Test tilbageviser iPhone-problemer

Det er teleselskabernes netværk og ikke iPhone, der er skyld i, at en del brugere rapporterer om dårlige forbindelser og ringe hastighed på 3G.

Vedholdende rygter om, at Apples iPhone skulle have problemer med at forbinde stabilt til 3G-netværk synes ikke have hold i virkeligheden.

Undersøgelser af problemerne har ikke kunnet bekræfte, at der er fejl.

Kun en måned efter, at iPhone 3G havde ramt butikshylderne, begyndte de første rapporter om fejl på telefonerne at rulle ind.

Forbindelsen til 3G netværk kunne ikke etableres eller var ikke stabil. Spekulationerne har været mange, såsom materialevalget til telefonen, antennens udformning og knas med telefonens Infineon chipset.

Der var straks nogle, der pegede på, at problemet måske ikke lå i telefonen, men hos teleudbyderne, der langt fra er færdige med at udbygge 3G-nettet. Og at samme teleudbydere måske slet ikke var gearet til den stærkt forøgede trafik efter iPhone 3Gs fremkomst.

I den ekstreme ende kan nævnes, at mobiltrafikken på Engadget.com mangedobledes, og at iPhone-telefoner i en opgørelse har 95,8 procent af den samlede trafik fra mobiltelefoner på sitet.

2.600 brugertest

Wired.com efterprøvede påstandene ved at få læserne til at teste deres forbindelser. 2.600 rapporteringer fik Wired tilbage, hvorefter redaktionen konkluderede:

"Wired.coms analyse af iPhone 3G brugere peger på, at de udbredte problemer med data-hastigheder i højere grad skyldes problemer med teleudbydernes netværk end med Apples mobiltelefon."

I Frankrig har Orange da også erkendt, at selskabet har skruet gevaldigt ned for hastigheden på 3G netværket efter lanceringen af iPhone - helt ned til 384 Kbit/s. Hastigheden vil dog gradvist blive øget igen. Første nøk opad kommer 15. september, hvor brugerne er blevet lovet 1 Mbit/s.

Svensk laboratorie-test

Svenske Göteborgs-Posten satte sig også for at teste iPhone. I to omgange har de testet iPhone i et laboratorium drevet af firmaet Bluetest. Begge gange var resultatet entydigt:

"Der er intet usædvanligt eller forkert med antennernes ydelse. Hvis disse mobiltelefoner ikke kan holde forbindelse til netværket, som de skal, er årsagen ikke antennerne eller måden, de er forbundet på," konstaterer Charlie Orlenius fra Bluetest laboratoriet til Göteborgs-Posten.

Mail fra Steve Jobs?

Apple har endnu ikke udtalt sig officielt i sagen. Der har dog været en del skriverier om en e-mail, som selveste Apples topchef, Steve Jobs, skulle have sendt direkte til en utilfreds bruger. I den kortfattede besked lyder det:

"Vi arbejder på nogle fejl, som påvirker cirka 2 procent af de solgte iPhones, og vi håber på at have en softwareopdatering klar snart."

Ægtheden af e-mailen fra den 18. august er ikke bekræftet, men det er set ved sjældne lejligheder, at Steve Jobs har kontaktet brugere direkte i forbindelse med fejl-rapportering.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Log ind eller Opret konto for at kommentere