Telesektoren får nye datablotter-regler
Et politisk krav fra både SF, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti om at tvinge datablottere til at give deres ofre besked, får nu en udstrakt hånd af videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K).
Hånden er dog ikke mere udstrakt, end at ministerens kommende bekendtgørelse kun drejer sig om databrud i telesektoren.
»Jeg synes, det er godt at starte inden for mit eget resort-område. Og i telesektoren har jeg bestilt lovfæstede regler, så borgerne 'uden unødig forsinkelse' som det hedder, skal have besked i tilfælde af databrud,« siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen til Version2.
De regler, ministeren henviser til, er en ny bekendtgørelse med titlen Bekendtgørelse om informationssikkerhed og beredskab for elektroniske kommunikationsnet og ?tjenester, der i øjeblikket er i høring.
»Når bruddet på persondatasikkerheden, jf. stk. 1, kan forventes at krænke personoplysninger eller privatlivet for en
slutbruger eller en fysisk person, skal udbyder også uden unødig forsinkelse underrette slutbrugeren eller den fysiske person
om sikkerhedsbruddet. Underretningen skal som minimum indeholde de i stk. 1, nr. 1, 6 og 7 nævnte oplysninger,« står der således i bekendtgørelsens §15 stk 2.
De oplysninger, der henvises til i stk. 1, handler om at give besked om, hvilken type brud på datasikkerheden der er tale om, hvilke anbefalinger virksomheden har til, hvad man bør gøre, og endelig at oplyse borgeren om, hvor man kan få yderligere information.
Om alt går vel, vil den nye bekendtgørelse træde i kraft den 25. maj.
Charlotte Sahl-Madsen vil dog ikke indføre tilsvarende regler for andre end telesektoren.
»Persondataloven har nogle udmærkede rammer for god skik. Men den slags ligger uden for mit resort-område. Hvis Datatilsynet for at håndhæve reglerne skal gøres mere håndfaste, hører det under Justitsministeriet ? jeg kan kun sige, at telesektoren gerne går forrest,« siger Charlotte Sahl-Madsen.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.