Telemedicin i Nordjylland kører fint på mobilt bredbånd - overalt

Et stort telemedicinprojekt med 600 KOL-patienter i Nordjylland har ikke haft nogen problemer med at bruge mobilt bredbånd til at sende data fra patienternes hjem til hospitalet.
KOL-patienten Poul Anton demonstrerer, hvordan softwaren på den låste Samsung-tablet guider ham igennem de faste målinger af blodtryk og iltmætning. Illustration: Asger Simonsen/RSI

Telemedicin, hvor en internetforbindelse sparer patienter for turen til hospitalet, er blevet udråbt som en af de helt store muligheder for både at spare penge og give patienterne et bedre liv.

Et tilsyneladende velfungerende eksempel blev demonstreret på en pressebriefing på Hvidovre Hospital tirsdag, hvor Region Nordjyllands projekt for kronisk lungesyge KOL-patienter var på programmet. Forsøget, hvor over 600 KOL-patienter selv måler iltmætning og blodtryk jævnligt, er det første af sin slags i Danmark med så mange deltagere.

Læs også: Her er planen for telemedicin i Danmark

»Når man i et pilotprojekt har håndbåret teknik ud til dem, der selv har meldt sig, og som måske er teknikinteresserede, er der meget, som virker. Når man kommer ud til mange flere, er det helt anderledes. Så vi har valgt, at Region Nordjylland er testregion, og at alle KOL-patienter i regionen, som kan have gavn af det, skal have stillet udstyret til rådighed,« forklarede Dorte Stigaard, direktør for Region Nordjylland.

Et af de store spørgsmål for udbredelsen af telemedicin har været, om alle danskere har adgang til godt nok internet til formålet, for det er ikke populært at gøre forskel på folk og udelukke dem, der bor uden for alfarvej. Tidligere har en it-chef i Lemvig blandt andet fortalt om problemer i hans kommune, hvor et forsøg blev droppet. Her var dog kun ét teleselskab i spil.

Læs også: Læren fra Lemvig: Dansk telenet ikke godt nok til telemedicin

Men i Telecare Nord-projektet med KOL-patienterne har der ingen problemer været med at få forbindelse til alle, fortalte projektleder Kuno Kudajewski. De data, der skal overføres, er også ren tekst og altså ikke store datamængder.

»Vi har kørt med 3G-SIM-kort, og det har virket i selv de mest tyndtbefolkede egne af Nordjylland. Vi har SIM-kort fra alle teleselskaber, så hvis det første ikke virker, så prøver vi det næste,« forklarede han.

Selvom det var gået godt med de godt 600 forsøgspersoner, er der dog generelt stadig problemer, mente Dorte Stigaard.

»Det er nødt til at være mobilt, for borgerne vil ikke være bundet til deres hjem, og derfor prøver vi at bruge det mobile bredbånd. Der er udfordringer, og infrastrukturen er ikke helt på plads, men vi har ikke haft nogen, som ikke kunne komme med,« sagde hun.

En af de patienter, der er med i forsøget, Poul Anton, demonstrerede konceptet. Patienterne får en kuffert med en Samsung-tablet, en blodtryksmåler, en iltmætningsmåler til fingeren og en vægt, som alt sammen kommunikerer via Bluetooth. Dermed skal der ikke tastes noget ind, og instruktioner på tablettens skærm fortæller løbende, hvad patienten skal gøre.

»Det kan bruges af alle, også dem, der ikke har prøvet mere avanceret teknologi end en Kirk-telefon fra 1980’erne. Vi har en deltager på 95 år, som underviste en anden deltager på 89 år i, hvordan det skulle gøres,« sagde Kuno Kudajewski.

Dataene fra målingerne, som typisk bliver taget en gang om ugen, bliver sammen med patientens svar på en række spørgsmål sendt til en webserver, hvor sygeplejersker og læger så løbende kan holde øje med, om der er forværringer på vej. Går tallene den forkerte vej, bliver patienten ringet op.

»Vi har rigtig mange solstrålehistorier, hvor vi har fanget forværringer, før patienten selv kunne mærke dem. Så kan patienten tage noget medicin, der allerede står i skabet, og slippe for en indlæggelse,« forklarede Kuno Kudajewski.

Læs også: KMD: En halv megabit/s er nok til videokonsultationer og telemedicin

En enkelt gang har en af KOL-patienterne i forsøget også selv kunnet se, at der var noget galt på målingerne, og skyndte sig at ringe til lægen. Det førte til en indlæggelse med det samme.

De godt 600 deltagere i telemedicinprojektet har i øvrigt en lige så stor kontrolgruppe af KOL-patienter, som bliver behandlet på normal vis og først om et år kommer med i telemedicingruppen. Formålet er at kunne sammenligne de to grupper direkte for at få et klart billede af, hvilken forskel det gør selv at kunne tage målinger derhjemme.

»Vi skal have evidens. Vi skal vide, at vi får gevinster, ikke bare tro det. Hvis vi kan finde forskningsmæssig evidens for gevinsterne, så skal projektet i drift i resten af Danmark også,« sagde Dorte Stigaard.

Det er også helt med vilje, at ingen andre regioner er gået i gang med lignende telemedicinske forsøg til de kroniske lungepatienter, forklarede Jens Andersen, formand for regionernes sundheds-it-fællesskab, RSI, og direktør for Region Sjælland.

»Region Nordjylland kører det her projekt, og det er helt bevidst, at vi i andre regioner ikke også kører derudaf. I stedet for selv at udvikle flere løsninger vil vi hellere bruge de erfaringer og tilretninger, de når frem til i Nordjylland,« sagde han.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Følg forløbet
Kommentarer (14)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
#2 Johnny Olesen

Du har helt ret Carsten Stenberg, men de fleste folk skelner ikke mellem de to ting.

