Test: Googles Chrome-browser

Google har frigivet den første betaversion af selskabets nye webbrowser, og Version2.dk har taget det første kig.

Google frigav her til aften dansk tid den første offentlige betaversion af selskabets egen webbrowser Chrome. I første omgang er browseren kun tilgængelig til Windows XP og Windows Vista, men Google har til gengæld frigivet den på flere sprog og heriblandt også dansk.

Version2 har installeret og testet den danske udgave af Chrome på den samme Windows XP pc, som vi i sidste uge benyttede til at teste Microsofts første åbne betaversion af Internet Explorer 8.

Opdateret: Jeg har nu også testet Chrome på Windows Vista. Den væsentligste forskel er her, at vinduerne er tilpasset Vistas design. Det ser pænere ud, men Incognito-tilstanden er lidt mindre tydelig rent visuelt.

Det første indtryk af Chrome er en langt mere simpel brugergrænseflade end i både Internet Explorer og Mozilla Firefox.

Google har valgt at gøre fanebladene til det dominerende element. Det betyder, at hvert faneblad indeholder sine egne funktionsknapper og adresselinje, som også fungerer som søgefelt.

Ligesom i Firefox 3 og Internet Explorer 8 er adresselinjen gjort mere intelligent, så den ikke blot foreslår tidligere besøgte websteder, men også almindelige søgninger på det, man er i færd med at indtaste.

Denne funktion er også tilpasset den lokale version af browseren. Begynder man således at indtaste 'Amazon.com' vil man få forslag som 'Arto.dk' og Amagerbanken sammen med forslag til at søge på 'Amazon'.

Det er en funktion som umiddelbart virker bedre end de tilsvarende nye adresselinjer i Firefox 3 og Internet Explorer 8.

Sikkerhed i sandkasser

Ligesom i Internet Explorer 8 bliver selve det primære domæne i en URL fremhævet for at gøre det tydeligere for brugeren, hvilken side han reelt besøger.

Det er en sikkerhedsfunktion, som blot er én af mange i Google Chrome. Hvert enkelt faneblad og plugin kører således som en selvstændig proces. Chrome vil køre så meget af indholdet i 'sandkasser', som ikke har adgang til at læse filer på pc'en og heller ikke har mulighed for at køre programkode eller skrive til systemet.

Den enkelte bruger har også mulighed for at beskytte sine egne oplysninger. Chrome har således ligesom Internet Explorer 8 en særlig tilstand, som sørger for at blokere for alle cookies og lagring af historik.

Denne særlige 'Incognito-tilstand' markeres ved, at rammen omkring vinduet er i en anden farve, og der er tilføjet et særligt logo. Incognito-tilstanden vil altid være i et nyt vindue, men det er muligt at åbne flere Incognito-faneblade i det samme Incognito-vindue.

Når man åbner et nyt Incognito-faneblad, vil man også direkte se, at der er spærret for adgangen til browserhistorikken. Google har skabt en ny startside for nye faneblade, som indeholder genveje til brugerens mest besøgte sider. I et frisk Incognito-faneblad får brugeren i stedet en forklaring på, hvordan Incognito-tilstanden fungerer.

Betaversionen mangler umiddelbart den samme advarsel, som normalt møder brugere af andre browsere med faneblade, når de lukker et vindue med mere end ét faneblad. Lukker man således et vindue i Chrome, får man ingen advarsel om, at man er ved at lukke flere faneblade. Det kan være både godt og skidt, men umiddelbart ville det have været mere brugervenligt at give brugeren en mulighed for at fortryde.

På brugergrænsefladen har Google dog generelt valgt fornuftige løsninger til de fleste funktioner. Jeg savnede således ingen knapper til bogmærker, feeds eller andet, fordi jeg i stedet kunne bruge den nye adresselinje.

Google har også elimineret et egentligt vindue til download af filer ved i stedet at lægge en diskret downloadoversigt i bunden af det aktuelle faneblad. Det gør det let at følge forløbet af et download, mens man fortsætter med at arbejde på en side.

Hvert faneblad er en ny proces

Google hævder at have forbedret ydelsen for JavaScript med dets nye V8 virtuelle maskine, der er udviklet hos Googles danske afdeling. Det skal især øge hastigheden af tunge webapplikationer, men i min test var det svært at opnå en mærkbar forbedring i eksempelvis Googles egne regneark i Google Docs.

