!

  • 0
  • 0
#5 Jesper Kildebogaard

Kort fortalt blev alle de lokale tinglysningskontorer (et i hver retskreds) nedlagt og erstattet af et enkelt i Hobro, med væsentligt færre medarbejdere, da der blev skiftet til Digital Tinglysning.

Og fordi it-løsningen først var klar til brug 1½ år efter den oprindelige startdato i marts 2008, var medarbejderne begyndt at sive bort (ved udsigten til at blive sagt op), hvilket var ved at give tinglysningsproblemer allerede inden den nye digitale løsning blev indført.

Gevinsten ved at indføre Digital Tinglysning og dermed lavere lønudgifter til medarbejdere til manuel behandling, var dengang anslået til 83 millioner om året.

Vh.

Jesper Version2

  • 0
  • 0
#6 Jesper Kildebogaard

Lige lidt tilføjelser til Jesper Pedersens indlæg:

Besparelsen på færre ansatte blev gjort op til 83 millioner kroner om året. Derfor var det et stort økonomisk problem, at udviklingen af it-systemet blev 1½ år forsinket - mens prisen steg, udeblev de planlagte besparelser.

Forsinkelserne betød også, at medarbejderne begyndte at sive (med udsigten til at blive sagt op), så tinglysningskontorerne blev mere og mere affolkede i tiden op til, at der skulle skiftes til Digital Tinglysning.

vh.

Jesper Version2

  • 0
  • 0
#8 Lars Tørnes Hansen

Er det kun mig, eller har andre heller ikke fidus til staten - altså at de med sikkerhed vil gå hele vejen til højesteret - og trække tiden ud så meget som muligt?

Hvis det alligevel er ved at gå galt (domsafsigelser til ugunst for staten), så vil politikerne bare lave en lov som legalisere at problemer med et offtentlige it-systemer ikke giver ret til erstatning?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere