Version2 har lagt sine hænder på Medions nye subnotebook, som supermarkedskæden Aldi solgte under en del postyr i sidste uge.
Modellen hedder Akoya, men computeren er produceret af Micro-Star International (MSI) og er i høj grad identisk med MSI Wind, som har været i handlen i et par måneder, og som sælges under en række handelsmærker så som Medion. I forhold til MSI's egen model kommer Akoya med et dårligere webcam og uden Bluetooth, oplyser Wikipedia.
Aldi tog 3000 kroner for Medion-modellen, men Version2 har fundet MSI Wind i netbutikken Computersalg.dk til 3170 kroner inklusiv forsendelse - og det er altså med Bluetooth og webcam med højere opløsning, samt modeller i sort og pink, udover den hvide, som Aldis Medion-modeller kom i.
Lækker lille sag til skrivekarle og -piger
Der er ingen grund til at liste rundt om den varme grød: Akoya'en gør et godt indtryk lige så snart, den kommer ud af kassen, og den skuffer heller ikke, når den startes op første gang. Maskinen er frisk i optrækket, programmerne starter hurtigt og Firefox viser websiderne lige så hurtigt som nogen stationær maskine.
Jon Stewart og hans gakkede kolleger fra the Daily Show går fint igennem via Flash-streaming fra Comedy Centrals servere i USA, og Flash-codec'en H.264 er ellers en rigtigt processor-spiser. Java-IDE'et Eclipse kører også som det plejer. I det hele taget viser Akoya'en sig som en kvik lille én.
I forhold til mindre subnotebooks, som ærkekonkurrenten Asus Eee, har Akoya'en et tastatur i almindelig notebook-størrelse, og det betyder, at den er væsentlig mere rar at skrive på i længden end på Eee'en. For de skrivelystne kan de ekstra tre centimeter og 100 gram være givet godt ud. Og den kan stadig være i håndtasken.
Skærmen er rigtig god, og kabinettet virker gedigent. En kollega, som fik den i hånden, bedømte den til at være mere robust end Eee'en, som han havde erfaringer med. Maskinen føles ikke særlig varm, og den roterende harddisk spinder diskret som en mis.
Windows XP
På softwaresiden kommer Akoya'en ligesom MSI Wind med Windows XP Home Edition. XP er ellers gået på pension, men Vista er ikke officielt understøttet på computeren. XP bliver understøttet indtil 2014, siger Microsoft, så sikkerhedsopdateringerne kommer rullende indtil da.
Computeren kommer med Wordperfect Office som kontorpakke, webcam-programmet Youcam, som kan uploade videoer direkte til Youtube, samt det udmærkede billedbehandlingsprogram Ulead Photoimpact. Derudover kommer maskinen med ganske lidt crapware i form af en 90-dages gratis prøveperiode med antivirusprogrammet Bullguard.
Torne på rosen
Men det er ikke rosenrødt det hele. Den model, som Aldi solgte, kommer med et tre-celle batteri, og det betyder, at strømmen går efter bare én time og 55 minutter. Det tager stort set samme tid at lade den op igen.
Langt værre er, at maskinen slet ikke har styr på, hvornår batteriet er ved at dø. Første gang vi lod computeren løbe tør, viste batterimåleren omkring ti procents resterende levetid. Det betyder også, at Akoya'en ikke går i dvaletilstand umiddelbart før strømnedbruddet, som en civiliseret bærbar bør gøre - den crasher simpelthen med mand og mus. Det er temmelig ufedt.
Den eneste advarsel, der kommer, er et diskret ikon i systembakken, som godt nok lufter sin holdning i en lille ballon. Men ballonen ligger bag ved programmer som kører i fuldskærmstilstand, og det gør man tit med en skærmopløsning på 1024 x 600.
****Når det er sagt, er vi alt i alt særdeles tilfredse med Akoya'en fra Aldi, men hvis vi havde vidst, at MSI-modellen kunne fås til 170 kroner ekstra i en netbutik, havde vi nok købt den der i stedet.
Godt
Hurtig processor, god skærm, skrivevenligt tastatur
Skidt
Alt for kort batterilevetid, crasher når den løber tør for strøm
Specifikationer
26 x 18 x 3,2 cm
1,2 kg
10" TFT widescreen-skærm (1024 x 600 pixels)
Trådløst LAN 802.11 b/g + Draft-n med op til 300 megabit/s.
XP Home Edition (inkl. Service Pack 3)
Intel Graphics Media Accelerator 950
80 GB SATA harddisk
Integreret VGA-webcam og mikrofon
1.6 GHz Intel Atom processor N270
3xUSB 2.0
1 GB hukommelse
Multikortlæser (SD, MMC og MS)
MSI Wind modellen er næsten identisk men har webcam i højere opløsning, Bluetooth og trådløst netværk i b/g-varianterne, men uden Draft-n.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.