Har din hjemmeside haft besøg af kunder hos teleselskabet O2 de seneste to uger, vil du kunne finde deres telefonnummer i din log.
I hvert fald hvis disse englændere brugte deres mobiltelefon til at browse med. For siden 10. januar har O2 ved en fejl sendt telefonnummer med i de header-data, der bliver sendt fra browseren til websiden, man besøger.
Normalt vil det være oplysninger om styresystem, skærmopløsning, skrifttyper og lignende, som en webside får tilsendt ved et besøg. Det gør det muligt at tilpasse præsentationen af indholdet på siden, for eksempel ved at servere en mobilversion.
Men da en brite sad og arbejdede med netop header-data på sin webside, opdagede han, at der også var registreret telefonnumre på nogle af sidens besøgende. Det skriver avisen The Guardian.
Efterfølgende har O2 indrømmet, at der var sket en fejl, så muligheden for at sende kundernes telefonnummer med som header-data blev slået til som standard. Fejlen blev rettet onsdag i denne uge.
Men at der overhovedet var mulighed for at udlevere telefonnumre, var nyt for de fleste, og sagen er nu meldt til det britiske datatilsyn, der dog endnu ikke har taget stilling til, om loven er blevet brudt.
Muligheden for at sende en kundes telefonnummer til hjemmesider, han besøger fra sin telefon, bliver ifølge O2 brugt til udvalgte sider, hvor der er brug for at kunne verificere den besøgendes alder.
Sikkerhedskonsulent Graham Cluley fra firmaet Sophos er dog ikke imponeret over, at O2 har holdt denne funktion skjult for brugerne.
»Hvorfor kan jeg ikke selv bestemme, om en webside må se mit telefonnummer? Hvis jeg ikke er enig, kan de jo bare lade være med at give mig adgang,« siger han til The Guardian.
O2 er Storbritanniens næststørste teleselskab med omkring 30 millioner kunder.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.