Ifølge Googles danske afdeling vil en egentlig mærkbar forbedring dog også først kunne mærkes, når selve webapplikationer begynder at bruge mere JavaScript lokalt på den enkelte maskine.

I Chrome får man i bedste gammeldags Mac-stil en advarsel, hvis en browserbaseret webapplikation går ned. En af fordelene ved at give hvert faneblad en ny proces er, at det ikke går ud over hele browseren, hvis en applikation udløser en programfejl.

Microsoft har valgt samme tilgang i Internet Explorer 8, mens Mozilla har fravalgt det i Firefox. Det skyldes, at det til gengæld kræver ekstra hukommelse for hvert nyt faneblad, hvis hvert faneblad er en ny proces.

Google håber, at dets garbage collection vil føre til, at det over en hel arbejdsdag vil bruge mindre hukommelse, fordi der bliver ryddet bedre op, når brugeren lukker gamle faneblade.

En grov sammenligning med Internet Explorer 8 på testmaskinen i løbet af min indledende test viste umiddelbart et lidt lavere forbrug pr. proces for Chrome end IE8. Mens det er tydeligt, at Chrome virkelig starter én proces pr. faneblad, ser det dog ud til, at Microsofts tilgang er lidt mere nuanceret, da antallet af processer ikke svarede én til én til antallet af åbne faneblade.

Flere processer bruger mere hukommelse

Med blot ét vindue, et faneblad og én side (Version2's forside) åben, viste Windows Joblisten følgende for de fire browsere, jeg havde installeret på testmaskinen:

Chrome: Tre processer, 52 megabyte hukommelse.
Firefox: En proces, 48 megabyte.
Internet Explorer 8: To processer, 71 megabyte.
Opera: En proces, 32 megabyte

Derefter tilføjede jeg yderligere fire faneblade med henholdsvis YouTube, Yahoo News, Google Docs og Facebook, hvorefter forbruget så således ud:

Chrome: Syv processer, 159 megabyte.
Firefox: En proces, 95 megabyte.
Internet Explorer 8: Fire processer, 189 megabyte.
Opera: En proces, 87 megabyte.

Det er naturligvis en test, som blot fortæller en lille del af historien omkring hukommelsesforbruget. Den illustrerer dog, at de ekstra processer er med til at øge hukommelsesforbruget.

Ingen Java

Umiddelbart havde jeg ingen problemer med at få vist de sider, jeg besøgte. Den eneste side, som beklagede sig, var faktisk Version2's eget CMS, som fungerede, men alligevel gav en advarsel om, at jeg benyttede en gammel version af Mozilla.

Mange scriptbaserede popup-reklamer var dog ikke placeret helt efter hensigten på flere websteder. Det betød, at reklamerne dækkede for teksten. Man kan altid i sådanne tilfælde diskutere, om det skyldes en dårlig browser eller dårligt webdesign.

Da denne type reklamer sjældent er eksempler på det mest fremragende inden for webdesign, vil jeg lade tvivlen komme Chrome til gode.

Dermed ikke sagt, at Chrome er fri for problemer. Eksempelvis fungerede Java ikke i den første betaversion. I betragtning af at Java fungerer med både Firefox og Safari, som Chrome deler kode med, så er det skuffende, at én af de mest almindelige udvidelser ikke fungerer i den første version.

Google kalder ganske vist Chrome for en betaversion, som giver dem ekstra plads til fejl. Men Gmail har nu været i betatest i mere end fire år, så 'beta' betyder noget andet hos Google end i resten af softwarebranchen.

Mere elegant end Firefox

Overordnet set, så kunne Google Chrome let overtage pladsen fra Firefox 3 som min foretrukne webbrowser. Især fordi adresselinjen er løst lidt mere elegant end Firefox' 'Awesome Bar'.

Jeg kan også godt lide, at man ikke mister hele browseren, blot fordi en enkelt side udløser en fejl. Firefox' model med én proces betyder et lavere hukommelsesforbrug, men spørgsmålet er, om Mozilla-holdet i længden kan undgå at benytte den samme model som nu både Google og Microsoft.

