Teleleverandør siger nej til børnearbejde
Underleverandører til telegiganten Aastra skal ikke regne med at kunne brug børnearbejde for at sikre de mest konkurrencedygtige priser.
Aastra her netop indført et sæt etiske og miljømæssige retningslinjer, der blandt andet siger stop for diskriminering og børnearbejde, og som kræver miljørigtig produktion fra selskabets underleverandører.
»Der har været meget debat omkring børnearbejde og i og med, at vi får produceret en del af vores udstyr i Kina, så er det selvfølgelig noget, vi har haft fokus på,« siger Aastras nordiske direktør Claus Kotasek til Version2.dk.
Aastra har ikke iværksat det etiske arbejde på grund af konkrete problemer med leverandører, men vil sikre sig fremover.
Ansat auditører til global kontrol
Aastra oplyser endvidere, at samtidig med, at det nye globale program er implementeret, er selskabet i gang med at kontrollere, at det følges af leverandørerne. Aastra har ansat dedikerede auditører, der fremover skal være med allerede ved de indledende møder med en mulig leverandør og følge virksomheden gennem hele kontraktens forløb.
Aastra har døbt deres initiativ ?Ethosourcing program? og programmet er baseret på den amerikanske ?Electronic Industry Code of Conduct? og gælder i alle de lande, Aastra opererer i.
Både miljø og etik
Programmet beskriver i detaljer virksomhedens politik og præcise retningslinjer inden for områder som sikkerhed, sundhed, behandling af medarbejdere samt ikke mindst Aastras nye miljøkrav til underleverandører.
Eksempelvis kræves det nu, at alle leverandører til Aastra lever op ISO 9001-standarden, der opstiller regler for en ensartet kvalitet og ledelse, og ISO 14001-standarden, der sætter klare rammer for, hvordan en virksomhed skal forholde sig til miljøet. Derudover beskriver Aastras ?Ethosourcing program?, hvordan leverandører skal forholde sig til eksempelvis børnearbejde, diskriminering og arbejdssikkerhed.
God forretning
Ifølge Claus Kotasek kommer det nye program ikke til at koste Aastra penge, snarere tværtimod, for efter hans opfattelse, er det god forretning at satse på ordentlige leverandører frem for udelukkende at fokusere på prisen.
Som en yderligere indikator for Aastras forpligtigelse over for sociale forhold verden over har Aastra inviteret alle sine samarbejdspartnere til at deltage i en række projekter, der skal understøtte social udvikling mange steder i verden.
»Socialt ansvar er specielt vigtig i de vestlige lande, og mange af vores kunder er fokuserede på socialt ansvar, og hvis vi kan gøre noget qua vores position på markedet, så er det klart, at det er noget, vi vil gøre,« siger Aastra-direktøren.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.