Fejlene i teledatasagen kan være endnu værre end først antaget.
Det er tidligere kommet frem, at danske telemasters placering har været registreret forkert i politiets it-system. Men nu viser det sig, at der er endnu større unøjagtigheder og fejlplaceringer i teleselskabernes egen registrering af deres master.
Det skriver Politiken, som har lavet et dataudtræk med alle telemasters placering ud fra Energistyrelsens såkaldte mastedatabase.
Udtrækket viser, at der kan være op mod 100 kilometers fejlafstand på, hvor teleselskaberne har registreret en mast, og hvor den rent faktisk står. I 25 tilfælde er over en kilometer mellem mastens adresse og koordinaterne.
Politiet henter ikke teleoplysninger fra mastedatabasen, men derimod direkte fra teleselskaberne selv. Mastedatabasen bliver dog ajourført af teleselskaberne, og de erkender overfor Politiken, at politiet også har fået fejlbehæftede data om telemasternes placering.
»I et vist, om end begrænset omfang er fejl og unøjagtigheder gået igen i de data, der er tilgået politiet,« siger Jakob Willer, direktør i brancheforeningen Teleindustrien til Politiken.
Teleselskaberne har nu sat gang i undersøgelser af deres grunddata, men på nuværende tidspunkt er det ikke noget overblik over, hvor lang tid tilbage fejlene går, oplyser brancheforeningens direktør til Politiken.
Rigspolitiet skriver til Politiken, at man længe har vidst, at der kan være fejl i registreringen af masternes placering.
I et skriftligt svar til avisen siger justistminister Nick Hækkerup, at han ser alvorligt på teledatasagen og afventer myndighedernes redegørelse i sagen.