Vi kan ikke forvente, at de dominerende it-kæmper løser internettets problemer – der skal regulering til.
Sådan lyder kritikken fra opfinderen bag World Wide Web – Tim Berners-Lee – der i et åbent brev langer ud efter internettets giganter.
Selskaberne er bygget til at skabe profit og ikke social værdi, skriver Berners-Lee i anledning af, at det mandag er 29 år siden WWW blev opfundet.
»Det net, som mange blev forbundet med for år siden, er ikke, hvad nye brugere finder i dag. Hvad der engang var et rigt udvalg af blogs og hjemmesider, er blevet komprimeret under den kraftige vægt af nogle få dominerende platforme,« skriver Sir Tim Berners-Lee i brevet.
»Denne koncentration af magt skaber et nyt sæt af gatekeepers, der tillader, at en håndfuld platforme styrer, hvilke ideer og meninger der ses og deles.«
I sit brev kritiserer Tim Berners-Lee også den måde, som it-giganterne fastholder deres position på – blandt andet ved at monopolisere talenterne samt opkøbe startups og innovationer.
»Hertil kommer den konkurrencemæssige fordel deres brugerdata giver dem, og vi kan forvente, at de næste 20 år bliver langt mindre innovative end de sidste.«
De store selskabers dominans har med platforme til at udsprede konspirationsteorier fra falske profiler gjort det muligt at våbenliggøre nettet, skriver Tim Berners-Lee, der ikke stoler på, at selskaberne selv kan rette op på problemerne.
»Virksomheder er opmærksomme på problemerne og gør en indsats for at løse dem – med hver forandring, de laver, påvirker de millioner af mennesker. Ansvaret for – og sommetider byrden ved - at træffe disse beslutninger falder på virksomheder, der er bygget til at maksimere profitten mere end at maksimere det sociale gode,« skriver Berners Lee og fortsætter:
»En lovmæssig eller reguleringsmæssig ramme, der står for de sociale mål, kan bidrage til at lette disse spændinger.«

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.