Det mest spændende bliver imidlertid nok at se, hvordan webudviklerne tager imod den nye JavaScript-teknologi, som Googles danske afdeling har udviklet. Den har potentialet til at gøre browserbaserede applikationer hurtigere og bedre, men det kan blive et spørgsmål om hønen og ægget eller måske snarere Muhammed og bjerget.

Google har valgt at gå open source-vejen med V8. Det betyder, at de øvrige browserleverandører kan benytte koden. Hvis de i stedet vælger at fortsætte med den nuværende teknologi, så vil det tvinge webudviklerne til at kode på samme måde som i dag.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (36)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Lasse Bigum

Det med fanebladene øverst har Opera nu haft længe. Jeg så den vellykkede tegneserie og tænkte "det var da naturligt at kontrollerne (frem/tilbage) tilhørte fanebladet i stedet for browservinduet" hvorefter at jeg opdagede at det var sådan på Opera :P Hehe.

Jeg glæder mig meget til at prøve den under Linux. Jeg har endnu ikke prøvet en browser der kommer i nærheden af Opera i forhold til min måde at surfe på, men omvendt savner jeg plug-ins i Opera. Opera har dog hastighed og respons i sin favør.

Det bliver virkeligt spændende fremover, håber ideerne smitter af andre steder så alle projekter tager noget ud af det.

  • 0
  • 0
Hoder Jensen

Den er som mange andre siger, super hurtig, har et godt hukommelseforbrug og mange af de gode funktioner fra andre browsere, samt nogle nye gode selv, f.eks. dens interne job-liste, en god quick dial side, en god adressebar og mm.

Dog er mouse gestures savnet voldsomt, men mon ikke der snart kommer noget :)

  • 0
  • 0
Peter Makholm

Jeg vendter spændt på at Google chrome kommer til en platform nær mig. Indtil da kunen det være interessant at høre lidt om hvilke call home-features der er indbygget i standard-udgaven og hvilke der kan slås fra?

Kan man bruge Google Chrome helt uden at den kontakter google med hints om hvad man laver?

ObUF: http://ars.userfriendly.org/cartoons/?id=20060217

  • 0
  • 0
Jesper Lund Stocholm Blogger

Peter,

Mon ikke du bare skriver http://reader.google.com/ oppe i adresselinjen?

Det er et godt spørgsmål - for den kan slet ikke åbne siden. Faktisk kan den slet ikke åbne sider, der anvender Googles SSO-løsning.

(men det kan jo være et lokalt problem ved mig)

Men det ændrer jo ikke på, at RSS så tilsyneladende ikke er understøttet direkte i browseren, så jeg "ved et klik på RSS-ikonet" kan abonnere på et eller andet feed og ikke i forvejen skal logge ind på Google Reader, del.icio.us eller diigo.

  • 0
  • 0
Ole Holm Frandsen

Det kommer nok med tiden - det er jo (som altid fra Google) stadigt kun i Beta. Men det er selvf. lidt underligt de ikke har valgt at lave det fra starten, dog som Makholm siger, kan det være for at promote deres egne Google Apps lidt mere?

Synes det er et meget interessant projekt, men er der virkelig plads til en browser mere? Det er et spøjst træk fra Google, da de næsten altid har støttet Mozilla-projektet med fuldt hjerte - som de jo inddirekte stadigt gør ved at ligge V8 ud som opensource (nogen der ved hvilken licens?).

Prøvede den for kort tid siden i VMWare på Windows (da der jo endnu ikke er en OSX-version) - det er imponerende hurtigt, dog er jeg ikke den vilde fan af designet, men man skal nok lige vende sig til det :-)

/me glæder sig til hvad fremtiden vil bringe, samt hvilken opensource browser der vil vinde?

  • 0
  • 0
Jonas Finnemann Jensen

Der er tale om en WebKit baseret browser med en ny javascript motor... Så vidt jeg kan se er det ikke tale om så meget andet... Og det er muligt at WebKit har en performance du ikke har mødt i andre Gecko og IE baserede browsere...

WebKit var vist nok den første til at består ACID 2 og nogle interne builts fra Safari teamet har også bestået ACID 3...
Men stable WebKit og Chrome består ikke ACID 3 endnu... Men klarer sig heller ikke dårligere end alle de andre...

