Tidligere topembedsmand: Offentlig it sættes i værk hen over hovedet på brugerne
Kommunerne står til at bruge 140 millioner på at genudbyde sagsbehandlingssystemet et DUBU, som står for ”Digitalisering – Udsatte Børn og Unge” og som anvendes til sagsbehandling i børn-og unge-sager. Og igen bliver systemet udviklet hen over hovederne på de sagsbehandlere, som skal bruge systemerne.
Det skriver den tidligere direktør for Socialstyrelsen Knud Aarup i et blogindlæg på denoffentlige.dk.
»Det er på tide, at den offentlige sektor begynder at arbejde med it på en anden måde. Læren fra Skat, sundhedsområdet og alle de andre mere eller mindre mislykkede it-projekter bør mane til eftertanke og få hele den offentlige sektor til at tage magten over it-udviklingen tilbage – politisk og fagligt,« skriver han.
Han peger på, at it-systemer ikke er mirakelmagere. De kan ikke mere end det, som de mennesker, der bruger systemerne, kan.
»Et it-system kan ikke skabe et nærvær eller en sammenhæng, som ikke allerede eksisterer blandt de mennesker, som skal bruge systemerne. En dårlig sagsbehandling bliver ikke god af, at den skrives ind i et it-system,« skriver han.
Han mener, at ledere og politikere bør være på vagt, når de bliver præsenteret for it-systemer, der lover besparelser, effektiviseringer og forbedring af kvaliteten af sagsbehandling, fordi det som regel dækker over manglende faglig inddragelse i udviklingsprocesserne.
»Kernefagligheden skal ind i it-udviklingen, og derfor skal det politisk og ledelsesmæssigt sikres, at intet it-system sættes i værk hen over hovedet på de fagprofessionelle, som skal bruge systemerne i dagligdagen,« skriver han.
Knud Aarup er i dag formand for Socialpolitisk Forening.
Opdateret onsdag d. 23/8: Artiklen kaldte tidligere DUBU-systemet tre år gammelt. Systemet er imidlertid fra 2011, men fik sin seneste opdatering i 2014.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.