Telestyrelsen fastholder rapportkonklusioner

Der er kun tale om mindre fejl i Rambølls rapporter om omkostningerne ved at indføre åbne dokumentformater i det offentlige, og ingen har indflydelse på konklusionen, siger It- og Telestyrelsen.

Det var kun en skrivefejl og ikke en regnefejl, som It- og Telestyrelsen i går oplyste til Open Sourceleverandørforeningen (OSL). I OSL havde de ellers fået den opfattelse, at der var tale om graverende regnefejl, der kunne få konsekvenser for rapporternes troværdighed.

Men i It- og Telestyrelsen afviser projektleder og specialkonsulent Rachid El Mousti, at der er tale om regnefejl.

»Der er en noteringsfejl. Det er, hvad jeg har hørt, men resultaterne er de rigtige, så det er ikke en regnefejl men en beskrivelsesfejl,« siger han.

Får mulighed for møde

Open Sourceleverandørerne har også være meget fortørnede over, at det ikke var muligt at få adgang til Rambølls beregningsgrundlag, selv om dette angiveligt var stillet dem i udsigt, men Rachid El Mousti afviser, at beregningsgrundlaget skulle være lovet OSL, men at It- og Telestyrelsen ville undersøge muligheden for at tilvejebringe beregningsgrundlaget.

»Vi har arrangeret det sådan, at OSL har fået adgang til at komme ind og snakke med Rambølls konsulenter. Vi prøver at være så imødekommende, som vi kan, inden for de givne rammer, som vi arbejder efter,« siger Rachid El Mousti.

Afviser kritik af høringsfrist

OSL har også kritiseret It- og Telestyrelsen for den meget korte høringsperiode, der reelt kun gav interesserede tre dage til at svare på Rambølls rapporter, men Rachid El Mousti afviser kritikken og henviser til, at det slet ikke var nødvendigt, at gøre rapporterne til genstand for en høring.

»Det er utraditionelt, at vi har bedt om kommentarer til det her, og ikke bare lagt rapporterne ud. Grunden til, at vi har gjort det, er jo, at vi har haft et ønske om at få hevet nogle kommentarer ind. På den anden side er vi også meget pressede i processen for at komme i mål første januar 2008. Derfor har vi måttet lave forskellige afvejninger af, hvad der er optimalt samlet set,« siger han.

It-ordførerne har besluttet at indkalde til en minihøring i den nærmeste fremtid for endnu en gang at få belyst problemstillingen med indførelse af åbne dokumentformater i den offentlige sektor.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (3)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Ebbe Hansen

Hvad er det for en rævekage, ITST har brændt sammen dennne gang? Der er ingen fejl--- men ingen må kontrollere, mens der er tid til det.

Stakkels Helge. Tænk at du skal gå over i historien som ham der ødelagde mulighederne for en standardiseret og pålidelig/retsgyldig digital dokumenthåndtering, bare for at tækkes vennerne fra microsoft.

  • 0
  • 0
Jørgen Elgaard Larsen

Det er såmænd rigtigt nok, at ikke alle rapporter bliver sendt i høring. Det er straks mere usædvanligt, at en rapport, som efter planen skulle være færdig for et stykke tid siden, først bliver udleveret til ordførerne en halv dag før det møde, hvor man skal diskutere rapporten.

Det er ekstra uheldigt, når der bevisligt er alvorlige fejl i rapporten. En af dem er beskrevet i IT-Politisk Forenings høringssvar (i bilag 1):
http://itpol.dk/sager/standarder/H_c3_b8ringssvarOmRamb_c3_b8ll_c3_a5bne...

Selv hvis der "kun" skulle være tale om en trykfejl i rapporten, gør fejlen det umuligt at kontrollere rapportens resultater og regne på andre scenarier. I alle tilfælde rejser det alvorlig tvivl om rapporten.

Jørgen Elgaard Larsen
IT-Politisk Forening

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere