Test: Skift til SSD og start Windows på under 25 sekunder

Med et Solid State Drive kan opstartstiden for Windows 7 halveres og programmer som Office starter op næsten omgående. Og gevinsten kan hentes uden at investere i det nyeste nye.

Et Solid State Drive (SSD) er foreløbig en dyr investering, når man ser på prisen pr. gigabyte i forhold til en konventionel harddisk. Men en opgradering kan give en væsentlig hastighedsforbedring i en bærbar pc, også selvom man ikke vælger den sidste nye teknologi.

Intel har netop sendt selskabets nye generation af SSD-diske på markedet, men for at få fuldt udbytte skal man have et chipsæt, som understøtter SATA 6 GB. Det er kun de nyeste pc'er, der understøtter den hastighed.

Men selvom den nye generation vil give en væsentlig forbedring, så er der stadig masser af hastighed at hente, hvis man skifter fra en konventionel harddisk til en SSD, uden de nye chipsæt.

Version2 har testet Intels X25-V SSD-diske i en Lenovo Thinkpad T61 med Windows 7. Netop valget af Windows 7 er en væsentlig pointe, fordi Windows 7 er født med understøttelse for SSD-diske. Hvis man kører med en ældre udgave af Windows, kan det være nødvendigt at lave lidt ekstra fodarbejde for at opgradere BIOS, firmware og drivere for at fuld understøttelse af den vigtige TRIM-funktion.

Hvis pc'en ikke er sat rigtigt op, vil man ikke få det fulde udbytte af sin SSD. Det kan også være tilfældet, hvis firmwaren i SSD-disken ikke er opdateret. Det vil give lavere hastigheder, men kan typisk løses ved at opgradere driverne.

Nye Linux-distributioner som eksempelvis Ubuntu 10.10 har også fuld understøttelse for SSD'er og faktisk opnåede vi i vores hastighedstest en lidt bedre læsehastighed i Ubuntu end i Windows 7, hvilket dog kan skyldes forskellige målemetoder.

Den første forbedring, man mærker, når man har installeret en SSD og sit styresystem, er i opstartstiden. Testmaskinen kørte tidligere Windows XP og havde efterhånden sneget sig op på en opstartstid et godt stykke på den forkerte side af fem minutter. Allerede Windows 7 på den konventionelle harddisk gav en forbedring, men som det fremgår af tabellen nedenfor, så halverede SSD-disken opstartstiden:

Opstartstiderne er indsamlet fra Windows 7's Event Viewer, hvor logfilerne indeholder en måling at opstartstiden, som er beregnet til at identificere eventuelle problemer i opstartsprocessen. Den samlede opstartstid angiver den tid det tager, fra indlæsningen af styresystemet begynder, til brugeren får overdraget kontrollen.

Opstartstiderne for SSD-disken svingede i testen fra mellem 25 sekunder til 31 sekunder med enkelte afvigelser i løbet af en periode på to uger. Den eneste store afvigelse var en opstartstid på 47 sekunder efter installation af opdateringer.

Overordnet set er der tale om en halvering af opstartstiden i forhold til den konventionelle harddisk i Windows 7, og en hurtig test i Ubuntu 10.10 viste tilsvarende en opstartstid på cirka 25 sekunder inklusive login.

Dertil kommer en forbedring af indlæsningen af programmer. Åbning af eksempelvis programmerne i Office 2010 kan bedst beskrives som 'øjeblikkelig'.

Hvad er det, der giver hastighedsforbedringen? Det er især SSD-diskenes evne til at læse data fra vilkårlige dele af lagret med høj båndbredde og meget lav forsinkelse fra disken modtager en forespørgsel, til den begynder at sende data retur.

Windows 7 har et indbygget benchmark-værktøj, som Microsoft bruger til at generere den såkaldte 'User Experience'-værdi. Men bag det enlige tal, som de fleste brugere ser, ligger værktøjet WINSAT, som kan aktiveres fra en kommandoprompt, som man dog skal køre som administrator.

Med kommandoen 'winsat disk' kan man sætte programmet til at køre en benchmark på harddisken og få mange flere detaljer, end det der normalt er tilgængeligt i Windows. Kigger vi på resultaterne af WINSAT-testen på henholdsvis den konventionelle harddisk, der fulgte med pc'en, og Intels X25-V, så ser man tydeligt forskellen:

Det er især i de såkaldte 'Random Reads', at SSD-disken skiller sig ud, men den er også betydeligt hurtigere til sekventielle læsninger. Det vil sige læsning af data, der ligger lige ved siden af hinanden på disken. Det et begreb, som betyder meget for en konventionel disk, hvor læsehovedet ikke skal flyttes for at læse data, der ligger i samme spor, men for en SSD er det i praksis ligegyldigt, hvor på disken dataene ligger.

Samtidig er søgetiden eller 'Latency' mindre, fordi der ikke er nogen mekaniske dele, der skal flyttes.

En tilsvarende test i Ubuntu 10.10 på Intel X25-V 80 gigabyte gav en gennemsnitlig læsetid på 143,6 MB/s. Her er det værd at bemærke, at det er en konstant hastighed, som man kan forvente. Der er ingen forskel på, hvilke data der skal læses. Ubuntus indbyggede benchmark gav desværre ikke mulighed for at lave en test af skrivehastigheden.

Udover hastighedsforbedringerne, så er der andre sidegevinster. Når vi skiftede mellem SSD-diskene og den konventionelle harddisk, var den konventionelle disk varm, mens SSD-diskene nærmere var lunkne. Samtidig var pc'en fuldstændig stille under brug. Vi målte dog ikke på, hvorvidt disken havde indflydelse på strømforbruget.

Alt i alt viste selv Intels første generation af SSD-diske, at der er endog særdeles målbare gevinster at hente ved at skifte med en halvering af opstartstiden og en generelt meget hurtig respons ved opstart og brug af programmer på pc'en både i Windows 7 og under Ubuntu 10.10.

Vil du investere i en flash-baseret disk, koster den testede Intel X25-V på 160 gigabyte omkring 2.500 kroner inkl. moms.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (27)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#3 Jesper Stein Sandal

Hej Kasper

Jeg er faktisk selv i tvivl, for det fremgår ikke umiddelbart af modelnumrene på diskene, så jeg måtte google mig frem, og det bedste match på modelnummeret var X25-V. Men det er meget tænkeligt, at det faktisk er X25-M. Heldigvis er der ikke meget forskel på netop de to, og dem, man kan købe i butikkerne, vil typisk være X25-M. Hos Intel kan jeg ganske rigtigt kun finde en 40 GB version af X25-V, så du har nok ret.

Mvh. Jesper Stein Sandal Version2

  • 0
  • 0
#7 Søren J. Svendsen

Har netop fået en Intel Series 510 120GB SSD, som til 2100 er skræmmende hurtig. Den understøtter 6gbps SATA-stikket.

Jeg starter så hurtigt op i Windows 7, at min pc står utålmodig og venter på, at ADSL-modemmet får strukket ud og lavet kaffe og eventuelt skabt forbindelse, når jeg fyrer fra centralafbryderen til begge om morgenen.

Fra POST bip'et til jeg har en køreklar Desktop, 18 sekunder max.

  • 0
  • 0
#8 Jesper Stein Sandal

Hej Søren

Jo, det er den tidligere generation (som dog ikke ligefrem er sløve), men vi havde ikke et testsystem, der kunne give os fuldt udbytte af 510-serien, og vi kunne låne X25-diskene i længere tid. Så i første omgang blev det dem.

Jeg håber at kunne gentage testen med at måle på 510-serien også - ligesom jeg også gerne vil teste nogle af konkurrenterne. Men nu får vi se, hvad der bliver tid til.

Mvh. Jesper Stein Sandal Version2

  • 0
  • 0
#10 carsten guldhammer

jeg ved ikke rigtigt hvorvidt jeg vil skifte til ssd disk ennu..

jeg læste tidligere på ugen (faktisk tror jeg at det var her på version 2 )

at di memory blokke / celler som sidder i disken dør efter et antal overskrivninger

så er spørgsmålet jo så :

hvor lang er levetiden for en sådan disk i forhold til en almindelig disk ?

