Midt i virakken om det kinesiske teleselskab Huawei ansætter selskabet den 47-årige Kim Larsen som ny sikkerhedschef, 'Cyber Security Officer'.
Kim Larsen, der kommer direkte fra en ansættelse hos amerikanske Verizon, har en fortid som chef for informationssikkerhed hos Rigspolititet. Siden 2012 har han i øvrigt været en af 12 særlige rådgivere for Europols Cyber Center. Han afløser Knud Kokborg i Huawei.
Kim Larsen, der tiltræder i morgen, den 1. maj, tager allerede i offentliggørelsen af sin ansættelse tyren ved hornene.
»Jeg har set, hvordan Huawei gennem årene har været anklaget for blandt andet industrispionage, som det kommunistiske parti i Kina angiveligt skulle stå bag. Der er tale om alvorlige anklager, som ikke er blevet dokumenteret, og som Huawei, i samarbejde med vestlige myndigheder, gang på gang har kunnet afvise. Senest har har der været fokus i medierne på, at der skulle have været manglende sikkerhedsgodkendelser af medarbejdere her i Danmark. Med så stor opmærksomhed bliver en vigtig del af opgaven at sikre og udbygge en fortsat tårnhøj gennemsigtighed i alle selskabets processer,« siger Kim Larsen.
Et andet af de fokusområder, han vil dykke ned i, er de internationale sikkerhedsstandarder, idet han mener, at det er et problem, at der er så mange forskellige krav til sikkerhedsniveau, afhængig af hvilket land en virksomhed er operatør i.
I meddelelsen i forbindelse med sin ansættelse udtaler han:
»De varierende sikkerhedsstandarder er ikke kun fordyrende, men kan reelt udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi de nationale regelsæt ofte er så komplicerede og uigennemsigtige, at sikkerheden på afgørende områder kan svigtes eller falder mellem flere lovgivningsmæssige stole. Branchen har brug for ensartede krav og standarder på globalt niveau. Den agenda bliver også en, jeg vil sætte internationalt fokus på,« fortæller Kim Larsen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.