Tidligere departementschef: Det var en fejl at droppe EFI

Illustration: SKAT
Ifølge tidligere departementschef Peter Loft var det en forkert beslutning at tage den automatiserede del af EFI ud af drift. Man havde ikke noget at sætte i stedet for, og det betaler vi prisen for, siger han.

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) begik en brøler, da han i 2015 besluttede at trække stikket på den automatiserede del af det skandaleramte inddrivelsessystem EFI.

Det siger Peter Loft, der er tidligere departementschef i Skatteministeriet og en af ophavsmændene til EFI, til Information.

»Det var en fejl at sætte systemet i drift, før det var klart. Og da man besluttede at lukke det, havde man ingenting at sætte i stedet, da systemet, som EFI erstattede, var lukket i mellemtiden. Det er en væsentlig medvirkende årsag til, at skattegælden i dag vokser og vokser, uden at vi er i stand til at inddrive den,« siger han.

For få uger siden kunne man læse i en rapport fra Rigsrevisionen, at det nye inddrivelsessystem med den mundrette titel Public Sector Revenue Management (PSRM), der skal afløse EFI, er forsinket indtil 2021.

Læs også: Nye gældstab truer: EFI-afløser er forsinket i to år og lever ikke op til en række krav

Kritikken minder om den, som professor på IT-Universitetet Søren Lauesen rejste på Version2 for godt et år siden. Her mente professoren, at der »umiddelbart ikke [er] nogen forskel på, hvad der står i det udbud, og hvad EFI kan i forvejen«.

»Så der er andre årsager til, at man vælger at bygge et helt nyt system,« sagde han og understregede, at han udtalte sig på egne vegne.

Læs også: Nyt system til 1,1 milliarder er ikke meget bedre end EFI

Rigsrevisionen kritiserede desuden systemet for i pilottest at have demonstreret bekymrende mangler.

»Pilotprojektet har vist, at det nye system foreløbig ikke lever op til en række krav, der kan stilles til en betryggende debitor- og regnskabsforvaltning. Det gælder bl.a. krav om et fuldstændigt kontrol- og transaktionsspor og en afstemt aldersfordelt debitorliste,« lød det fra Rigsrevisionen, der også er bekymret over, at man har fravalgt standardløsninger på en række områder i PSRM.

»Det er Rigsrevisionens vurdering, at der er risici forbundet med de mange manuelle tilpasninger i rapporteringsløsningen, bl.a. fordi Skat historisk set har haft store udfordringer med manuelle tilpasninger.«

Med den seneste forsinkelse af PSRM kommer det til at tage minimum seks år, fra man besluttede at 'lukke' EFI, til systemet ikke længere er en del af dansk skatteinddrivelse.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Anne-Marie Krogsbøll

"»Det var en fejl at sætte systemet i drift, før det var klart. Og da man besluttede at lukke det, havde man ingenting at sætte i stedet, da systemet, som EFI erstattede, var lukket i mellemtiden. "

Der kunne lige så godt have stået:
"»Det var en fejl at sætte systemet i drift, før det var klart. Og da man besluttede at lukke det, havde man ingenting at sætte i stedet, da systemet, som SP erstattede, var lukket i mellemtiden. "

Også i SP-sagen har man brændt alle broer og bundet sig til masten. Ganske vist sker det endelige forlis måske først i 2021 (det satser man i hvert fald på) - men man forsømmer også i den sag at have en Plan B. Den slags betragter man nemlig som benspænd...

Rigtige mænd tager ikke back up.....

  • 10
  • 0
Henrik Sørensen

Det egentlige problem var vel, at man omstrukturerede Skat, så kompetencer gik tabt

Ingen tvivl om, at reduktionen i antallet af medarbejdere (og særligt fogederne) var en brøler af rang.

I kontekst af EFI var det dog et ufuldstændigt retsgrundlag, der lagde systemet i graven. Jeg har fortsat svært ved at se, hvorfor EFI fik skylden for at fordringshaverne ikke sendte de rigtige data til systemet.

Det er muligt, at EFI ikke var et super system, det kan jeg ikke kloge mig på, men selv det bedste system hverken kan eller bør selv opfinde et retsgrundlag ... det skal ligge i de data der puttes ind i systemet ...

  • 5
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere