Tidligere medarbejdere hos Deutsche Bank havde adgang til it-systemer flere uger efter fyring

50 tidligere ansatte i den tyske storbank havde adgang til interne systemer og databaser i banken i flere uger efter deres fyring.

En række tidligere medarbejdere hos Deutsche Bank har i flere uger efter deres afskedigelse haft adgang til bankens interne systemer og databaser. Den tyske storbank har nu startet en undersøgelse, der skal kaste lys over hændelsen.

Det skriver Financial Times.

Undersøgelsen er blevet sat i søen efter en fyringsrunde i banken i starten af juli måned. Her blev flere medarbejdere afskediget, men Deutsche Bank fik ikke lukket for de tidligere ansattes medarbejder-konti.

Ifølge Financial Times har det ført til, at omkring 50 tidligere ansatte i storbanken i flere uger efter deres fyringer har haft adgang til bankens systemer og arbejdsmails. En tidligere medarbejder har sendt 450 beskeder via fjernadgang til systemerne, efter hun blev fyret.

En talsperson fra banken oplyser til Financial Times, at undersøgelsen skal give svar på, hvilke data de tidligere medarbejderne har tilgået siden deres fyring, og om nuværende medarbejdere i banken har samarbejdet med de fyrede ansatte.

»Adgangen til handelssystemerne blev afbrudt med det samme for de medarbejdere, som var i risikozonen for at blive fyret. En lille del af de ansatte havde fortsat adgang til deres arbejdsmails i en begrænset periode via deres personlige enheder,« lyder det fra en talsperson i banken til Financial Times.

De foreløbige undersøgelser af sagen har ifølge banken ikke vist tegn på, at de tidligere ansatte har sendt e-mails med følsomme oplysninger fra bankens systemer. Derudover er adgangen til arbejdsmails for de tidligere ansatte nu blevet helt spærret, oplyser banken.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (0)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere