Shippingbranchen er en af de industrier som for alvor har fået øjnene op for blockchain-teknologien.
Tidligere i år annoncerede IBM og Maersk en storstilet satsning på blockchain, og nu er en række tidligere Maersk-folk med Peter Ludvigsen i spidsen gået sammen i virksomheden Blockshipping, om at udvikle en blockchain-platform der kan optimere containerfragten verden over. Hvor Maersk og IBM's blockchain-satsning handler om distributionen af selve godset, så vil Blockshipping fokusere på containerne.
For at finansiere platformen vil Blockshipping etablere sin egen kryptovaluta for at finansiere udviklingen med omkring 150 millioner kroner. Det skriver Børsen.
Blockshipping har annonceret , at de åbner for en Initial Coin Offering, også kendt som en ICO, til april.
»Vi indfører deleøkonomi for containere ved hjælp af blockchains. Det kan spare industrien for 5,7 mia. dollar om året, men kan kun realiseres, hvis virksomhederne arbejder sammen om at dele containere med hinanden. Den tillid er lagt ind i blockchain-teknologien, så de ikke behøver at have tillid til hinanden,« siger Peter Ludvigsen, topchef i Blockshipping til Børsen.
Han har tidligere været leder i Maersk Line.
Den nye kryptovaluta, som skal finansiere udviklingen af blockchain-platformen, kommer til at hedde Container Crypto Coin.
Der er løbende historier om kryptovaluta-projekter og ICO’s, der ikke leverer det produkt, de lover, og i værste fald rider på blockchain-hypen og helt franarrer investorer penge.
Derfor har Blockshipping også fået hjælp af Kammeradvokatens nye fintech-team.
Forsalget til Container Crypto Coin er allerede i gang, og indehavere af kryptovalutaen vil løbende modtage en procentdel af de indtægter som Blockshipping genererer ved transaktioner på platformen.