Hvis Folketinget genindfører den kontroversielle sessionslogning, vi det skabe risiko for, at logningsoplysninger bliver misbrugt. Det mener ni ud af ti fagfolk med ekspertviden om sessionslogning ifølge en undersøgelse foretaget af Ingeniørforeningen.
87 procent er enige eller delvist enige i, at kortlægningen af borgeres internetadfærd vil blive misbrugt. Samme andel mener, at det vil være trivielt for enhver it-kyndig at undgå logning gennem brug af for eksempel TOR-netværket eller en VPN-forbindelse.
Ingeniørforeningen har adspurgt 170 medlemmer af det fagtekniske netværk for teleteknik. Her er over 90 procent enige i, at prisen for at indføre sessionslogning på ingen måde står til mål med, hvad man kan få ud af det.
Centrale kritikpunkter
Ingeniørforeningens it-sikkerhedsekspert Jørn Guldberg mener, at det bør gøre indtryk på logningstilhængere, at fagfolkene er så kritiske, som undersøgelsen antyder.
Det er helt centrale kritikpunkter, der bør sætte spørgsmålstegn ved hele idéen om, at man igen vil overvåge hver eneste dansker, hver gang de har surfet på enten computer, tablet eller mobiltelefon, siger han i en meddelelse.
Ingeniørforeningen gik i februar sammen med 24 andre foreninger og organisationer om et åbent brev i protest mod sessionslogningsplanerne.
'Forslaget er i sit indhold juridisk betænkeligt, baseret på et meget uklart grundlag og vil indebære en massiv overvågning af danske borgere og virksomheder' lød kritikken blandt andet.
Over grænsen for privatliv
Langt de fleste adspurgte fagfolk fortæller, at de selv ville være i stand til at omgå logning, hvis de skulle ønske det. Netop af den grund vil logningen have begrænset effektivitet, når det kommer til at bekæmpe it-kriminalitet, mener Jørn Guldberg.
»Det vil være stærkt begrænset, hvad der overhovedet vil komme ud af det. Retssikkerhedsmæssigt vil det også være et kæmpe tilbageskridt,« påpeger han.
I fagfolkenes øjne vil sessionslogning også være en trussel mod retten til privatliv. 84 procent af de adspurgte er helt eller delvist enige i, at sessionslogning vil være en overtrædelse af grænsen for danske borgeres privatliv.

...men det er dyrt at lave god journalistik. Derfor beder vi dig overveje at tegne abonnement på Version2.
Digitaliseringen buldrer derudaf, og it-folkene tegner fremtidens Danmark. Derfor er det vigtigere end nogensinde med et kvalificeret bud på, hvordan it bedst kan være med til at udvikle det danske samfund og erhvervsliv.
Og der har aldrig været mere akut brug for en kritisk vagthund, der råber op, når der tages forkerte it-beslutninger.
Den rolle har Version2 indtaget siden 2006 - og det bliver vi ved med.