  • 0
  • 0
Jens Lund

Man kan STADIG undre sig over den måde Safari skulle have kniven i denne artikel:
http://www.version2.dk/artikel/2805?highlight=safari+beta

Især når man ser hvordan IE8, som er i beta, får stillet hele to artikler til rådighed på grund af problemer med browseren.

Og igen nu med Crome, som sørme også er i beta, får vi en lang smøre.

Jesper, hader du bare Apple og måtte have galden ud, eller hvad er grunden til forskelsbehandlingen?

  • 0
  • 0
Andreas Neumann

Ha.. tak for det Jens Lund..
Sjovt at sammenligne de to artikler..
To WebKit browsere der begge er i beta... men med meget forskellige modtagelser af Jesper..
Safari bliver bare haglet ned fordi den er i beta, uden at man kommer ind på funktionaliteten af browseren. Man burde da lige give Safari en chance og lave en rigtig test af den. Men Men Jesper hader måske Apple for meget til at røre nogle af deres produkter..

  • 0
  • 0
Anonym

Der er sikkert meget godt at sige om Chrome.

Men ligesom IE8 er det stødende at opleve hvordan man oversælger deres sikkerhedsmodeller som "privacy" og "incognito".

Du er ikke en pind "icognito", når du søger hos Google eller MSN med en fast IP.

Snarere end at beskytte mod eksterne, så ser vi frem mod beskyttelsen mod den kommercielle og teknokratiske angriber.

Det er uacceptabelt at en forbruger selv skal anskaffe sig TOR for blot at få et minimum af sikkerhed.

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Hej Jens

Du kan ikke direkte sammenligne de to artikler. Her er der tale om en test. Safari-artiklen er en kommentar skrevet med min sikkerhedskasket på. Apples Safari til Windows-lancering var en 'perfekt storm': Det var kombinationen af Apples ringe track record inden for sikkerhedsopdateringer, en bred betatest til et uerfarent publikum og en massiv markedsføring.

Google gør sig skyldig i to af de tre, mens Microsoft nøjes med en enkelt.

Bør firmaerne markedsføre betasoftware så massivt? Nej, selvfølgelig har de brug for feedback, men det må være muligt uden at bruge uerfarne brugere som forsøgskaniner på et usikkert internet.

I Safari-sagen var min kommentar direkte udløst af, at der med det samme blev fundet sikkerhedshuller. Det har Google også gjort sig skyldig i:
http://www.heise-online.co.uk/security/Google-Chrome-beta-comes-with-sec...

Men som sagt, da Safari til Windows blev lanceret var mit fokus sikkerhed. På det tidspunkt var deciderede tests og anmeldelser ikke vores prioritet. I dag forsøger vi at lave flere test af betasoftware, så hvis Apple havde lanceret deres betaversion her til morgen, så ville jeg have testet den på samme vilkår som Chrome.

Mvh.
Jesper Stein Sandal
Version2.dk

  • 0
  • 0
Henrik Stavnshøj

Har I set, hvad I har givet Google lov til at gøre med alle data I uploader fra Chrome?

Citat:
"11. Indholdslicens fra dig

11.1 Du beholder alle ophavsrettigheder og andre rettigheder, du allerede har til det indhold, du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Ved at indgive, sende eller vise indhold giver du på ubestemt tid Google uigenkaldelig, global, gratis og ikke-eksklusiv licens til at reproducere, tilpasse, modificere, oversætte, udgive, foretage offentlig udførelse, offentliggøre og distribuere ethvert Indhold, som du indgiver, sender eller viser på eller gennem Tjenesterne. Formålet med licensen er alene at sætte Google i stand til at vise, distribuere og promovere Tjenesterne og kan tilbagekaldes for visse Tjenester, jf. de Yderligere Vilkår for disse Tjenester.

11.2 Du accepterer, at denne licens giver Google ret til at stille sådant Indhold til rådighed for andre virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner, som Google samarbejder med, for at levere syndikerede tjenester, og til at bruge sådant indhold i forbindelse med leveringen af disse tjenester."

Er det noget I har lyst til?

Det er jo ligemeget at de angiver formål med licencen, når det de beder om er carte blanche til at behandle jeres data efter forgodtbefindende, og det på ubestemt tid.

Det er i hvert fald ikke noget, jeg føler mig tryg ved.

  • 0
  • 0
Anonym

Det er vel "bare" ordet incognito der ikke er særligt godt valgt ifht. den funktionalitet det dækker over? (eller, bevidst helt forkert?) Læser man deres beskrivelse, synes jeg det er klart, at det kun handler om, ikke at efterlade spor på sin lokale PC.

Skal vi best case kalde det falsk markedsføring- worst case desiceret forsøg på vildledning.

Hvem i alverden har sagt at problemet er din pc - når systemet lækkker systematisk til Google selv som ikke har noget der ligner en troværdig sikkerhedsmodel !

  • 0
  • 0
Jens Lund

Det var kombinationen af Apples ringe track record inden for sikkerhedsopdateringer, en bred betatest til et uerfarent publikum og en massiv markedsføring.

Google gør sig skyldig i to af de tre, mens Microsoft nøjes med en enkelt.

Hvordan tæller du til en?

Har Microsoft en god eller dårlig track resord for sikkerhedsopdatering?

Er IE8 en bred eller en smal betatest til et erfarent eller uerfarent publikum?

Er IE8 udsat for en massiv markedsføring?

Inden du svarer, skal du måske lige tage et kig på MS's webforside hvor browseren er øverste punkt under Highlights og beskrives således:

Download Internet Explorer 8 Beta today
Browsing is now faster, easier, and safer than ever

http://www.microsoft.com/en/us/default.aspx

  • 0
  • 0
Jesper Stein Sandal

Hej Jens

Microsoft har en klart bedre track record end Apple inden for sikkerhedsopdateringer over de sidste fire år - efter at Microsoft havde betalt dyre lærepenge, som slet ikke kan gøres op i tabt omdømme på grund af den ringe sikkerhed frem til da.

Safari til Windows var et første generationsprodukt, Internet Explorer 8 er anden generation af Microsofts mere sikre browsere.

IE8 havde allerede været i en omfattende betatest, før Microsoft slap den fri til et bredt publikum. Den første betaversion var kun beregnet på webudviklere, selvom den i princippet var tilgængelig for alle. Apple (og Google) havde så travlt med at holde lanceringen hemmelig, at de kun havde testet browserne hos et meget mindre publikum.

Det var ingen hemmelighed, at Microsoft ville frigive en beta af IE8 på dette tidspunkt. Derfor var det heller ikke noget, der trak overskrifter i morgennyhederne. Det gjorde derimod både Apples og Googles lanceringer.

Microsoft kommer med ny browser er en historie i "mand bider æble" kategorien. Apple laver browser til Windows er i "æble bider mand" kategorien for nu at omskrive den klassiske journalistiske læresætning. Derfor tiltrækker nyheden også flere interesserede brugere, som måske ikke burde installere betasoftware.

Mht. Safari til Windows så kan jeg imidlertid kun se én målgruppe for sådan et produkt, nemlig Apples egne kunder som også kører Windows på deres Apple-pc.

  • 0
  • 0
Jan Keller Catalan

Nu har jeg brugt Chrome i nogle dage og jeg er ret begejstret - tidligere er version2.dk's CMS blevet nævnt som havende et problem men det er faktisk kun en lidt bedaget WYSIWYG editor, som identificerer Chrome som værende en Mozilla < 1.3 beta og kommer med lidt brok.

Mit problem er langt mere alvorligt!

Jeg er kommet til at skrive forkert i en URL - jeg glemte de sidste par bogstaver og fik trykket enter. Nu kender Chrome den forkerte URL og foreslår den i tide og utide - sammen med den rigtige - og det hænder ret ofte, at jeg får valgt den forkerte.

Jeg kan fjerne al browserhistorik, men det er jeg jo ikke interesseret i - kun i at fjerne denne ene 404-fejl-givende side.

Nogen, som ved, hvordan man kan fjerne bare denne ene forkerte URL?

  • 0
  • 0
Død Profil

Skal vi best case kalde det falsk markedsføring- worst case desiceret forsøg på vildledning.

Hvem i alverden har sagt at problemet er din pc - når systemet lækkker systematisk til Google selv som ikke har noget der ligner en troværdig sikkerhedsmodel !

Jeg synes godt man kan forestille sig et "kiosk" miljø, hvor incognito har den betydning de hentyder til.

At det vi snakker om slet ikke giver mening med incognito, er jeg helt enig i :)

Mvh,
Søren

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere