Linux' gennembrud som populært desktop-styresystem lader til at forblive ude i fremtiden. Forleden fremgik det ellers af statistik fra NetMarketShare, at open source-styresystemet havde fået et gevaldigt hak opad i popularitet, men det var en fejl, kan ZDNet fortælle.
Statistikken viste, at Linux som desktop-styresystem var gået fra en markedsandel på 1,5 pct. i juli til næsten 5 pct. i september. Men sådan har det vist sig ikke at forholde sig.
Steven J. Vaughan-Nichols hos ZDNet fortæller, at fremgangen - hvad man måske kunne tro - ikke skyldes, at Googles Chrome OS, som ifølge ZDNet-skribenten plejer at være underrepræsenteret i statistikken, pludseligt er blevet talt med som Linux-system. Det ville ellers have været fair, da Chrome OS bygger på Linux, bemærker Vaughan-Nichols.
Det statistiske spring i markedsandele hænger derimod sammen med en ikke nærmere defineret fejlrapportering fra NetMarketShare.
»Linux-markedsandelen, som bliver rapporteret, er ikke korrekt. Vi er klar over problemet, og vi er ved at undersøge det,« fortæller Vince Vizzaccaro fra NetMarketShare til Steven J. Vaughan-Nichols.
Herefter fortsætter Steven J. Vaughan-Nichols med at redegøre for, hvad NetMarketShare og StatCounter egentlig bygger deres opgørelser på. Det kan du læse mere om her.