Det er som om, når emnet er telemedicin, så handler det i visse debatøres øjne om videokonference udstyr med i ultra HD kvalitet, 3D hologram projektorer og lignende.

Langt det meste telemedicin har meget lave datakrav, og derfor kører det fint over en ganske almindelige 2G GPRS eller EDGE forbindelse ligesom de fleste transportable dankortmaskiner også kører med.

Men det er da rart, at der for én gangs skyld er udført et forsøg, hvor de har haft en pragmatisk tilgang til forsøget, og har haft mere end ét teleselskab inde i billedet.

  • 5
  • 4
#4 Carsten Olsen

Langt det meste telemedicin har meget lave datakrav, og derfor kører det fint over en ganske almindelige 2G GPRS eller EDGE forbindelse ligesom de fleste transportable dankortmaskiner også kører med.

Hvis nu de først prøver med et 3mobil abonnement til 200kr/md. Så har mange af dem >25Mbps (hvis de kører LTE) så er de fri for at prøve TDC gprs og andet junk til >200kr md.

  • 1
  • 1
#8 Deleted User

Jeg syntes det er utroligt at man ikke anskaffer sig en større og evt. retningsbestemt antenne, hvis man vil benytte radiobølger til kommunikation. Et usb-stick er ligesom en bette stueantenne til tv.

  • 1
  • 2
#9 Jan Juul Mortensen

Data mængden har stor betydning. Bemærk, at man har telekort fra flere udbydere, virker det ene ikke udskiftes dette med et andet. En fast forbindelse afvises, da folk gerne vil være mobile. Hvad nu hvis en af de ældre patienter tager på ferie ved f. eks. sin søn og der ikke er dækning på denne adresse med det SIM-kort! Der findes routere der kan håndtere flere samtidige SIM-kort. Måske en sådanne var værd at overveje. Specielt hvis der ved andre løsninger skal overføres billede eller video, måske en direkte video chat med en læge eller en sygeplejerske!

  • 2
  • 1
#11 Lars F. Jensen

Jeg syntes det er utroligt at man ikke anskaffer sig en større og evt. retningsbestemt antenne, hvis man vil benytte radiobølger til kommunikation. Et usb-stick er ligesom en bette stueantenne til tv.

Eller en fast - måske endda fiber - opkobling og WiFi derhjemme. 3G er jo på vej til en hastig udfasning - 4G er så meget bedre til samme omkostning. Skal man tilbyde KOL eller andre patienter udstyr, vil det det jo være nyt udstyr, og det kan naturligvis anvende 4G på de lave godt dækkende frekvensbånd.

Men det er da meget fint, at udtænke løsninger, der også kan give patienterne rejsemulighed - ved at være tilpasset de mobile muligheder, som rejsende oftest møder - lidt langsommere og ofte af prisgrunde WiFi på et hotel.

I denne opstilling med både måler-dit og vægt-dat - er det måske et større problem, at rejse med alt udstyret - end at finde en god internetforbindelse hvor man komme frem.

Lars :)

  • 0
  • 0
#13 Poul Pedersen

Er det ikke trist at vi skal leve med elendig og ingen mobildatadækning fordi selskaberne nægter at arbejde sammen? Bare se hvor godt det er gået for Telenor og Telia efter at de har slået deres net sammen, markant bedre dækning for alle, totalt win-win (på nær de teleselskaber som nægter at gavne deres kunder af princip).

  • 0
  • 0
#14 Johnny Olesen

Er det ikke trist at vi skal leve med elendig og ingen mobildatadækning fordi selskaberne nægter at arbejde sammen? Bare se hvor godt det er gået for Telenor og Telia efter at de har slået deres net sammen, markant bedre dækning for alle, totalt win-win (på nær de teleselskaber som nægter at gavne deres kunder af princip).

Det er altså ikke helt korrekt, at teleselskaberne nægter at samarbejde. Som udgangspunkt, så må teleselskaberne slet ikke samarbejde omkring deres netværk pga. de licenser, som staten har uddelt.

Selvom Telenor og Telia frivillige har valgt at samarbejde omkring deres netværk, så har det taget årevis at få myndighedernes tilladelse til det, og samarbejdet er underlagt en række af ret skrappe begrænsninger, som skal sørge for at konkurrencen ikke tager skade.

Ja, det er en win-win situation, når teleselskaberne arbejder sammen, men det er altså ikke så let, som du gør det til. Hvis TDC i morgen ringer til Telenor og Telia og spørger om de må være med, så vil det tage et par år før myndighederne har lavet en konkurrencevurdering, opsat reglerne/begrænsningerne for samarbejdet, og så er det slet ikke sikkert, at teleselskaberne overhovedet får lov.

Afgørelsen som ligger til grund for TT-netværket kan læses her - det er en lille rapport på 147 sider.

Hvis et teleselskab ønsker intern romaing i Danmark, så skal de igennem samme mølle, med mindre de kan begrunde samarbejdet med, at de ikke kan opfylde deres licenskrav uden en roamingaftale. Og en sådan aftale skal godkendes af myndighederne.

Når f.eks. teleselskabet 3 har lov til at roame på TDCs 2G netværk, så er det fordi de ikke har en 2G licens, og derfor ikke noget dækningskrav på 2G. Men hvis 3 ringer til TDC og beder om en 3G roamingaftale, så ryger teleselskaberne ind i den juridiske mølle.

  • 2
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere