Der er en massiv bagdør installeret i Storbritanniens officielle krypteringsprotokol til telefonopkald. Bagdøren gør det muligt at lytte til gamle og igangværende opkald, siger sikkerhedsekspert.
Det skriver The Register.
Steven Murdoch fra University College London har i en blog beskrevet den nærgående gennemgang af den såkaldt MIKEY-SAKKE-protokol, der er udviklet af den britiske efterretningstjeneste GCHQ.
Murdoch konkluderer, at protokollen er designet til at tillade masseovervågning, der hverken kan opdages eller måles.
MIKEY-SAKKE-protokollen bruger end-to-end kryptering. Men måden hvorpå krypteringsnøglerne oprettes og udveksles er designet, så teleudbyderen kan lytte med på opkald, uden det kan opdages.
Protokollen er blandt andet implementeret i app’en Cryptify Call, der findes til både Android og iOS.