Teleindustrien: Politiet bærer ansvar for ubrugelige logningsdata

Telebranchen vidste ikke, at milliarder dataposter om danskernes internetsurf var ubrugelig i politiets efterforskning. Så længe selskaberne lever op til bekendtgørelsen er det ikke vores ansvar, siger branchedirektør.

Teleselskaberne har overholdt reglerne til punkt og prikke. Alle teleselskaber har logget data om danskernes tele- og internetforbrug præcis som logningsbekendtgørelsen fra 2007 foreskriver det. At politiet ikke kan bruge oplysningerne til noget, er ikke telebranchens ansvar.

Det er budskabet fra Jakob Willer, der er direktør for teleselskabernes branchesamarbejde Teleindustrien.

»Vi gør det, at vi følger reglerne for hvornår tingene skal logges, og det gør vi til punkt og prikke. Så fortæller politiet nu, at de har vanskeligt ved at bruge det, og så må de jo forklare hvorfor,« siger Jakob Willer til Version2.

Læs også: 5 års logfiler af danskernes internetsurf er ubrugelige: Politiet kan ikke læse formatet

Ifølge Jakob Willer har teleselskaberne handlet i god tro og på intet tidspunkt været informeret om, at politiet ikke kunne læse dataene.

»Det er i hvert fald nyt for mig, at de ikke har kunnet bruge det. Og vi skal jo hverken spekulere i eller fortælle noget om politiets brug. Det er politiet selv, der skal det,« siger Jakob Willer til Version2.

Logningsdata bliver ikke brugt

Logningsbekendtgørelsen har været en bekostelig affære for teleselskaberne, der selv har skullet afholde afgifterne til at logge deres kunders data. Prisen løber op i 200 millioner kroner for indførelsen og 50 millioner kroner hvert år derefter. Og med de nye oplysninger har Jakob Willer svært at se meningen med at bruge så mange kræfter og penge på at registrere danskernes tele- og internetforbrug.

»Det ser ud til, at den enorme registrering teleselskaberne går og laver reelt set ikke har nogen værdi. Den bliver ikke efterspurgt og den bliver ikke brugt,« siger Jakob Willer til Version2.

En ny redegørelse fra Justitsministeriet dokumenterer, at årsagen til den manglende brug af logningsdata er, at politiet ikke kan læse dem.

Men dette har Teleindustrien altså indtil nu været ubekendt med, i hvert fald ifølge Jakob Willer.

Teleindustrien vil derfor gerne have Logningsbekendtsgørelsen op til revision.

»Vi har en masse omkostninger ved det. Det er registreringen af en masse borgeres internettrafik, der bare ligger uden at blive brugt til noget. Og der synes vi af hensyn til både vores telekunder og vores internetkunder generelt borgerne i Danmark, at det er relevant at stille spørgsmålet ’er det proportionalt, det vi gør her?’,« siger Jakob Willer til Version2.

Tips og korrekturforslag til denne historie sendes til tip@version2.dk
Kommentarer (6)
sortSortér kommentarer
  • Ældste først
  • Nyeste først
  • Bedste først
Mogens Ritsholm

For det første, mener jeg ikke, at teleindustrien bør være passiv i forhold til nytten af logning. De skal vel varetage kundernes interesser. Og kunderne vil vel ikke have en logning, der ikke nytter. For enhver professionel telemand/kvinde har det hele tiden været klinkende klart, at sessionslogning var en vildmand.

For det andet er den passive indstilling uklog i relation til kravenes udvikling. For det baner bare vejen for nye krav. Faktisk kan JMINs redegørelse godt ses som et oplæg hertil. "Det duede ikke, fordi det ikke var vidtgående nok" står der næsten. Hvordan forholder teleindustrien sig til det?

Jeg er særlig bekymret over redegørelsens beskrivele af logning i TDC mobil. Den er fordrejet i forhold til det egentlige formål med indretningen af denne logning.

Noget af problemet er, at der næsten kun er spindoktorer involveret hele vejen rundt i denne sag. Og De ved ikke rigtigt hvad det er, som de roterer rundt om. Det er en af årsagerne til, at det kan gå så galt.

  • 0
  • 0
Andreas Rudolph

af de helt forkerte årsager.

Lad os fra nu af også logge brev-post efter samme logik. Vi kopierer hver 500. ord fra alle breve, påhæfter dato og tilsender/afsender-adresse, skriver det ud på A4 ark og afleverer omkring 4 tons papir-affald til politiet. Samme glimrende resultat.

  • 0
  • 0
Jesper Lund

For det første, mener jeg ikke, at teleindustrien bør være passiv i forhold til nytten af logning. De skal vel varetage kundernes interesser. Og kunderne vil vel ikke have en logning, der ikke nytter.

Jeg synes egentlig at borgerne selv burde forsvare deres frihed, i stedet for at forlade sig på at teleindustrien gør det for os (ikke for at være utaknemmelig, og jeg sætter skam pris på teleindustriens indsats, men det er vores frihed og vores ret til privat der er på spil).

En alt for stor del af denne diskussion bliver gjort til at spørgsmål om hvad der er teknisk muligt og hvad det koster. Det er det forkerte udgangspunkt.

Hvad er i øvrigt "kundernes interesser" i denne sammenhæng? Hvis "kunderne" er teleselskabernes rigtige kunder, kan jeg ikke se at de har nogen interesse i at få deres ret til privatliv begrænset og krænket med "logning der nytter". Vi kunne også alle sammen sætte webcams op i hjemmet og give PET adgang (bloker alle andre IP adresser end PETs i firewallen). Men det gør vi ikke, af gode grunde.

Hvis "kunden" i denne sammenhæng er staten, har teleselskaberne en isoleret interesse i at der logges oplysninger som staten beder om. Det giver penge i kassen, da staten kun betaler for udlevering af oplysningerne, ikke for registreringen af dem.

  • 0
  • 0
Knud Larsen

Det er jo ikke politiet, der udformer vore love. Det er da de utroligt mange jurister i ministerierne med umulige oplæg fra vore politikkere. I øvrigt passer vore lovgivere ikke deres arbejde! Der udgives ustandeseligt mye love og ændringer i konflikt med eksisterende og i en utrolig ubrugelig form, der gør det umuligt for borgerne at gennemskue (i strid med Grundloven).nest blev politiet frikendt for ikke at kende loven - hvor er vi hende med sådanne afgørelser. Det er rent anarki. Ligeledes oveholdes Retsplejeloven ikke af politi, dommere og anklagere - de er åbenbart hævet over loven!

Se

  • 0
  • 0
Log ind eller Opret konto for at kommentere