Kaspersky har markeret adskillige sunde filer som skadelige i håb om, at konkurrenter ville gøre det samme og dermed fremstå inkompetente. Det udtaler to tidligere medarbejdere til Reuters.
Sagen kan svække den tillid, der hidtil har præget it-sikkerhedsbranchen, og som har gjort, at man indbyrdes har hjulpet hinanden med at detektere og liste de stadigt flere sikkerhedstrusler.
For nylig gennemgik Microsofts sikkerhedsafdeling sine lister over skadelig software og fandt godt 2.000 harmløse filer, der indeholdt kode, der lignede skadelig software, og som derfor antages at være blevet plantet og spredt af andre virksomheder i sikkerhedsbranchen. Det vides ikke, præcis hvor de mange falske trusler kommer fra.
Anonyme tips bliver nu tjekket
Indtil nu har det været muligt at indgive anonyme tips om sikkerhedstrusler mod forskellige systemer, og det viser sig, at sikkerhedsfirmaerne har været mere eller mindre ukritiske over for anmeldelserne. Ud over den anonyme indrapportering har sikkerhedsfirmaerne delt trusselsinformationer indbyrdes, så hvis først et firma listede en fil som skadelig, ville de øvrige sandsynligvis også gøre det.
Det vil flere sikkerhedsfirmaer nu ændre på, og Microsofts sikkerhedsafdeling og Avast Security lover bedre kontrol med, hvilke filer der stemples som skadelige fremover.