  • specielt når du tager prisen i betagning
  • 0
  • 0
#11 Kenni Lund

Den pris giver jo ikke nogen mening, det er alt for dyrt. Den eneste pris som passer nogenlunde på edbpriser med 2500kr, er den helt gamle 50nm Intel X25-M 80GB til 2662kr. Den nyere 32nm X25-M 80GB koster kun ~1250kr...så ingen grund til at opfordre til at købe en gammel disk.

De nyere generationer er generelt hurtigere til skrivning end de tidligere - jeg sidder selv på en Thinkpad T61 med Windows 7 og en nyere OCZ Vertex 2 60GB (til ca. ~800kr). Med ovenstående 'winsat disk'-test opnår jeg stort set samme resultaer som i jeres test, blot med ~125MB/sek i sequential write.

  • 0
  • 0
#14 Thomas Lønskov Luther

Vi har på min arbejdsplads SSD'er i alle vores macbooks og pt. er vores erfaring (lidt under 2 års levetid for de ældste):

  • 1 død Intel X25-M 160GB
  • 3 døde OZC Vertex 250GB

(vi har 11 macbooks med SSD'er i firmaet)

Og det fordelt på 2 macbooks, indrømmet de 3 OZC'er var i samme macbook og derfor var der også en mistanke på macbook'en havde et problem...

Lige nu kører jeg på en kingston 256GB SSD og det fungere (7-9-13) fint... men min backup bliver jævnligt kontrolleret.

Så jeg er ikke imponeret over deres umiddelbare stabilitet uagtet at MTBF er voldsom høj.

Thomas - der dog ikke ville have en alm. disk i sin macbook

  • 0
  • 0
#15 Eske Rasmussen

Har lige trukket vores indkøbspriser fra distributør - EKSKL. moms:

INTEL X25-V 40GB SSDSA2MP040G2K5 474,20 INTEL 160GB SSDSA2MH160G2C1 2.064,00 INTEL 120GB 510 series SSDSC2MH120A2K5 1.479,00 INTEL 250GB 510 series SSDSC2MH250A2K5 3.041,00 INTEL X25-E 64GB SLC SSDSA2SH064G101 3.738,00

510 er den nye generation, og man bør ikke få efter andet. Til servere bruges X25-E der har en levetid der er acceptabel, selv under forhold hvor data ændres ofte.

  • 0
  • 0
#16 Kenni Lund

510 er den nye generation, og man bør ikke få efter andet.

Hold også øje med OCZ Vertex 3, når den rammer det danske marked. Den er i de fleste tilfælde hurtigere end Intel 510 og forventes at have en lavere pris.

Læs evt. Anandtechs anmeldelse af Intel 510, hvor der også sammenlignes med OCZ Vertex 3: http://www.anandtech.com/show/4202/the-intel-ssd-510-review

Ovenstående anmeldelse viser at Intel 510 generelt performer godt, men har et alvorligt problem med random I/O.

  • 0
  • 0
#17 Jesper Stein Sandal

Det var en fejl. Prisen var for en X25 på 160 gigabyte, men det smuttede i redigeringen. Det er nu rettet.

Og det er korrekt, at 510-serien kan fås til nogenlunde samme pris (men se også mit svar længere oppe i debatten). Priserne svinger dog meget, men 160 GB for 2.500 kroner er sådan i den rigtige omegn.

Mvh. Jesper Stein Sandal Version2

  • 0
  • 0
#18 Jesper Stein Sandal

Ovenstående anmeldelse viser at Intel 510 generelt performer godt, men har et alvorligt problem med random I/O.

Problemet med SSD-diske i forhold til almindelige harddiske er netop, at meget afhænger af firmwaren, så det er måske ikke helt tosset, hvis vi først får testet 510-serien, når Intel udsender en opdateret firmware. OCZ er også på testlisten, men lige nu er det svært at få fat på et testeksemplar.

Mvh. Jesper Stein Sandal Version2

  • 0
  • 0
#20 Henrik Mikael Kristensen

at di memory blokke / celler som sidder i disken dør efter et antal overskrivninger

En vigtig detalje er, at cellerne ikke bliver ulæselige, men uskrivelige, så der forekommer ikke datatab på samme måde som på en harddisk med ødelagte sektorer, men når tilstrækkeligt mange celler bliver uskrivelige kan disken ikke bruges længere.

