Tidsforvirring og login-problemer rammer Twitter

Android-brugere kunne ikke logge ind på Twitter i mere end fem timer, og Tweetdeck viste, at nye tweets blev sendt for ét år siden.

Især Android-brugere havde søndag problemer med at logge ind på Twitter via den officielle Twitter-app. Tjenesten havde problemer med login i mere end fem timer på grund af en fejl i tjenestens front-end-kode, oplyser Twitter.

Twitter har ikke oplyst nærmere detaljer om fejlen, men en mulig årsag til problemerne kunne være et forkert tidsstempel i Twitters kode, som fik serverne til at opfatte datoen til at være mandag den 29. december 2015 i stedet for 2014. Det skriver Androidcentral.

Mandag den 29. december 2015 eksisterer ikke, men brugere af Tweetdeck-applikationen oplyste endvidere, at nye tweets fremstod, som om de var sendt for ét år siden.

Danske Twitter-brugere har været ramt i mindre omfang af fejlen, da fejlen indtraf natten mellem søndag og mandag, hvor det må formodes, at færre brugere i vores tidszone har benyttet tjenesten.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Søren Pilgård

Det er kommet frem hvad fejlen er. Problemet er at de utilsigtet er kommet til at bruge årstallet baseret på ugetallet og ikke fra året. Det kan reproduceres med f.eks. date -u "+%G".

Hvis man i java bruger YYYY som format får man tiden som år baseret på ISO ugenummeret, det man nok gerne ville have gjort var det faktiske år med yyyy.

Det er en ret farlig detalje, i modsætning til %m og %M hvor man relativt hurtigt kan se fejlen, kan man kun se forskellen på yyyy og YYYY i en specifik periode af året på bestemte år hvor ugen starter før året starter. Det er formententligt en fejl der eksisterer i mange programmer rundt omkring men som ikke bliver opdaget da fejlen kun er synlig i perioden lige op til nytår hvor mange er på ferie.

  • 1
  • 0
Tine Andersen

Fordi et år har mindst 52 uger, men nogen har 53 eller som i år: Er vi allerede i uge 1. Vores kalendre er bare ikke logiske- bare tænk på, hvordan man beregner Påske (og Pinse)... Og så er der skudår. Og Y2K...

Forhåbentlig døde ingen af at Twitter var en tidsmaskine, men det er lidt en reminder om, at systemer og kalendre er lidt følsomme sager, som man skal tænke godt over.

Mvh Tine- der ikke havde observeret vi er i uge 1. Godt jeg har en kalender (af papir).

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere