Selvom PET burde slette massevis af personfølsomme data om danskerne, så tillader en ændring af PET-loven, at de alligevel ligger på PETs servere.
Det er fordi, Tilsynet med Efterretningstjenesterne gennem lovændringen bliver undermineret på helt centrale punkter, skriver Politiken, der har læst et høringssvar fra tilsynet selv.
Svaret gør det tydeligt, at tilsynet på føler, at det reelt er sat ud af kraft i kampen mod irrelevant registrering af personfølsomme oplysninger.
Behøver ikke slette data
Ændringen er kort fortalt, at PET ikke behøver slette personfølsomme data, selvom de ikke er relevante for en efterforskning - med den undtagelse, at hvis PET som en del af sit øvrige arbejde falder over disse data, så skal de slettes.
Det sker dog uhyre sjældent. For samtidigt er PET fritaget for pligt til på egen hånd at gennemgå sager og dokumenter.
»Når PET netop kan indsamle så mange oplysninger om så brede grupper, så er det vigtigt, at man sikrer sig, at de oplysninger kommer ud af systemet igen, hvis man finder ud af, at de ikke er relevante«, siger Pernille Boye Koch, som forsker i demokratisk kontrol med efterretningstjenester, til Politiken.