Moderne SSD'ere har controllere der sørger for wear leveling, så man ikke bruger den samme celle flere gange i træk, så når der skrives, bruges alle cellerne én efter én i cyklusser, der varierer selvfølgeligt i størrelse efter hvor meget plads der er tilbage på disken, og gennem nogle beregninger mente AnandTech at en moderne SSD kan holde i 5 år ved gennemsnitlig brug.

Et større problem er umiddelbart, hvordan disken opfører sig efter flere minutters skrivning af ukomprimérbare data. Bruger du derfor disken meget til swap eller til serverbrug, vil disken gradvist blive meget langsom, hvis controlleren ikke magter at håndtere TRIM godt nok.

Om dataene kan komprimeres har også noget at sige for ydelsen, især for diske med Sandforce controllere.

Derfor er TRIM vigtigt for at få at undgå for meget hastighedstab.

MacOSX understøtter endnu kun TRIM for deres egne SSD'ere, sikkert fordi controllerne til stadighed ændrer sig for meget og er tidskrævende at gennemteste for stabilitetsproblemer. Det næstbedste er derfor at anvende diske, der understøtter garbage collection, som er en slags TRIM der kun virker mens SSD'en ikke er i brug.

Iøvrigt virker TRIM ikke i disk images, såsom til brug ved virtuelle maskiner.

Nogle diske får også usædvanligt mange firmware updates, der ikke altid er lige stabile.

Der er også stor forskel på controllerne og hvilke svagheder og styrker de har.

Alt i alt ser det dog ud til at SSD'ere bliver meget bedre år for år, da man fokuserer mere og mere på levetid end ydelse, men det er ikke helt oppe og ringe endnu.

  • 0
  • 0
#21 Rune Larsen

"Nye Linux-distributioner som eksempelvis Ubuntu 10.10 har også fuld understøttelse for SSD’er"

Det er ikke korrekt. Hverken Ubuntu 10.10 eller OpenSuse 11.4 understøtter ud af boksen TRIM-kommandoen.

http://en.wikipedia.org/wiki/TRIM

Når I kun laver en hurtig og overfladisk test, har TRIM ingen betydning, men i daglig brug har det stor betydning - især hvis SSD-drevet er tæt på at være fuldt. Både for performance og for levetid af SSD-drevet.

  • Heldigvis kan TRIM/discard nemt konfigureres for ext4-filsystemer, som er default for både Ubuntu 10.10 og OpenSuse 11.4.

https://sites.google.com/site/lightrush/random-1/howtoconfigureext4toena...

  • 0
  • 0
#26 Martin Rasmussen

Lidt stats fra mine personlige Intel G2-160, fra henholdsvis arbejde, og hjemme. Arbejdsmønster: Hjemme pc har haft drevet installeret i godt og vel 1½ år, og er tændt 24/7, og kan absolut ikke betegnes som light brugsmønster. Arbejdspc tændt 24/7, og brugt i ca 3mdr, primært udvikling/"arbejdsrelaterede forfalden arbejde".

Begge pc'er er Windows 7.

Hjemmepc, har skrevet 3200GB til disken. Arbejdspc, har skrevet 240GB til disken.

Ingen af overstående har endnu måtte opgive at skrive til en celle - Alle celler virker upåklageligt ifølge intel's eget værktøj/S.M.A.R.T.

iflg. Anandtech.com nyeste reviews af ssd, står der meget tydeligt at 34nm baserede diske (som mine), kan klare ca 10000 skrivninger til hver celle, hvor 22nm celle baserede diske, ca. klare 6000 skrivninger pr celle.

Hvis jeg tager hjemme pc'en, og sammenligner med overstående fakta, og "forudsætter" at den skriver jævnt over hele disken, så har hjemme-pc'en ca. skrevet 20 gange til hver celle, hvor den ikke engang har nået nr 2 gang, til hver celle, på arbejdspc'en.

Med andre ord, jeg regner med at have udskiftet disse ssd's før de når op i nærheden af deres 10'000 celle writes.

Som andre herinde også skriver, kan jeg kun tilslutte mig til at disse ssd'er har været den klart bedste investering for hastighedsoplevelsen af nogen pc'er jeg har oplevet, for nyeligt.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere