Tilsyn af folks pc'er er et skridt den forkerte vej

Det går den forkerte vej for it-sikkerheden, hvis det nu er borgernes computere, der skal kontrolleres, mener den tidligere formand for Rådet for IT- og Persondatasikkerhed.

Borgernes it-sikkerhed skal forbedres, og for at se nærmere på det spørgsmål har Teknologirådet bedt en arbejdsgruppe komme med en række forslag til, hvordan det kan gøres.

Blandt forslagene er tvunget installering af antivirusprogrammer, brug af firewall og tilsyn på den personlige computer for at sikre, at it-sikkerheden er i orden. Den endelige rapport offentliggøres først den 22. april, men udvalget har allerede på forhånd offentliggjort en række centrale punkter fra indholdet.

Og ideen om at kontrollere borgernes computere bliver ikke positivt modtaget af den konstituerede formand for Rådet for Større IT-sikkerhed, Kim Aarenstrup, der også tidligere har været formand for Dansk IT's Råd for IT- og Persondata-sikkerhed. Han understreger dog, at han taler på egne vegne, da der endnu ikke har været et egentligt stiftende møde i Rådet for Større IT-sikkerhed.

»Efter min opfattelse er det ikke mere kontrol hos borgerne, der er brug for. Hvis man endelig ville kontrollere mere, kunne man udmærket starte med at bevillige nogle flere penge til Datatilsynet, så de endnu bedre kan sikre, at borgernes oplysninger behandles forsvarligt,« siger han.

Brug for krav

Kim Aarenstrup understreger, at han endnu ikke har læst rapporten, så hans kommentarer er mere generelle i forhold til de punkter, som arbejdsgruppen under Teknologirådet er kommet frem med.

Han mener dog, at det først og fremmest er vigtigt at stille nogle krav til leverandørerne af it-systemer og it-infrastruktur, så borgerne har et sikkert miljø at færdes i, frem for at det skal blive muligt for en myndighed at komme på hjemmebesøg og kontrollere borgernes computere.

»Det er klart, at der er behov for at sikre den grundlæggende it-infrastruktur, og at det kan være nødvendigt med nogle krav, men det må først og fremmest være krav, som man stiller til leverandørerne,« siger han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (8)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Niels Dybdahl

De sidste to gange jeg har modtaget emails med virus på arbejdet, har antivirusprogrammet ikke opdaget dem fordi virussen var for ny (vi opdaterer antivirusprogrammet kun en gang i døgnet). Jeg købte en ny bærbar PC fornylig med præinstalleret antivirusprogram. Det var komplet umuligt at koble den via netværk til de PCere som havde printere tilkoblet indtil jeg afinstallerede antivirusprogrammet.

Jeg vil meget nødigt tvinges til at skulle køre med programmer som ikke virker når man har brug for det og som forhindrer mig i at gøre det som jeg gerne vil og som jeg ovenikøbet skal betale for.

Hvad med istedet at tvinge operativsystemproducenterne til at lave systemer som ikke giver programmerne så mange rettigheder som standard. Så kunne vi slippe for både virus og antivirus.

  • 0
  • 0
Mogens Dybæk Christensen

Enig med Niels. En stor del af problemet med Windows er, at brugere har for mange filrettigheder til daglig.

Det er først med seneste XP (og formentlig Vista), at der default installeres med NTFS. På min første XP Home måtte jeg starte konverteringen fra en kommandolinie. Hvor mange finder ud af det?

Før XP havde jeg en NT4 hjemme. Selv med NTFS kunne alle installere en virus i \WINNT\System32 (eller hvad stien hedder). ;-) Jeg ændrede det så almindelige brugere kun fik læseadgang, og maskinen blev aldrig inficeret. Til gengæld skulle man logge på som admin for at installere software. - Den havde også antivirus, men jeg tror det simple trick med "Linux-like" filrettigheder har reddet den flere gange. - 6 år senere kom der noget lignende i XP. ;-)

  • 0
  • 0
Henrik Kramshøj Blogger

Cykelhjelm er så vidt jeg er orienteret ikke lovbefalet?

og det vil ødelægge cyklistkulturen her til lands.

Hvorfor er jeg imod cykelhjelm, når jeg synes det er fair med sikkerhedssele? Fordi selen sidder fastmonteret og er nem at bruge, små gener.

I Danmark kan man ikke lade noget sidde på cyklen når man forlader den, og en cykelhjelm er umulig at medbringe rundt i verden.

I forvejen slæber jeg rundt på en taske der er alt for stor og tung, med laptop, bøger, mapper, papirer, adaptere, kabler - jeg nægter at skulle slæbe rundt på en cykelhjelm oveni.

Jeg har faktisk haft en cykelhjelm, men jeg kørte så råddent med den på at jeg lagde den væk.

HVIS det gøres lovbefalet med cykelhjelm vil færre tage cyklen og det vil være skadeligt for børn og unges velfærd. De vil få mindre motion, komme til færre arrangementer udenfor hjemme osv.

Vi vil udvikle og til en kultur som kun benytter bilen, evt. suppleret med metro og tog. Jeg udelader med vilje busser og andre offentlige transportmidler, idet de er til grin som alternativ til cykler, metro og biler, selv i København og på amager hvor jeg oftest befinder mig.

Konklusionen er at du skal passe på med dine krav til sikkerhedsforanstaltninger og se på skadevirkninger hvis du aligevel indfører dem.

Lidt ligesom at HØJE krav til kodeord gør at folk skriver dem ned på sedler i nærheden af computeren. God sikkerhed skal være afbalanceret.

  • 0
  • 0
Christian Nobel

Kan vi ikke lade være med at afspore denne debat med at sammenligne med cykelhjælme.

Emnet er for vigtigt til det skal ende med at man bliver sat i en bås, afhængig af om man er for eller mod cykelhjælme.

/Christian
(Som iøvrigt meget gerne så cykelhjælme lovbefalede, men som synes ovenstående er helt ude i hampen)

  • 0
  • 0
Kristian Christensen

Helt sikkert at min computer IKKE skal inspiceres af nogen fra det offentlige.. Eller andre end mig..
Tro på det..

Derimod kunne man godt sætte lidt filter op hos ISP og ved kontakt til sin ISP bliver dette filter så slået fra. Det kunne stoppe en del inficering.

  • 0
  • 0
Peter Andersen

HVIS nu alle danskere fik kontrolleret deres PC'ere - hvad så med alle de andre computere på nettet? - de kan vil også bruges til "berigelseskriminalitet" i danmark? - Internettet kender ikke grænser (ja ja, kina oa, men..)

Når det er sagt - i teorien KUNNE ISP'er vel lede windows brugere hen på en side der kontrollerer et systems sikkerhedsindstillinger (ala http://onecare.live.com/site/da-dk/tryscanner.htm) før man bliver lukket videre ud på nettet.

  • 0
  • 0
Thomas Jensen

For en del PC ejer er overvågning allerede en del af hverdagen. Dem der gerne vil spille et af de mere populære online spil, Counter Strike, World of Warcraft o.lign. må finde sig i at få deres computer tjekket af diverse 3. parts programme for at få lov til at spille. Personligt har jeg ikke noget problem med lige netop det, men hvor går grænsen?

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere