Test: Kan Opera Unite genopfinde WWW?

Opera vil indbygge en personlig webserver i browseren, som kan være en genvej for dem, der har behov for at dele indhold med sig selv og andre på ad hoc manér.

I vanlig stil fra norske Opera blev der ikke lagt fingre i mellem, da selskabet annoncerede, at dets Opera Unite-projekt ville genopfinde World Wide Web ved at give alle brugere mulighed for at have deres egen webserver.

Realiteterne er mere nede på jorden, men der er flere interessante ting i Opera Unite, som Version2 har kigget nærmere på i den første offentlige testversion.

Opera Unite er beregnet til private brugere, som typisk sidder på internetforbindelser med dynamiske IP-adresser. Det forhindrer private i at sætte en server op, som det er let at tilgå udefra, fordi adressen kan ændre sig fra dag til dag.

Det løser Opera Unite ved at gå gennem en proxyserver. Derfor er man også nødt til at oprette sig som bruger på Opera Unite, før man kan begynde at bruge tjenesterne.

Vilkårlig browser

Opera Unite er indbygget i en særlig udgave af Opera 10 og består i testudgaven af selve webserveren og seks tjenester, som brugeren kan sætte op. Opera tilbyder testversioner til både Windows, Mac og Linux.

For at sætte Opera Unite op, kan man bruge en menu i sidebjælken i Opera, som giver overblik over alle Opera Unite-tjenesterne. Brugeren kan selv vælge et navn til sin server, hvor standardnavnet er 'home'. Det giver en URL i stil med http://home.brugernavn.operaunite.com/.

Hver tjeneste kan derefter sættes op med en genvej efter rodbiblioteket, så eksempelvis medieserveren kan hedde http://home.brugernavn.operaunite.com/min_musik/.

Eksterne brugere kan benytte stort set en vilkårlig webbrowser til at tilgå siderne, og brugerne behøver ikke være oprettet som brugere på Opera Unite. Til gengæld skal de i de fleste tilfælde have en adgangskode for at kunne se indholdet.

Stærke kodeord
De fleste tjenester giver mulighed for tre adgangsindstillinger. Det er muligt at give alle uhindret adgang til at se indholdet, man kan kræve, at de skal indtaste en adgangskode, eller man kan nøjes med kun at give sig selv adgang.

Adgangskoderne generes automatisk og ser ud til at blive fornyet, når man genstarter serveren. De automatiske adgangskoder følger retningslinjerne for stærke adgangskoder, og man har mulighed for at sende sine venner et link via e-mail med både URL og adgangskoden. Alle besøgende vil dog have den samme adgangskode.

Dermed er funktionaliteten og muligheden for at nuancere adgangen noget mere begrænset end med en egentlig hjemmeserver baseret på enten Linux eller Windows Home Server.

Til gengæld kræver det kun få klik at sætte en tjeneste op. Først klikker man startknappen til tjenesten, og første gang skal man navngive den og angive en filmappe, hvor tjenesten skal hente indholdet.

Musikdeling

I testversionen findes blandt andet en basal webserver. Her skal man også klikke en enkelt gang for at oprette en index.html-fil, hvis der ikke allerede findes én i den mappe, man har angivet. Serveren er sat op til ikke at vise rodindholdet af mapper. Hvis der ikke findes en index.html-fil, får eksterne brugere derfor en fejlmeddelelse.

Opera vil naturligvis have webudviklere til at udvikle tjenester til Opera Unite, men selskabet har som sagt vedlagt et par tjenester for at demonstrere teknologien.

Det inkluderer en tjeneste til fotodeling. Fordelen er, at man blot kan angive en mappe, som derefter kan deles. Man slipper derfor for at skulle uploade billeder til en ekstern tjeneste som eksempelvis Flickr. Til gengæld fungerer tjenesten så ikke som en ekstern backup, fordi filerne bliver liggende lokalt på pc'en.

Desuden giver tjenesten i dens nuværende form ikke mulighed for at tagge eller kommentere billederne eller oprette slideshows.

Den måske mest interessante tjeneste for mange vil nok være tjenesten til deling af mediefiler som musik. Den kræver blot, at man har installeret et Flash-plugin for at kunne dele eksempelvis sin musiksamling med sig selv hjemmefra, når man er på arbejdet.

Ingen HTML-editor

Nok mest interessant som demonstration er det inkluderede chatrum 'Lounge' og beskedvæggen 'Fridge'. Fælles for alle tjenesterne er, at de er set bedre implementeret andre steder, men det er svært at argumentere imod, hvor enkelt det er at sætte dem op.

Til gengæld er det overraskende, at Opera ikke har inkluderet en browserbaseret HTML-editor i Opera Unite. I stedet har Opera blot indlagt et link til en vejledning i standardbaseret webudvikling. Hvis målgruppen er brugere, som vil køre en ad hoc-server, så er det lidt sært, at Opera ikke giver dem mulighed for at oprette simple hjemmesider i en editor.

Bekymrende sikkerhed

Sikkerheden er nok det mest bekymrende ved Opera Unite. Opera har generelt en rigtig god historik, når det gælder sikkerhed, men risikoen er her også væsentligt større.

Serveren bruges til at give adgang til filer lokalt på en brugers pc. Ganske vist har de fleste tjenester en adgangskode, men der er ingen kontrol med, om brugeren udskifter den stærke adgangskode med en svag som eksempelvis 'kodeord'.

Det vil for de fleste være harmløst, så længe serversoftwaren er sikker, men det giver en risiko for, at uvedkommende får adgang til filer, du ikke ønsker, de skal se.

Og hvis der er et sikkerhedshul i Opera Unite eller én af de tjenester, som er udviklet til Opera Unite, så er det pludselig en privat pc, som er i farezonen.

Fornyet omtale til Opera

Til gengæld gør Opera Unite det uhyre let at dele indhold på ad hoc-manér uden at skulle konfigurere lokal fildeling, sætte en server op eller uploade indhold til en ekstern tjeneste. Og især muligheden for let at dele sin musik med sig selv og andre skal nok være med til at skabe fornyet omtale af Opera. Især fordi brugerne ikke behøver installere ekstra software eller oprette sig på flere tjenester.

Så Opera er helt sikkert gået et skridt videre end konkurrenterne Microsoft og Google, som også tilbyder flere lignende tjenester, som dog ikke er integreret i browseren og kræver, at brugeren lægger indhold ud på eksterne servere.

Men der vil nok også være mange, som vil foretrække en rigtig server, hvor forbindelsen ikke forsvinder, fordi pc'en med Opera Unite besluttede sig for at gå i dvale i frokostpausen.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (2)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Jens Christian Jensen

Det er et spændende projekt Opera har sat i vandet med Opera Unite.

Jeg er personligt meget glad for fotodelingsfunktionen, da flere og flere er bekymrede over de rettigheder Facebook tager i forbindelse med at de posteres på deres service. Med Unite kan jeg sende en e-mail med kode og tidspunkt til de der skal have adgang og de kan få billederne i fuld opløsning. Det kan også være at Specialet skal publiceres gennem Unite.

Til gengæld ser jeg ingen grund til at dele min musik eller lave en personlig hjemmeside på servicen, men det er lige så meget fordi min computer ikke kører når jeg ikke bruger den.

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere