Den danske teleudbyder Telenor er part i en verserende retssag ved byretten på Frederiksberg. Den anden part er et advokatfirma, der ønsker kundeoplysninger udleveret fra teleselskabet i forbindelse med en sag om ulovlig fildeling i forhold til film.
Juridisk direktør i Telenor Mette Eistrøm Krüger understreger i den forbindelse i et skriftligt svar til Version2, at selskabet kun udleverer oplysninger om kunderne på baggrund af en domstolsprøvelse.
»Det er efter vores vurdering ikke rimeligt, at vi pålægges at udlevere oplysninger om vores kunder, blot for at andre kan inddrive deres tilgodehavende,« skriver Mette Eistrøm Krüger.
Flere advokatfirmaer vil have udleveret kundeoplysninger
Telenor oplever ifølge svaret fra den juridiske direktør, at et stigende antal advokatfirmaer beder selskabet udlevere kundeoplysninger i forbindelse med ulovlig fildeling.
Teleselskabet har tidligere i år tabt en sag om netop fildeling ved Retten på Frederiksberg. Her ankede Telenor dommen til landsretten, hvorefter advokatfirmaet trak sagen tilbage.
I forhold til den verserende sag ved byretten på Frederiksberg vil Telenor også her anke dommen videre til landsretten, skulle teleselskabet tabe, oplyser Mette Eistrøm Krüger.
Telenor i Norge
Telenor i Norge har netop fået medhold i en anden sag om fildeling ved den norske højesteret, der fastslog, at teleselskabet ikke behøvede udlevere identiteten knyttet til en række ip-adresser.
»Vi mener derfor også, at vi har en pligt over for vores kunder til at reagere på denne udvikling og til at sikre tilsvarende afklaring af dette under dansk ret,« lyder det fra Mette Eistrøm Krüger.
Hun fortæller, at jo flere af denne type begæringer der kommer, des værre kan retstilstanden blive for de borgere, hvis oplysninger kræves udleveret, da man i praksis ikke kan vide eller se, om personoplysningerne knyttet til en ip-adresse også er den person, som for eksempel har downloadet en film fra nettet.